Japansk krimimester løfter genren

Man skal læse Keigo Higashino for hans æstetiske, strengt komponerede og høfligt krævende tilgang til krimigenren.

Cover Fold sammen
Læs mere

Man får lyst til at rette på en imaginær kimono, bukke let og træde et skridt til siden, efter at man har fordybet sig i japanske Keigo Higashinos smukt oversatte, sprogligt afdæmpede og indholdsmæssigt udtryksfulde univers i »Den ophøjede morder«. Higashino skriver krimier som ingen andre (på vores breddegrader, i al fald), og selv om det hele virker så retlinet, så roligt, så rent og æstetisk, så er det også labyrintisk, legende og sært larmende.

»Den ophøjede morder«» er trods prædikatet »spændingsroman« og en handling, der kredser om opklaringen af et mord, mere og andet end det. Higashino er detaljens og stilistikkens mester, der med få og næsten usynlige greb snor læseren om sin drillefinger, så man lystigt narres ned ad blinde veje og ud i stumpe vinkler og først (for) sent opdager, at man ikke havde alle sanser åbne og er blevet narret til at være opmærksom på noget andet end det væsentligste.

Så intet er på forhånd givet i opklaringen af et mystisk dødsfald, hvor en mand falder om i sit hjem efter at have drukket en kop kaffe forgiftet med arsenik. Det kunne være mord, men intet tyder i første omgang på det. Det kunne også være selvmord, men det er der heller ikke belæg for. Et uheld er noget nær usandsynligt, og derfor tager drabsefterforskeren Kusanagi og hans hold fat på sagen på utraditionel vis.

Utsumi, Kusanagis unge kollega, tager kontakt til professor Yukawa, der tidligere har hjulpet politiet, når de var kørt fast i logikken. Han og Kusanagi er imidlertid ikke på helt så god talefod som tidligere, så Utsumi gør det i første omgang uden at sige det til nogen. En anden væsentlig årsag er også, at hun mistænker sin kollega for at være hemmeligt forelsket i afdødes smukke enke.

En smule betaget af denne Ayane er Kusanagi da også, og han går mange omveje for at bevise hendes uskyld. På denne måde får han sat forbrydelsen og det, der er gået forud, i perspektiv, og den noget spinkle historie får på denne skæve måde dybde og tyngde.

Selv om enken Ayane befandt sig hundredvis af kilometer væk fra det fælles hjem, hvor manden afgik ved døden, og selv om det er hendes assistent - og viser det sig: mandens elskerinde - der finder ham og har meget svært ved at redegøre for sin gøren og laden inden dødsfaldet, retter mistanken sig om hende, om afdødes hustru. Men hverken beviser eller mistænktes handlen peger i den retning, og derfor står politiet og professoren reelt på bar bund.

Men kun tilsyneladende. For Higashino er en mester i at lægge små korn til en opklaring ud for den opmærksomme læser, så det åbenlyse burde ligge lige for for både efterforskningsholdet og den læsende tilskuer. Og det gør det måske også for nogen, men det mest interessante ved Higashinos bøger er ikke så meget at vide, hvem den eller de skyldige er, det er snarere at blive åbenbaret for logikken og den næsten matematiske skønhed i selve opklaringsarbejdet.

Man skal læse Higashino for hans æstetiske, strengt komponerede og høfligt krævende tilgang til krimigenren. Han løfter den.

Titel: »Den ophøjede morder«. Forfatter: Keigo Higashino. Oversætter: Mette Holm og Jonas Steno Olsen. Sider: 324. Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk.