»Jeg er bange for at ende som en underlig spradebasse med et fint sprog«

For Jens Blendstrup skal hver bog, han skriver, være en opdagelsesrejse. Det handler om at aflære sig, hvad man kan og genfinde sit talent. Og om at lade sig forstyrre.

En af Jens Blendstrups yndlings-overspringshandlinger er at gå tur ved stranden med Arthur. De bader begge ofte. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jens Blendstrup drikker store mængder neskaffe hver dag.

»Jeg håber altid, at der ikke er mere kaffe, for så skal jeg ned i Brugsen og hente en ny dåse,« som han siger.
Ikke fordi han er afhængig af koffein, men fordi han opsøger ethvert overspring.

»Jeg synes, det er vigtigt at kunne blive forstyrret. Der skal helst være noget, jeg burde gøre. Jeg skal have dårlig samvittighed, for så sker der på et eller andet tidspunkt dét, at trykket fra den dårlige samvittighed bliver så stort, at jeg eksploderer i skrift.«

Overspringshandlingerne fylder en del i Jens Blendstrups hverdag. Kort efter, vi har aftalt at mødes hos ham i hans hus i Korsør, sender han da også på eget initiativ en liste med ikke færre end 20 af hans egne favorit-overspringshandlinger. Øverst på listen står: »Gåture med Arthur«. Arthur er Jens Blendstrups godmodige og insisterende kælesyge duck tolling retriever.

I rumskibet. Fold sammen
Læs mere

»Den hund er i stand til at fremkalde min dårlige samvittighed. Den kan ligge lidt skævt med øret, det er nok, hvis jeg i forvejen er i krise med en roman. »Jeg har sagt, jeg ikke kan gå med dig nu. Du kan godt lægge dig normalt, jeg ser dig ikke.« Men lidt efter flyttes øret yderligere en milimeter, og jeg rejser mig vredt. »OK så går vi, men kun en lille tur for jeg skal igang, Arthur. Det ved du godt!«

Herefter følger punkter som »computerspil«, »pibe-rygning« og »scooter-ekspeditioner« på listen. Særligt det sidste dyrker Blendstrup entusiastisk på sin babyblå Habana.

»Når man bor i en lille by, kan man godt få lyst til at komme lidt væk, og så er det skønt med en tur på scooteren. Jeg er altid på jagt efter landsbytosser. Man ved aldrig, hvilken vej der fører til flest bid. Engang sad der en gammel kone foran sit hus på en stol. Da jeg vendte tilbage en time senere, sad hun midt på vejen. Det viste sig, at hun ikke sad og betragtede trafikken, men skulle over og hilse på genboen. Det tog bare lidt tid grundet bentøjet. Sådan noget kan man ikke finde på. Det skal ses.«

For otte år siden flyttede Jens Blendstrup til Korsør med sin kone og deres to børn. Fra Amager og det røde træhus Villa Pølsely. Nu bor de på en vej med murermestervillaer, der, hvis de lå på Frederiksberg, ville koste et tocifret millionbeløb, men her kan erhverves for i omegnen af én million kroner.

»Jeg har altid godt kunnet lide lidt forfaldne havnebyer. Jeg flyttede hertil, fordi jeg tænkte, at mængden af landsbytosser måtte være større her. Halvdelen af mit liv er at gå og møde mennesker. Det er noget af det fedeste, der findes. Og så har jeg været heldig at kunne leve af at skrive det ned.«

For provinsens flossede eksistenser inspirerer ham som forfatter. Snart skal han for eksempel sammen med fotografen Lars Gundersen i gang med en bog om byer, som har taget navn efter kropsdele; Fodby, Lem og Tarm for blot at nævne et par. Men mest kendt er han for sine skildringer af sin egen skøre familie. Den har han blandt andet brugt i »Gud taler ud« (2006), der er et kærligt og hudløst portræt af en far, der ofte var skidefuld og i det hele taget en mand med brister, men også et originalt festfyrværkeri.

Den nye roman, han udgiver til oktober, er dog fri fantasi. »Slagterkoner og bagerenker« hedder den, og i presseteksten beskrives den som en komisk-erotisk og samfundskritisk roman om en elektrikers livtag med køn og kærlighed, mens livet bliver kortere. Den har været undervejs i otte år og er på over 400 sider.

»Jeg er virkelig spændt på, hvordan den bliver modtaget. Jeg har det lidt, som om jeg har bygget Gustav Vasa, det skib, der var kæmpestort, men væltede i havnen. Jeg er ikke god til at skrive kæmpe episke romaner, det er uden for mit normale gebet, men nogle gange vil stoffet det. Jeg kunne ikke lade være. Jeg kan også godt mærke, at jeg som forfatter har haft brug for at betræde nyt land. Jeg har måttet ud af det selvbiografiske, jeg var træt af det. Jeg har også været ret god til at levere korte tekster, der tilsammen bliver en bog, men jeg kunne også mærke, at det kan blive en dårlig vane,« siger han og tilføjer: »Jeg er bange for at ende som en underlig spradebasse med et fint sprog. Det at skrive skal være en opdagelsesrejse, og det er det, når man gør noget nyt.«

Kort over Aarhus årgang 1965. Fold sammen
Læs mere

Opdagelsesrejsen begynder på Jens Blendstrups kontor, som har ansatser til et sandt raritetskabinet. Udover et væld af læderindbundne bøger er her masker, gamle rejsekufferter, et ægte hajhoved og i et hjørne en afrikansk fetich i træ. Wegner-møblerne stammer fra hans barndomshjem.

»Jeg tror, det handler om, at jeg føler mig tryg. Det er mit rumskib. Hvis jeg går i stå, har jeg hele tiden noget, jeg kan tage frem og kigge på. Jeg har altid haft en stærk nostalgisk åre, grænsende til det patetiske. Men jeg kan godt lide tanken om, at vi muligvis lever i mange tider. Eller at man har adgang til tider, man ikke selv er en del af. I virkeligheden ved man ikke, i den tid man lever i, hvordan den tid vil blive opfattet, når den bliver katalogiseret. Noget af det, der er spændende ved at være forfatter, er, at man kan snitte sin udgave af tiden.«

 

Og så er det endda kun en lille del af Blendstrups rariteter, der er på kontoret.

»Jeg sætter ofte ting op på loftet. Det betyder, at man et år efter kan gå op og finde noget, man ikke vidste, man havde. Ting bliver interessante, fordi de er væk. Jeg har for eksempel sat en masse bøger på loftet, som jeg ved, jeg kommer til at savne. Når jeg så går op og leder efter noget andet om et år, finder jeg dem og tænker: »Hold da kæft mand, det er fantastisk.« Man ser tingene med nye øjne. Sådan er det måske også med forfatterskabet. Man skal aflære, hvad man kan, hver gang man skriver en ny bog. I bedste fald genfinder man sit talent igen.«

Piberygning. Fold sammen
Læs mere

Og så er vi tilbage ved overspringshandlingerne. For de virker som en slags daglige benspænd. Det gælder ikke mindst oplæsninger på diverse gymnasier og biblioteker. Jens Blendstrup er ude mellem 80 og 100 dage om året.

»Jeg får så meget energi af mødet med andre mennesker. Jeg er ikke så god til at sidde stille mange timer hver dag, men hvis jeg har været ude på et gymnasium og læse op, så kommer jeg hjem med en følelse af at have leveret noget. Det giver mig poetisk selvtillid og får mig til at skrive godt. Det værste er, hvis jeg ikke har skrevet noget i lang tid og skal tilbage igen. Så skriver jeg de første par dage som en 10. klasses-elev. Det gælder om at holde sig i gang.«

Og derfor er Jens Blendstrup også lidt loren ved udsigten til at skulle på ferie kort efter interviewet.

»Vi skal til Italien, og dér får jeg ikke tid til at skrive. Men jeg håber alligevel, at der opstår de der øjeblikke, hvor man lige kan tage en note. Mennesket skal jo have en berettigelse for at være i verden. At skrive er min berettigelse.«