Jagten på den forsvundne far

Bog: »Den ukendte« Med sin nye roman om en ung mands jagt på sin forsvundne far viser Benn Q. Holm igen hvad han er: Bestseller-forfatter. No more, no less.

En sommerdag i 1950erne får landbokvinden Lilly uventet besøg. En jaguar ruller op foran hjemmet og en fremmed trænger sig på, charmer sig ind og nedlægger Lilly, inden han forsvinder ud af hendes liv igen. Men han efterlader to ting. Et barn og et cigaretetui i sølv med indgraveret våbenskjold og initialer.

Gustav, som barnet døbes, bliver bortadopteret og vokser op hos en damefrisør i provinsen ubekendt med sit rette ophav. Men han føler sig fremmed, har anelser om, at han måske er af bedre herkomst end provinshullet lægger op til, og ved hjælp af et brev gemt i en skuffe får han først Lillys adresse, opsøger hende, får cigaretetuiet og drager derefter til København for at finde sin far. Her indleder Gustav sin odyssé igennem de sidste 35 års omskiftelige tider. Han ankommer til København i de frigjorte 70ere og lærer hurtigt at sno sig - og pigerne. Han udvikler sig til lidt af en charlatan men har samtidig et godt hjerte. Og da en pensioneret ambassadør forelsker sig i ham er hans lykke gjort. Han arver en større formue, er levemand, men har også held med sine forretninger. Galleriejer, særlig rådgiver for en international mediemogul, osv. Ideen om de aristokratiske aner holder ham i gang, men da han på et tidspunkt erfarer, at ophavet nok er mindre eksotisk, skrinlægger han eftersøgningen. Først da den privatdetektiv, han på et tidspunkt har sat på sagen, tvinger ham tilbage til den, får han forhistorien afklaret.

Benn Q. Holms roman om adoptivbarnet Gustavs rejse og udvikling er en Aladdin-historie om en ung mand, der ikke blot får én men en hel kasse appelsiner i turbanen. Det er en gavtyveroman om, hvor godt det kan gå én, hvis man spiller sine kort rigtigt og i øvrigt ser stort på moralske forpligtigelser. Og det er en samtidshistorisk sædeskildring, som portrætterer såvel den seksuelle frigørelse i 70erne og yuppie-mentaliteten i 80erne og 90erne. Gustav møder mange spøjse typer på sin vej - nogen kommer videre, andre bukker under - og vi får alle skæbner bragt til ende ved romanens slutning. Ingen løse tråde eller uafklarede forhold hér.

I det hele taget er romanen let flydende og velskrevet. Synsvinklen er primært hos Gustav men lånes i korte passager til andre involverede, og kompositionen former sig som nedslag i Gustavs liv, gerne med nogle års mellemrum, præsenteret i kronologisk orden. Det er én af den slags bøger, der læser sig selv, primært fordi den er velfortalt og formår at holde læserens nysgerrighed i live; i mindre grad fordi den har noget virkelig interessant at fortælle. For selvom selve setup'et lægger op til, at livets store spørgsmål stilles og søges besvaret - hvem er jeg, hvad skaber et menneske og hvor egoistisk kan man tillade sig at være? - kommer vi ikke engang tilnærmelsesvis nær dem. Den overfladiske og ignorante livsindstilling, som kendetegner Gustav, præger til dels også romanen, som i og for sig skildrer mange af livets facetter, men desværre uden at vi bliver klogere på dem. I den henseende er Holms roman først og fremmest en underholdningsroman - bredt fortalt og uden den modstand, som lader noget pusle i bevidstheden efter endt læsning. Den er 'bestseller' litteratur, når genren er bedst. Men rigtigt gode bliver bestsellere desværre aldrig.