Jack Nicholson: Den danske elskerinde og datteren

Filmkritiker Jacob Wendt Jensen udgiver i dag den første danske biografi om den amerikanske skuespiller Jack Nicholson. Berlingske bringer her kapitel 24 om Nicholsons danske affære.

Jack Nicholson og den danske model Winnie Hollman mødtes i San Francisco i 70erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Getty Images
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Winnie Hollmann blev Miss Danmark i 1970 i en alder af 19 år, hvor juryen mente, hun var smukkere end blandt andre Lise-Lotte Norup og Suzanne Bjerrehuus. På det tidspunkt var Hollmann med sine egne ord »en ganske almindelig kontormus med en månedsløn på 2.400 kr.«.

Rødstrømpebevægelsen imponerede hende ikke synderligt: »Kønsrolledebatten forekommer mig noget tyndslidt. Mon ikke forklaringen på rødstrømpeaffæren ligger i, at nogen bedre kan være deres køn bekendt end andre,« sagde hun i et interview med avisen BT.

Hun afholdt sig fra at deltage i slaget om at blive Miss Europa, fordi det foregik i Grækenland, hvis diktatur hun i lighed med Miss Sverige og Norge ikke ville støtte. I stedet tog hun senere på året til Miss World-konkurrencen i London i november 1970. I en reportage i Ekstra Bladet beklagede hun sig over, at de to uger i London var som at være fange i et gyldent bur. Da der ikke med Miss Danmark-titlen fulgte en pengepræmie, måtte hun nemlig selv betale mange af udgifterne. Det kostede hende i alt 5.000 kr. at deltage.

I løbet af 1971 kom der gang i en flot modelkarriere, og midt på året blev det rapporteret i aviserne, at Winnie Hollmann boede i Paris og tjente et sted mellem 10.000 og 15.000 kr. om måneden på modelarbejde i Paris og Milano. Det højeste af de to tal svarer til 110.000 kr. i dag. Hollmann blev brugt af store mærker og modehuse som for eksempel Cacharel og Yves Saint Laurent.

Året efter blev hun forlovet med en af Brigitte Bardots gamle kærester, skuespiller og fotograf Patrick Gilles. I 1973 blev hun annonceret som ny kæreste til den græske skibsredersøn Philippe Niarchos. Det år blev der i aviserne skrevet meget om vilde fester med den tyske stjernefotograf Günther Sachs og pool parties med nøgenbadning, hvor blandt andet den kommende kong Gustaf af Sverige og Roman Polanski smed tøjet og vandrede splitternøgne rundt.

Den mest skræmmende oplevelse var dog alligevel nok den, som den danske modefotograf og lejlighedsvise skribent Gunnar Larsen skrev hjem til Ekstra Bladet om.

Winnie Hollmann var med på en tur til det midtafrikanske land Zaïre – der i dag hedder Den Demokratiske Republik Congo. Hun skulle sammen med en stribe andre modeller på fotoshoot midt i junglen. »Det var en marchtur på tre timer gennem den tætteste jungle. Pludselig mærkede jeg, at nogen kiggede på mig. Jeg vendte mig om og så direkte ind i øjnene på en kæmpemæssig gorilla.

Gorilla-kolonien var ikke en flok fredelige gorillaer, men flere hundrede rasende dyr. Jeg troede bestemt, at min sidste time var kommet. En lokal storvildtjæger sagde, at vi skulle se ubekymrede ud, mens han talte beroligende til aberne. Mens vi sad og rystede, kom en kæmpestor gorilla hen til os og gav fotografen et kæmpegok i hoved, så han gik ud som et lys. Vi kom godt nok helskindet ud, men jeg drømmer stadig om gorillaer,« sagde hun.

Tre år senere mødte hun Hollywoods største hangorilla. I august 1976 kunne Billed Bladet bringe et større interview med Winnie Hollmann, hvor hun fortalte: »Jeg er så forelsket, at jeg ikke ved, hvad der er op og ned.« I juni måned det år var Winnie Hollmann blevet introduceret til 39-årige Jack Nicholson i San Francisco, hvor hun var på job for Marie Claire.

»Siden har jeg ikke tænkt over andet end ham. Den aften var det, som om lynet slog ned i mig. Det var kærlighed ved allerførste blik, og jeg tror, det samme gjaldt Jack. Det sagde han i hvert tilfælde. Da vi havde været sammen i nogle dage, var jeg nødt til at tage tilbage til Europa, og han lovede at komme og besøge mig.«

»Da jeg kom hjem til Paris, blev jeg bange for, at han måske ikke ville komme. Jeg forestillede mig, at det bare havde været et tilfældigt eventyr for ham, og at han havde glemt alt om lille mig. For ikke at blive alt for skuffet, hvis han ikke kom til den aftalte tid, tog jeg alt det arbejde, jeg kunne få. Den dag Jack skulle komme, var jeg i Rom for Vogue. Det fandt han ud af, og pludselig stod han i døren. Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, og tog med ham til Sicilien, hvor han skulle modtage endnu en filmpris,« sagde 26-årige Winnie Hollmann.

Sidenhen var de to i Saint Tropez sammen. Her spurgte Jack Nicholson Winnie, om ikke hun ville flytte til Californien, så de kunne være mere sammen. De blev fotograferet på en fortovscafé, hvor han smilende stikker en gaffel i munden på Hollmann med salami fra Provence.

»Jeg sagde straks ja. Vi har endnu ikke besluttet, om jeg skal flytte ind hos ham, men i hvert tilfælde regner jeg med at få min egen lejlighed, så jeg har et sted, hvis ikke det holder mellem os. Det er endnu så nyt og overvældende, og jeg tør stadig næsten ikke tro, at det virkelig er sket for mig,« sagde hun til Se & Hør.

Hvad Winnie Hollmann ikke vidste, var, at Jack Nicholson og Anjelica Huston måske nok var gledet lidt fra hinanden med affærer på begge sider, men der skulle ikke gå lang tid, før de fandt sammen igen. Derfor blev Winnie Hollmann og Jack Nicholson ikke til et permanent par, men den danske model kom ind i kredsen af kvinder, som Jack Nicholson kom og gik hos. Kom og gik i seng med og hurtigt igen forsvandt fra.

Winnie Hollmann valgte at tage, hvad hun kunne få, og hun og Jack Nicholson mødte hinanden en del gange gennem de næste år. Modellens karriere fortsatte i USA, hvor hun også fik en mindre rolle i gyserfilmen Øjne (1978) ved siden af Faye Dunaway. I 1979 spillede hun også med i Uli Lommels Cocaine Cowboys. En film, der blev markedsført med slaglinjen »Sex, Drugs & Rock’n’Roll«.

Filmen er bygget over Tom Sullivans liv. Han var en narkosmugler med cowboyhat, der indtog Hollywood med lommerne fyldt med pengesedler. Sammen med instruktøren Uli Lommel blev der brygget et filmmanuskript, som var løseligt baseret på Sullivans eget liv. Det handlede om en narkosmugler, der forsøgte at genopfinde sig selv som rockstjerne. Filmen blev finansieret med narkopenge. Jack Palance var den eneste professionelle skuespiller i en helt igennem leddeløs film, hvor blandt andre Andy Warhol og altså også Winnie Hollmann spillede små roller.

Filmen blev i øvrigt optaget i Warhols sommerhus i Montauk ude for enden af Long Island tre timers kørsel fra New York. Winnie Hollmann og Tom Sullivan forelskede sig under optagelserne og blev gift allerede i sensommeren 1978. Den amerikanske popart-kunstner Andy Warhol er ikke så lidt af en sladderhank i sine erindringer, der udkom i bogform i 1989 to år efter hans død. I juli 1978 skrev han: »Jeg tror, Tom er forelsket i den danske model, Winnie.«

Ifølge Andy Warhol var de på vej til at blive skilt tre år senere. I marts 1981 skrev han om en fest, der i øvrigt blev holdt til ære for Jack Nicholson: »Winnie var med til festen. Hun skal skilles fra Tom.«

Kun tre måneder senere, 4. juli, skrev Winnie et brev til Warhol om, at Tom Sullivan var død, og godt tre uger efter mødte Andy Warhol Winnie Hollmann på gaden og skrev derefter i sin dagbog: »Løb ind i Winnie Sullivan på gaden. Hun så lidt tyk ud. Jeg spurgte, hvordan hun havde det, om hun savnede Tom, og hun sagde: »Han er død, men jeg er gravid.« Jeg spurgte hende, om det var Toms barn, og hun svarede: »Jeg har set en del til Jack Nicholson på det seneste.« Hun er meget beregnende, Winnie. Men hvem ved, måske er det Jacks barn, og han vil gifte sig med hende. Hun er meget smuk.«

Jack Nicholson og Winnie Hollmanns affære kørte altså med visse ophold fra 1976 og frem til 1981, hvor hun i en kortere periode endda boede i Jack Nicholsons hus på Mulholland Drive. Se & Hør var de første til at berette, at den »danske fotomodel med internationalt ry« Winnie Hollmann i København havde født en velskabt pige på ni pund 26. januar 1982. Pigen blev døbt Honey.

Ugebladet skrev, at én stor buket på hospitalet havde overstrålet dem alle, og den var fra barnets far, Jack Nicholson. Han havde ifølge bladets kilder selv besøgt både mor og datter få uger efter fødslen i weekenden 19. til 21. februar, hvor han var fløjet ind og ud fra Los Angeles med et SAS-fly på første klasse.

Han skulle ifølge Se & Hør via kontrakt have lovet at betale et firecifret beløb i dollar per måned, til og med barnet fyldte 18 år. Beløbet svarer til 14.000 kr. i nutidskroner, hvis man forudsætter, at det firecifrede dollarbeløb var 1.000 dollars, men i teorien kan beløbet sagtens være flere gange større. Jack Nicholson løb altså ikke fra sit ansvar som distancefar, men han krævede heller ikke, at der blev foretaget faderskabstest eller lignende.

I dag betragtes Honey Hollmann altså i offentlighedens øjne som Jack Nicholsons datter, selv om hun ikke har papir på det.

Hverken Winnie Hollmann eller Honey har ønsket at medvirke til denne bog med henvisning til, at emnet Jack Nicholson er »for privat«. I amerikanske medier eller biografier i bogform om Jack Nicholson står der intet om forholdet til Winnie Hollmann eller kendskabet til eksistensen af Honey Hollmann før 2006.

Men Winnie Hollmann gav et stort interview til Ekstra Bladet allerede i 1996. Om sit tidligere liv som model sagde hun fra Brønshøj, hvor hun dengang boede: »Jeg har ikke savnet det et sekund. Jeg kom ind i det ved en tilfældighed, og hvis jeg kunne vælge frit, tror jeg ikke, jeg var gået den vej igen. Det er en farlig verden, hvor pengene lokker.«

Hun fortalte også om tiden, hvor hun genoptog forholdet til Jack Nicholson, da hendes mand, Tom Sullivan, døde. »Jeg kunne godt se, at det ikke førte til noget rigtigt med Nicholson. Vi havde jo prøvet både før og efter, at jeg blev gift. Det kunne ikke blive til noget seriøst, så jeg besluttede at tage hjem og få mit barn i Danmark. Jeg har ikke arbejdet, siden jeg kom hjem, for jeg har fået så mange penge i underholdsbidrag, at jeg har kunnet klare mig uden. Det er ikke sagen at være enlig mor med et otte timers job i min alder,« sagde Hollmann.

Winnie Hollmanns egentlige ærinde i avisen var at advare datidens danske ungdom om farerne ved at bruge heroin, som der var stor debat om i aviserne lige på det tidspunkt. Det blev til et åbent brev til ungdommen, hvor »topmodel advarer«: »Med dette lille indslag, uddraget af egen erfaring for 20 år siden, håber jeg at kunne hjælpe lidt til med forståelsen af heroinens indvirkning på krop og sjæl. Det kan på ingen måde sammenlignes med andre rusmidler som alkohol, hash og kokain.«

»Det er altødelæggende for mennesket – som atombomben er det for menneskeheden. Når man står over for fristelsen, viser han sig i de dejligste forklædninger med løfter om Paradis for at lokke nye uskyldige ofre i fælden, og de eventyrlystne falder ofte i. Er fælden klappet bare én gang, er man fortabt, og han har den totale magt og kontrol over dig. Aldrig bliver du fuldendt som før. Aldrig kommer du helskindet tilbage.«

I avisen er der også et længere interview, hvor hun uddyber: »Det var min mand, Tom Sullivan, der introducerede mig til heroinen. Ham havde jeg mødt, efter at forholdet med Jack Nicholson gik i stykker. Jeg tog bare stoffet og tænkte, at det nok var det samme som at blive en lille smule fuld eller lidt høj. Tom advarede mig ikke, selv om jeg senere fandt ud af, at han havde brugt heroin, siden han var 16 år gammel.Tom døde, da han var kun 24 år.«

»Det viste sig, at hans indvolde, nyrer, lever og hjerte var ødelagt af stofmisbrug. Han døde af hjertestop på et hospital. Han og jeg brugte alle vores penge på stoffer. Efter Sullivans død tog jeg en kold tyrker på en uge, men i et helt år efter var jeg træt til døden. Min mor kom over og hjalp mig, og hvis ikke det var for hende, var jeg ikke her i dag. Selv om jeg har været stoffri i mange år, bliver man aldrig helt den samme igen rent psykisk.«

Winnie Hollmann oplyste også i 1996, at både Honey og hendes lillebror, Sonny, som hun havde fået med en anden amerikansk mand, begge havde et »ret overfladisk forhold til deres fædre«. »Honey ser måske sin far en eller to gange om året. Når man lever et liv, som han gør, er det meget svært at være familiefar. Han er da sød og kærlig og god. Men han laver jo film hele tiden. Han filmer i øjeblikket, så hun skal ikke derover til jul.

I sommerferien, da hun skulle have mødt ham i Sydfrankrig, lavede han også film. Så det bliver sådan et lidt overfladisk forhold – som at have en ven eller en, man kender godt. Men ikke noget egentligt far/datterforhold. Men de taler tit i telefon og sludrer løs, og det er også udmærket. Honey ved i det mindste, at hun har en far, at han eksisterer og opholder sig der og der. Og det er også en form for tryghed.«

Som større pige gik Honey på Krebs’ Skole, men droppede senere ud af Øregård Gymnasium efter 2. g. Hun er en pige, der altid er gået sine egne veje. Honey Hollmann har både været i hæren og været i lære som fotograf. I 2005 åbnede hun et hundevaskeri i Hellerup under navnet »Ren Hund« sammen med sin mor, Winnie. Idéen var med forbillede i USA at åbne en hel kæde af hundevaskerier, hvor man kunne få vasket sin hund for 150 kr.

Hun havde det bedst som selvstændig og udtalte til BT: »Min mor siger, at jeg råber og skriger ligesom min far.« Kun en gang har hun for alvor talt ud om sit forhold til Jack Nicholson, og det var i Ekstra Bladet i 2006, hvor hun fortalte, at hun havde forsøgt at slå sig ned i Hollywood: »Da jeg var 18 år, boede jeg et år i Hollywood hos min far for at finde ud af, om det var derovre, jeg ville have mit liv.«

»Det var utrolig nemt at møde mennesker i Hollywood, men det var til gengæld svært at få rigtige venner som herhjemme. Folk er alt for optaget af deres eget liv til for alvor at engagere sig i andre. Min far var ret bekymret. Han har altid ment, at jeg skulle tage mig en universitetsuddannelse. På det punkt er han nok ligesom de fleste andre forældre.«

»Mens jeg var i USA, havde jeg besøg af min danske kæreste. Han boede hos os, men min far var ikke tryg ved tanken om, at vi skulle sove sammen, selv om vi var 18 år gamle og havde sovet sammen mange gange derhjemme. Først da min far havde ringet hjem til min mor og havde fået hendes tilladelse, fik vi allernådigst lov. Det er nok ikke sådan, folk forestiller sig Jack Nicholson, men han opdrager altså sine børn efter den gamle skole. Og faktisk kan jeg meget godt lide det, fordi han altid forklarer, hvorfor han har de holdninger, han har.«

I 2010 blev Winnie Hollmann ramt af hudkræft. Hun blev dog hurtigt erklæret rask, men samme år solgte Honey Hollmann og Winnie »Ren hund«, der aldrig blev til en kæde. I mellemtiden havde Honey Hollmann fundet en irsk kæreste ved navn Peter Duffy, og de er blevet gift, så hun nu hedder Honey Duffy. Hun er 33 år og har en søn på fire år og bor i København. Winnie Hollmann bor i en lejlighed i Ordrup, og hun er i skrivende stund 65 år gammel.

»Jack Nicholson – Filmene, kvinderne, stofferne« af Jacob Wendt Jensen. 308 sider. Forlaget Turbine. Pris: 300 kr. Udkommer i dag.