Når poeter dør, dør en del af deres poesi også. For nok skal værket kunne stå alene, som det hedder med en floskel, men det taber alligevel noget. Dette diffuse lille ord, der kan dække over så meget. Og i denne sammenhæng altså over poetens krop og stemme, der er så fortrolig med digtene; udtaler dem, som de skal udtales, og under hver eneste oplæsning fortolker linjerne, som de er tænkt og hørt under skrivearbejdet.
Så ja, værket skal kunne stå alene. Men det står stærkere sammen med digteren. Hør bare Dylan Thomas læse »Do Not Go Gentle Into That That Good Night« og T.S. Eliots omgang med »The Love Song Of J. Alfred Prufrock«. Eller vidunderlige Janina Katz. Hendes poesi var og er noget særligt. At læse den sætter sig i kroppen: Den umærkelige glidning mellem hårde og bløde temperamenter, mellem melankoli og en trodsig komik. Først i »Min moders datter« fra 1991, sidst i »Endnu ikke allerede« fra 2013 – året hvor hun døde.
Janina Katz debuterede først som 52-årig. Endda på dansk, selv om modersmålet var polsk. Og det ene sprog havde det med at genfortrylle det andet. Som i den fortrinlige digtsamling »Skrevet på polsk«, der i 2012 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Let at imponere var hun nu ikke. Da hun i 2002 modtog Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, betroede hun sin ven, lyd- og radiomennesket Søren E. Jensen, at »Den pris giver de mig kun, fordi de ved, at jeg snart skal dø.«
Hvad hun mente med »snart«, er ikke til at vide. Men hun levede videre i 11 år. Så kunne hendes krop ikke mere. En tragedie for dem, der stod hende nærmest, men også for alle dem, der elskede hendes poesi. For nu var stemmen jo væk. En del af værket faldet fra. Derfor var det også en stor glæde at erfare, at hun nåede at indlæse en række af sine digte med teknisk hjælp fra Søren E. Jensen. Men hun døde, inden de blev til det album, der nu findes i verden. Som en slags genoplivning eller mirakel.
Men først lidt om, hvad det er for en poesi-møder-musiktradition, »Efterladt« skriver sig ind i. Og på de mange plader findes der, groft sagt, to tilgange til poesien. Den første er den, hvor en musiker selv har tonesat og indsunget digtene. Som Pia Raugs arbejde med Inger Christensens »det«, og som da Martin Ryum tog samme digter under behandling på »Findes«, mens Mads Wæhrens fortolkede Henrik Nordbrandt på »Flodens hemmelighed«. Og så er der naturligvis Nikolaj Nørlunds »Navnløs«, med tonesætninger af Michael Strunges digte samt Lars H.U.G.s med afstand bedste udspil, »City Slang«, hvor Søren Ulrik Thomsens poesi blev løftet, forstærket og forskudt. Der er mange flere album efter den metode, og det er der naturligvis, fordi sang, musik og poesi er så nært beslægtede størrelser.
På den anden type digtalbum er digteren selv på færde med ikke bare ord, men også med sin stemme. Som når Peter Laugesen lader sine digte møde bandet Singvogel eller som albummet »Færdes«, hvor Nikolaj Stochholm læser sine digte op i et lyddesign skabt af Martin Hall og Søren E. Jensen.
Netop de to, Jensen og Hall, står også bag »Efterladt«, hvor Katz læser op. Men albummet adskiller sig fra andre udspil i kategorien ved, at hun var død, inden pladen blev til. Jensen optog hende, da hun kom forbi med »en række digte under armen«, som han skriver i booklettens meget fine essay, men inden de kunne nå at bringe recitationerne videre, døde hun. Så Jensen overbragte optagelserne til Hall, der har tonesat dem med stor nænsomhed og forståelse for digtene og deres indre resonansrum. Østeuropæiske atmosfærer, melankolske strygere, tangenter, reallyd, cabaretstejf og horn ligger under Katz, men trækker aldrig opmærksomheden væk fra stemmen og ordene. I stedet er de en lyrisk medspiller, der får ikke mindst smerten til at stå frem.
Men for at forstå digtenes smerte, er et biografisk spring tilbage i Katzs liv nødvendigt. Hun blev født på det værst tænkelige sted og tidspunkt: 2. marts 1939 i Krakow. Lige »før vores liv blev totalt smadret«, som der står i hendes erindringsværk »Mit liv som barbar«. Næsten hele hendes familie på både fædrene og mødrene side døde under Anden Verdenskrig. Kun Janina og hendes mor overlevede. Et livets under, og netop de to sider, smerten og vidunderet, blev toner i den poesi, hun i en sen alder debuterede med i det Danmark, hun flyttede til i protest mod kommunismen og den voksende antisemitisme i Polen.
At Katz kunne skrive en så god digtsamling på et fremmed sprog, og endda i en alder hvor de fleste forfattere er toppet, siger noget om hendes poetiske styrke. Uden kamp var det åbenbart heller ikke, og Katz skrev et sted, at dansk var »et mareridt af et sprog. En ondsindet lingvists hikkende drøm«, og her aner man måske også den humor, der var en af de måder, hvorpå mørket og tungsindet blev budt trods i hendes poesi.
Men tydeligere end humoren er altså smerten og angsten. Som i nogle af de første linjer hun læser op på albummet: »Janina Maria/Katz Hewetson./1 tablet 2 gange daglig./Mod angst./Maria -/fordi jeg er døbt./To gange./Mod angst./Hewetson –/fordi jeg blev gift./Een gang./Mod angst.«
Digtet hedder »Recept«. Det skal lytteren dog selv vide, for der er ingen angivelser af digtenes titler at finde i eller på albummet. Det er svært at forstå hvorfor. Men det ødelægger selvsagt ikke oplevelsen, og de citerede linjer viser også, dér i høretelefonerne, hvor fantastisk Katzs rytmefornemmelse er. Hendes digte er en »opvisning i talende punktummer«, som digteren Jørgen Gustava Brandt præcist har formuleret det.
Den rytmiske brillans er også tydelig i Katzs recitation af linjerne »Til mit gudbarn/Må din barndom være som min aldrig har været«, som gør min hals tyk, og der er noget forstærkende ved den måde, Katz her og på hele albummet omgås det danske sprog, som ikke synes at ville hendes smukke poesi andet end ondt. De bløde d’er og stumme g’er, der på hende polske stemmebånd bliver hårde og tydelige.
Den melodiske, nærværende poesi, der møder det utaknemmelige, brutale sprog, og man ser hende for sig; denne skravlede skikkelse, som samtidig var så stærk og direkte, og hvis stemme lyder mild, men samtidig er sprukken af alder og cigaretter.
Katzs er ikke en poesi, der først og fremmest dyrker formeksperimentet, men er i stedet fuld af vilje til at gribe om det vigtige, det traumatiske, det smertefulde. Astrid Lindgren sagde engang, at hun nok var blevet forfatter uden den store smerte i sit liv, men ikke SÅ stor en forfatter. Noget lignende synes at gælde for Katz. Og Martin Hall rammer ikke én falsk tone i mødet med hendes poetiske væsen. Derfor er »Efterladt« også sådan et album, der langsomt sætter sig i øret for så at rejse ned i kroppen, ud i årerne for endelig at melde sig på tungen. Vel fordi Katz skrev digte, der skal læses højt. Det gør hun så på albummet. Der på den måde holder hende levende. Selv nu hvor der ikke er mere i »timeglasset i hjertet«.
Janina Katz: »Efterladt«. Optaget af Søren E. Jensen og tonesat af Martin Hall. Panoptikon/Target.
