»Jeg er fodgænger, intet andet«

Sommertid er vandretid, og for den filosofi- og kunstinteresserede findes næppe bedre optakt end Frédéric Gros’ vidende og veloplagte »Gå!«

Caspar David Friedrich: Vandreren over tågehavet (1818). Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Norske Tomas Espedal har skrevet vidunderligt om at gå. Om at træde ud ad døren og bare fortsætte: Ned ad gaden, ud af byen, se bjerge og dale blive til andre byer, andre landskaber, nye lande.

Den umiddelbare tilgang til det at gå eller vandre deler Espedal med den franske filosofiprofessor Frédéric Gros. I »Gå!« – hvilket Espedals bog i øvrigt også hedder, blot uden udråbstegn – skriver han uhyre vidende og veloplagt om dét at sætte det ene ben foran det andet.

Gros’ metode er lige så enkel som den er effektiv, med kapitler, der veksler mellem overvejelser om vandringens væsen og de tilstande, den er i stand til at fremmane, og portrætter af nogle af kunst- og kulturhistoriens store vandrere.

I bestemmelsen af, hvad vandring overhovedet er, åbner Gros med at beskrive, hvad den ikke er: »At vandre er ikke sport. Sport handler om teknik og regler, resultater og konkurrence og kræver en hel læreproces. Man skal kende stillingerne, indarbejde de rigtige bevægelser. Og så, længe efter, følger improvisation og talent.«

At vandre er anderledes fordringsløst og knytter ikke an til forbrug og materialisme. Særligt udstyr er ikke nødvendigt, selvom industrien naturligvis forsøger at kapitalisere på de vandrende med »revolutionært fodtøj, fantastiske sokker, praktiske rygsække, bukser som klarer alt.«

Pengemændene forsøger, skriver Gros, på den måde at lukke sportsånden ind i vandreverdenen, og Gros har ikke meget til overs for hverken dem eller de vandrere, der gør vandringen til et udstyrsstykke. Det strider mod vandringens ånd, der i sin essens er asketisk. Et par solide støvler og tøj, der passer til årstiden, resten er overflødigt, og sådan vandrede de store kulturpersonligheder, Gros portrætterer, også.

Sammen udgør disse tankens titaner en såvel perspektivrig som rørende historie. Som den tyske tænker Friedrich Nietzsche, der vandrede intenst i Europas bjergrige egne og ikke mente, at den intellektuelle tanke kunne trives ved et skrivebord. Han mente endda at kunne mærke, om en bog var tænkt i det fri eller grublet frem bag et skrivebord: »Man fornemmer de sammenpressede indvolde lige så hurtigt som den iltfattige luft, det lave loft, det trange rum.«

Tanker fra fødderne

Man tænker og skriver kun godt med »sine fødder«, som Nietzsche formulerede det, og han fik da også sine store erkendelsesmæssige gennembrud ude mellem klipper og bjergmassiver. Men migræne og smerter i øjnene satte en stopper for hans vandringer, og da lidelserne omsider aftog, og han atter kunne vandre, var han blevet gal.

En lige så ond ironi ramte den franske poet Arthur Rimbaud, der ikke som Nietzsche vandrede i jagten på erkendelser, men var på evig flugt. Fra borgerskabet, fra sin mor – »munden af mørke« – fra kuldsejlede forretningsprojekter. Digtervennen Paul Verlaine kaldte ham »manden med såler af vind«, og Rimbauds sublime, altforandrende poesi var også påvirket af vejenes og landskabernes sving og slag.

Men som for Nietzsche blev vandringen, selve Rimbauds identitet, en umulighed. Han skrev »Jeg er fodgænger, intet andet«, men en dag begyndte det ene knæ at svulme op, at smerte. Han kunne ikke andet end at fortsætte med at gå, og snart blev knæet så dårligt, at benet måtte amputeres højt over knæet. Rimbaud bestilte et træben, men hans krop var ødelagt, og han døde, blot 37 år gammel. Efter at have vandret i store dele af verden.

Hvor Nietzsche søgte erkendelse, og Rimbaud flygtede, så endte den franske filosof Jean-Jacques Rousseau med at gå for »nærværets absolutte enkelhed.« For at mærke sig selv og sin krop, helt tæt på. For hans tyske kollega Immanuel Kant var spadsereturen et dagligt, timelangt ritual for at klare tankerne efter tænkningen derhjemme. For den amerikanske fritænker Henry David Thoreau var turene en protest mod verdens tiltagende materialisme; han samlede på indtryk, ikke ting. Og for Gandhi, midt i briternes højeffektive kolonistyre, var marchen en revolutionær »forkastelse af hurtigheden.«

Frédéric Gros skriver klart og stimulerende om det hele, og var man ikke allerede glad for at vandre, så bliver man det af at læse »Gå!« Der slet ikke behøver sit - på den danske oversættelse tilføjede - udråbstegn for at vække opmærksomhed.

Titel: »Gå! En filosofisk fodrejse«. Forfatter: Frédéric Gros. Oversat af: Lars Bonnevie. Sider: 201. Pris: 250 kr. Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag.