Jalving på svensk safari

Kommentatoren Mikael Jalving er på tur gennem et blågult broderland, han finder formummet i selvgod tavshed. Han finder dog rigeligt med folk for sin sag.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De er bekymrede i disse tider i Sverige. Måske ikke nær så bekymrede som kommentator Mikael Jalving er på broderfolkets vegne i sin nye bog »Absolut Sverige - en rejse i tavshedens rige«. Og Jalving er endda dansk. Men svenskerne har opdaget, at omverdenen har et markant andet billede af Sverige, end de selv har. »En feministisk talibanstat«, »Bullerbysyndromet«», »Er alt bare blændværk?«, hedder det eksempelvis fra folk som dokumentaristen Michael Moore, feministen Naomi Wolf samt store blade som Der Spiegel og The Guardian. Anledningen er blandt andet svenskernes iver efter at få wikileaks-stifteren Julian Assange voldtægtsdømt samt den opsigtsvækkende historie om politidirektør Göran Lindbergs sex-sadistiske udnyttelse af mindreårige.

Jyllands-Posten-blogger og kommentator Mikael Jalvings bog er et svar på sidste års svenske » Verdens lykkeligste folk«. Her dyngede den svenske journalist Lena Sundström påstande om Danmark op. De førte til en konklusion om, at Danmark er fremmedfjentligt og småracistisk. Mikael Jalving er mere begavet. Ikke fordi han har den modsatte holdning. Men fordi han trækker historiske og økonomiske aspekter ind i sin reportage- og interviewbog, der godtgør, at Sverige vitterlig er en ingeniørbygget, socialistisk stat i Palmes ånd. Økonomisk bygget på stordriftsfordele og den soliditet, der findes i politisk korrekthed. Sverige tror sig moderat, retfærdigt og forbilledligt, men er ekstremt, undertrykkende overfor kritikere og selvgod, hedder det.

En undren over vort naboland, hvis indvandrerdebat er som kogende vand i en kedel, lige før den hyler, synes på sin plads. Lige som et blik på broderfolkets fornærmelse over Sverigedemokraterne er det. Sverige har brug for at få sit forhold til omverdenen gransket af en uhildet. Jalving er bare ikke helt sådan en karakter. Han researcher ikke ligefrem sin tese om et koncensus-narkomanisk land ihjel. Der er for mange medvirkende, der får lov at bekræfte og for få, der får lov at forsvare.

En sådan kritik af bogen er selvsagt journalistik begrundet. Men egentlig er man ikke engang i stand til at fastslå, om der er tale om en journalistisk bog. Metoden kan ligne med interviews og reportager. Men forfatterens rolle er uklar. Er Jalving i denne bog kommentator? Er han journalist? Er han sociolog? Er han historiker? Jalving påtager sig gerne at være det hele, konstaterer man. Alt efter, hvad der understreger hans pointer, skifter han behændigt mellem rollerne. Hvilket er ærgerligt. Denne hang til at falde ud af karakter og falde igennem i den næste er bogens alt afgørende svaghed. Metoderne ophæver således ofte hinandens troværdighed.

Der er ellers - med et af tidens modeord - nok af »momentum« for at stille spørgsmålstegn ved Sverige og svenskerne. Jalving synes således med sin kritiske bog at promenere ind på en kulturpolitisk slagmark, hvor det indledende slag allerede kører. Som Spiegel skriver, var »Sveriges værste bølle indtil for nylig Emil fra Lønneberg.« Vold fem gange så omfattende som i Danmark, myrdede politiske ledere, politichefer, der hader kvinder og listeriet rundt om indvandrerproblemerne hører ikke hjemme i en Carl Larsson- tegning. Der er intet absolut over Sverige andet end indbildninger. Hvilket er Jalvings pointe. Han kunne have fremført den bedre. B