Jagten på de blå lejesvende

I en række fiktive breve til en prins går Suzanne Brøgger løs på »nationalismens gudsjammerlige tidsalder«, mænd i al almindelighed og Morten Messerschmidt i særdeleshed.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en tid, hvor excentrikere M/K er en mangelvare både i politikkens og kunstens verden, bør man være taknemmelig for en rigsrappenskralde som Suzanne Brøgger. Tag nu bare omslaget på fænomenets nye bog, hvor hun ligner en ungdommelig gensplejsning af Karen Blixen, Simon Spies og Dronning Margrethe II, iført knaldsorte strømper og ditto hat, så stor som en haveparasol, lårkort leopardskindskåbe og stok, betrukket med samme rovdyrskind. Og titlen på bogen er mindst lige så bundløst krukket: »Jeg har set verden forsvinde - hvor er mine øreringe? Breve til Prinsen af Mogadonien«.

Har man hørt mage? Ikke siden Klaus Rifbjerg for ti år siden excellerede i pamfletter og persiflage. Forskellen er bare, at den muntert udæskende »Fru Z«, der nu igen står frem som Brøggers litterære maske og stemme, også sviner folket til. Noget så eftertrykkeligt endda.
Som den afsindige titel antyder, former den 280 sider lange bog sig som en række breve af nærmest essayagtig karakter til Prinsen af Mogadonien. Lad os bare kalde hans velærværdighed for Prins Henrik, og landet for Danmark. Et dekadent, nærmest bevidstløst land, der har brugt sin sidste recept på vejen mod afgrunden, og derfor låner sit eventyrlige navn fra den angstdæmpende sovemedicin Mogadon.
Men hvad er den rasende Fru Zs ærinde, ud over at lede efter en anden tidsregning og sine raffinerede øreringe, der forsvandt ved forrige hofbal? Det kan siges med få ord: Puste nyt liv i kulturkampen!

I disse epistler, skrevet hen over to år, går den flammende feminist på jagt efter de blå lejesvende i vores »forfaldskultur«, som fruen mener, står bag megen åndelig og moralsk opløsning i Mogadonien. Og på bogens sidste side, hvor Fru Z på vejen hjem fra fejringen af 100-året for Den Internationale Kvindedag, havner på et offentligt herretoilet, falder ti-øren for alvor:

»Det er jo ikke så mærkeligt, at vi har finanskrise og klimakatastrofe! Et enkelt kig ind i et herretoilet forklarer det hele: Ingen omsorg for næsten, intet hensyn til dem, der skal komme efter, kun her & nu, svineri.«

Hadske udfald

Denne groft injurerende tone bærer det meste (ofte også det bedste) af bogen, omend det ultra-hadske udfald mod Morten Messer-
schmidt, der både kaldes for »vammelsmuk arier« og »det blonde bestie«, virker malplaceret i munden på en så – trods alt – kultiveret kvinde som Fru Z. Den tudse må derfor stå for forfatterens egen regning.

Schwamm darüber, som et af fruens yndlingsudtryk lyder, for man behøver såmænd hverken være kulturradikal eller selvpisker for at lade sig underholde af denne drilagtige opvisning i humanistisk dannelse. Dels har Brøgger (i passager) aldrig skrevet bedre, dels er der (mellem for mange gentagelser) rigtig meget stof til eftertanke i den bredt anlagte civilisationskritik, der formår at række tilbage til oldtidens Kina og samtidig kredse om den kulturelle opløsning i et lille velfærdsforkælet land højt mod nord. En proces, der er foregået i noget nær sprint, siden Fru Z og hendes ligesindede venner bragte fantasien til magten.

Netop på det punkt – det antiautoritære oprør, der sejrede sig ihjel – synes man måske nok, at den selvglade oldfrue har lidt svært ved at gribe i egen leopardskindsbarm. Men som hun forklarer Prinsen af Mogadonien, så gælder der særlige etiske love for kunsten og kunstnerne:
»Nymoralisterne vil partout, at kunsten skal ind under de samme love, som gælder i en retssag eller til et bestyrelsesmøde. De kan ikke tage, at der faktisk findes et område, hvor alt det, der tæller, ikke gælder.«

Her bliver vor holistisk sindede brevskriverske ikke så lidt firkantet i betrækket. Men hun har da ret, for så vidt at man også må håbe, at politik aldrig kommer ind under samme anarkistiske love som kunstens, for så vil verden komme til at ligne et digt af Tom Kristensen, hvor alle river ned, men ingen bygger op.

Kunstnere bør koncentrere sig om at lave kunst, ligesom politikere skal bruge armslængdeprincippet til at stikke næverne i lommen og lade være med at blande sig i kunstens form og indhold. Men derfor kan de to væsensforskellige sfærer sagtens fortsætte med at provokere hinanden. Gerne så højlydt uforskammet som den lidenskabelige Fru Z, der bag de kulturradikale skyklapper taler smukt og opbyggeligt til den indre prins i tidens alt for mange konger.