Jeg er den nye Grev Danner

»Kritikken er altid retfærdig for den, der rejser kritikken«, siger prins Henrik i Stéphanie Surrugues fascinerende portræt af en intellektuel melankoliker, taoist og levemand.

En ung og charmerende prins Henrik fotograferet den 1. januar 1974 Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe

Da Henri, der netop havde takket nej til et enestående tilbud om at blive fransk ambassadør i Mongoliet, i sommeren 1966 tog hjem til familiens slot i Sydfrankrig for at fortælle, at han havde valgt at fri til en dansk prinsesse og nu ville konvertere til protestantismen, fór den gamle Monpezat i flint. Han kaldte alliancen for »en fiks idé« og meddelte Henri, at den danske offentlighed aldrig ville tolerere en franskmand i deres kongehus. Som tidligere avisejer i Indokina vidste André de Laborde de Monpezat om nogen, hvad det ville sige at være »en fremmed« og komme fra en helt anden kulturkreds. I den distancerede tiltaleform, greven foretrak at bruge over for sine mange børn, lød den klare besked til den ældste søn: »De bliver flået levende resten af Deres dage«. Profetiske ord, der også kan læses i Prins Henriks erindringsbog »Skæbne forpligter«, der udkom i 1996.

Prins Henriks far var den gammeldags patriark med en pisk, som de fleste i børneflokken nåede at smage i barndommen. Ikke mindst den generte, men selvbevidste, diskussionslystne Henri. Da sønnen i 1966 noget famlende redegjorde for den rolle, han skulle fylde som tronfølgerens ægtemand i et lille land, der rummede 4,8 millioner indbyggere, hvoraf kun 29.000 var udlændinge og herunder 621 franskmænd med opholds- og arbejdstilladelse, bøjede grev Monpezat sit råd i neon: »Henri, jeg råder Dem til at få klarlagt Deres position!«

BILLEDSERIE: Prins Henriks liv i billeder

Denne kæp i kærlighedens hjul nyttede dog intet over for den dybt forelskede søn, og præcis som André de Monpezat havde forudset og frygtet, blev Henri en prins med så begrænsede og diffuse beføjelser, at han i Surrugues biografi med et drilagtigt smil betegner sig selv for »Den nye Grev Danner«. Med det mener prinsgemalen, at mentaliteten i Danmark på visse områder stadig er, som den var, da Frederik VII i 1850 giftede sig med grevinde Danner:

»Selv om de var forelskede, og kong Frederik VII insisterede på at gifte sig med denne borgerlige kvinde, blev hun nægtet at blive hans dronning. Hun blev gift til venstre hånd, som det hed, og fik titel af grevinde. Man ville under ingen omstændigheder ligestille hende med kongen. Jeg er den nye grev Danner. Men det er jo altså min egen skyld, at jeg ikke forstod mentaliteten, da jeg ankom til Danmark i 1960erne, hvor man gerne ville bryste sig af ligestilling i samfundet generelt, men ikke på toppen af samfundspyramiden. Det har jeg nu forstået.«Lignede James Bond

»Lige fra det øjeblik grev Henri steg ud af SAS-flyet fra Bruxelles, har han været accepteret af den danske befolkning, for hvem han indtil fredag morgen var fuldstændig ukendt. Nu er han pludselig blevet en af vore egne.«

Noget mere kritiske var man i Frankrig, hvor sladderbladet »Minute« i en stor artikel såede tvivl om Monpezat-familiens adelige rødder, såvel som Henris reelle hensigter, og skrev, at hvad angik hans adelige titler, så var de ikke nær så overbevisende som hans karriere som forfører.

Også den 26-årige prinsesse Margrethe havde været solgt, da den seks år ældre, charmerende og scenevante karrierediplomat med åben grøn sportsvogn i London gjorde stormkur til »Margie«, og snart friede. Dog uden at være nede på knæ, fortæller Hendes Majestæt i Stéphanie Surrugues bog:

»Virkeligheden er jo sommetider banal, når den er allerbedst. Jeg var helt rundt på gulvet, jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Heldigvis, havde jeg nær sagt [] Jeg må nu tilstå, at jeg aldrig har forstået, hvordan jeg kunne sige ham noget. Altså i forhold til, hvad han i dén grad var vant til.«

En helt anden stor forhindring for sønnens lykke, som faderen ikke forudså i 1960erne, og som med tiden skulle udvikle sig til en kulturkløft mellem den stædigt frankofile prins Henrik og den stædigt danske befolkning og presse. Det var sproget. Som Prins Henrik i dag erkender og ærgrer sig over, så er beherskelsen af det danske sprog fuldkommen afgørende for, om man accepteres og integreres i et land som Danmark:

»De fleste danskere mener den dag i dag, at en person, der gør Danmark den ære at komme hertil, skal blive 100 procent dansk. Det er en lov i livet her. Man accepterer ikke, at folk viser deres rødder, man bebrejder næsten udlændinge, at de er forblevet meget tysk eller amerikansk, de bliver aldrig rigtig danskere. Det er sproget, der afgør, om danskerne vurderer, at udlændinge er blevet danske. Ikke deres statsborgerskab eller deres indsats i det danske samfund.«Bryllupstalen var snyd

Det sidste var (og er) sikkert og vist. Prins Henrik taler både fransk, engelsk, spansk, vietnamesisk og kinesisk, mens dansk i snart 50 år har faldet ham svært. For ikke at sige tungt. Det begyndte ellers så godt i 1965-66 med en ugentlig sprogtime i London og sprogkursus på plade, men snart kneb det med den indre motivation. Og den famøse bryllupstale, der fik alle danskere inklusiv Ekstra Bladet til at tie, var i virkeligheden kejserens nye klæder. Det indrømmer prins Henrik nu i Surrugues biografi:

»Jeg havde lært at tale dansk som en papegøje. Den danske del af min bryllupstale havde jeg lært udenad, så den lød dansk. I de seks måneder, der var gået siden forlovelsen, havde jeg lært dansk efter 'gentageftermig'-metoden. Og jeg havde øvet mig så grundigt på talen, at folk troede, at jeg talte strålende dansk. Det var absolut ikke tilfældet.«

Som sagt er det noget prinsgemalen ærgrer sig over i dag, hvor han på den ene side godt kan forstå, at hans gebrokne dansk med tiden blev en større og større sten i folkets sko. På den anden side har han stadig så meget sprogøre, at han fastholder, at dansk er et uskønt sprog. Som han i to omgange siger til Surrugue:

»Efter min opfattelse er et sprog smukkest, når det artikuleres [] dansk forekommer uartikuleret.«

En anden ting, som den kosmopolitiske prins, der voksede op i Indokina i 1930erne og med tiden tilegnede sig et buddhistisk livssyn, havde meget svært ved at forstå, da han flyttede ind på Amalienborg, var danskernes syn på børn og opdragelse, og - ikke mindst - kønsrollemønstre. Opvæksten under en patriark med pisk fornægtede sig ikke. Næppe var det første år som tronfølgerens ægtemand rundet, før prins Henrik af Danmark chokerede danskerne i et interview med Malin Lindgren her i Berlingske Tidende på nytårsdag 1967 - og dermed på vippen til det antiautoritære oprør i 68:

»Job fra 9-16 egner sig ikke for gifte kvinder [] Børn er som hunde eller heste, de skal tæmmes for at man kan få et godt forhold til dem. Jeg har selv fået lussinger, det tager man ikke skade af.«

Forsvar for far

Det tror man på i Stephanies utrolig vellykkede og stedvis bevægende biografi, hvor både prins Joachim og kronprins Frederik tager deres far i ædelt forsvar over for de mest kritiske røster i den danske offentlighed. Og vi taler om et forsvar i kraftigere vendinger, end vi nogensinde tidligere har hørt og læst i en bog om kongehuset. Som når Kronprinsen kommenterer medieforfølgelsen af prins Henrik ved at revse det land, han engang skal regere, med ordene »den danske uvidenhed«. Som han siger til Surrugue:

»Mange mennesker og medierne i særdeleshed, har sagt, at 'det kan han ikke gøre', 'han er komisk', 'han er til grin'. Han er virkelig blevet mobbet. Offentlig mobning er noget af det mest forfærdelige, der kan forekomme [] Det er synd for ham og pinligt for Danmark.«

Som den skarpe journalist og yderst talentfulde biografiske forfatter Stéphanie Surrugue er, vover hun i sit dybe og brede portræt af en royal enegænger også at konfrontere Prins Henrik med de utålelige rygter om mandens seksuelle præferencer. Hans svar er en retorisk nydelse. Kan det siges tydeligere?

»Alle rygter er irriterende, især når de er ubegrundede. Jeg vælger at anskue dem som et sociologisk fænomen. Rygter, også falske rygter, er obligatoriske, når man er kendt. Engang hørte jeg et rygte om, at jeg slog min kone. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde.«

Prinsgemalens vidunderlige svar afspejler det dannelsesniveau, der karakteriserer den danske kongefamilie og derfor også præger Surrugues portræt af en verdensborger, der gerne byder sine kapsejladsvenner på æselpølse, og ude på Bali har fået tilnavnet »His Loyal Kindness«. Og som tror mere på Kungfutse end på Grundtvig, og derfor i 45 år har forsøgt at udfordre danskernes nedarvede frygt for det fremmede og anderledes. Med mandens egne kloge ord:

»Danmark er et meget homogent samfund, og derfor er der måske ikke så stor variation. Efter min mening skal vi dyrke originaliteten, for dét, som verden efterspørger, er kreativitet. Tankeoriginaler, om De vil.«

Stéphanie Surrugue har skrevet en royal biografi, der rager tårnhøjt op i den litteratur om vores nuværende kongehus, der er væltet frem siden begyndelsen af 1990erne. Den fortjener at blive læst og talt om, fordi den rydder vejen ind til et stort og smukt menneske i et til tider meget lille og grimt land.