Jeg drømmer om et digt

Lyrik. »Per Højholt: Samlede digte.«Poeten Højholt kan ses fra alle sider i mammutudgaven af hans samlede digte.

En af de historier, Per Højholt holdt meget af at fortælle om sin ungdoms poetiske aktiviteter, er historien om dengang Ib Nørlund - kommunistisk partispids - sad på forældrenes ægteseng hjemme i Esbjerg efter et møde og forklarede den håbefulde forfatterspire, hvorfor et digt, han havde offentliggjort i tidsskriftet Dialog, var noget »borgerligt pis« og i øvrigt belærte ham om, hvordan digtning i Danmark burde se ud: Man skulle skrive digte, sådan at arbejderne følte sig bekræftet i deres klassebevidsthed.

Ikke så lang tid før sin optræden i Dialog havde Per Højholt haft sin debut i det andet af tidens toneangivende tidsskrifter, Heretica, og det mest påfaldende ved den unge Højholts første skridt på forfatterbanen er i virkeligheden nok den åndelige fleksibilitet, som de to næsten samtidige udspil repræsenterer. Her var ingen problemer med at skræve hen over modsætningerne og grøfterne i efterkrigsårenes danske værdikamp, der netop havde det metafysisk orienterede og civilisationsskeptiske Heretica og det kulturradikale Dialog som de markante modpoler. For som Højholt senere har udlagt sin attituderelativisme før attituderelativisterne: »Det drejer sig om at producere, det drejer sig om praksis først og fremmest«.

Heretica-indflydelsen er - og det kan læses allerede i titler som »Johannes-fragmenter«, »Efter krigen« og »Franciscus« - voldsom på de første Per Højholt-tekster i det bind samlede digte, som Gyldendal har udgivet her nogle få dage efter lanceringen af den tilsvarende Ole Sarvig-bog. Hvor bevidst det udgivelsesmæssige sammenfald er, ved kun forlaget, men i hvert fald er de to ny-klassikere værd at holde op imod hinanden som strålende eksempler på forskellige spor i den danske modernisme, og samtidig er en sammenligning mellem de to forfatterskæbner også mere end tankevækkende.

Mens Ole Sarvig uden diskussion skrev sine vigtigste digte i de helt unge år, var væksten i Per Højholts forfatterskab baseret på den håndværksmæssige perfektionering og den praksis, der gjorde hans digte bedre og bedre bog for bog, mens ungdomsdigtene ikke på nogen måde afgav ekstraordinære løfter. Fra debutbogen »Hesten og solen« fra 1949 og med linjerne som for eksempel »her staar jeg saa: den vege yngling, gammel før/tiden, under de opløste billeder« skulle der gå 14 år, før »Poetens hoved« for alvor viste en Per Højholt, der havde lagt den højstemte stemmeføring bag sig og var på vej imod positionen som en af den danske poesis mest radikale og banebrydende udforskere af dagligsproget, traditionerne og selve digtningen.

Det er i »Poetens hoved«, at »M/S NELLY i modlyd« med stor underholdningsværdi demonstrerer optagetheden af digtets lydside, mens digte som »Le tombeau de Joyce« og »Le tombeau d'Orphée« eksperimenterer med den grafiske opsætning. Det er også i »Poetens hoved«, at forfatteren afsender et »Brev«, der slutter med ordene:

»Hvad mig angår vil jeg hellere/knække halsen på et digt/end se det flage påskønnet/på toppen af en budding«.

At knække halsen på et digt! Det er en programerklæring, der både handler om nødvendigheden af, at digteren løber en personlig risiko, og om en holdning til selve digtet. Det er et nej tak til patos, selvhøjtidelighed, højstemt metafysik og følsomhed, og et ja tak til nøgternheden, punkteringerne af de falske tonefald og omgangen med digtet som en hverdagsting.

Senere i de 60ere, der ellers blev domineret af Rifbjerg og de andre konfrontationsmodernister, blev »Poetens hoved« fulgt op af bøger som »Provinser«, »Min hånd 66«, »Show« og »Turbo«. Per Højholt jonglerede virtuost med sine æg og forskellige former for sprogbrug, han lancerede Pokerface Plysbjørn og han førte Henry »ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen«. Det var blandt konkretister og systemdigtere og blandt medlemmerne af »ta«-generationen - for nu at referere til et senere periodetypisk tidsskrift - at Højholts stjerne for alvor skulle begynde at lyse.

En indgang og en udgang og derimellem udfoldelsen af færdighed. Så enkel kunne definitionen på et Højholt-digt dengang se ud, men det med færdigheden var afgørende, det praktiske greb og fornemmelsen for sprogets virkemidler. Hvor fremragende en håndværker og showmand Højholt var, det blev op igennem 70erne demonstreret i de første bind af hans »Praksis«-serie med de suveræne poesi-numre som »Den barberede topfisse« og Supermule-teksterne, men også i »Gittes monologer« og »Kvababbelser«, som virkelig betød det store folkelige gennembrud for en ellers rimelig eksklusiv forfatter.

Mundtligheden var en af digterens store forcer, og det er let nok at læse sig til i for eksempel »Gittes monolog om naturen«: »Naturen, ikk oss',/der findes ikk' noget lignend' som den ...« Enhver der husker oplæseren Per Højholt ved, hvor høj morskaben kunne blive. At monologerne også holder til læsning så mange år senere er helt godt klaret.

I de seneste af de i alt tolv »Praksis«-bøger nedtonede forfatteren fra Funder imellem Silkeborg og Herning show-dimensionen og betonede poesien i en, nå ja, mere traditionel og i hvert fald meget traditionsbevidst forstand, selv om nøgternheden var usvækket og ironien stadig et aktivt virkemiddel. Nogle af de sene »Praksis«-bøgers ankomster til naturen i digte som for eksempel »Personen på toppen«, »Tomhed inkarneret« eller »Til en sommer« er fjernt fra enhver form for patos og føleri noget af det smukkeste Per Højholt har skrevet.

De samlede digte viser Per Højholts som det eksperimenterende eksempel, fyrtårnet og kultskikkelsen, men først og fremmest som en eminent praktiker og stor digter. Jens Smærup Sørensens efterskrift følger digtene til dørs med en nøgternhed i den varme hyldest, der klæder projektet godt.