Har man ikke fået nok fodbold i denne sommer, kan man eventuelt kaste sig over den italienske fodboldkrimi »Sort søndag«. Her bliver matchfixing, mord og mafiametoder sparket ud på den krimilitterære grønsvær, så tilskuerne, inklusiv læseren, måbende må se på, at bolden triller rundt i cirkler med en atypisk kriminalkommissær halsende efter sig.
Det skal siges med det samme: Ikke alt bliver opklaret, og det ville næsten også være for meget af det gode. Men (italiensk) fodbold bliver hyldet og hånet, og for nørder i både sport og spænding er der sikkert masser af god underholdning i Claudio Paglieris prisbelønnede krimi. Nærværende anmelder er dog lettere lunken over for plot og handlingsopbygning, der virker lidt for løse i strukturen og lidt for langtrukne.
Til gengæld har forfatteren skabt en hovedperson, der – atypisk i forhold til mange andre klicheer om kriminalkommissærer – er asketisk grænsende til det anorektiske i mange af livets forhold, og det gør ham faktisk til et interessant bekendtskab. Bag den afholdende livsstil gemmer sig en belastende fortid, som gradvis afsløres – for så formentlig at blive yderligere blotlagt i kommende bøger i den planlagte serie om Marco Luciani fra Genovas drabsafdeling.
I sæsonens vigtigste kamp i serie A venter spillere, linjedommere og publikum forgæves på dommeren, der ikke dukker op efter pausen. Døren til hans omklædningsrum er låst, og da man får tilkaldt vagten og endelig åbnet, finder man ham hængt i en tørresnor. Alt tyder på selvmord, og det er også, hvad klubdirektør, anklager, fans og visse politifolk helst vil have det til at være for ikke at kompromittere branchen, udskyde sæsonafslutningen og miste magt, penge og indflydelse.
Men Marco Luciani har sine tvivl, blandt andet på grund af den udefra låste dør, en manglende mobiltelefon og afdødes blakkede forhistorie som en partisk og uretfærdig dommer, der tydeligvis var i lommen på den magtfulde fodbolddirektør Alfredo Rebuffo.
Luciani udsættes for både internt pres, offentlig hån, anonyme trusler og overfald, men han er en stædig rad og ikke sådan at bide skeer med. Til gengæld lægger han sig bogstaveligt talt fladt ned, da han møder den gudesmukke forsikringsagent Sofia Lanni, så fladt, at han reelt ikke foretager sig ret meget i efterforskningen, hvorfor fremdriften i bogen er en smule løs.
Sagen opklares mest via mavefornemmelser og af andre (selv om Luciani er den stædige opportunist i forhold til alle andre), og det gør krimidelen sært fraværende.
Der er derimod fuld knald på det erotiske, og hvis der overhovedet er en morale i »Sort søndag«, udover at skønheden ved fodbold skamferes af korrupte bagmænd, så er det, at mænd, selv de mest asketiske, åbenbart altid er til fals for et godt knald med en storbarmet smuksak.
Jo mere svedig sex, des mindre retfærdighedssøgende og harmfuld fokus, og så er det i sidste ende spørgsmålet, hvem der er mest i lommen på hvem, og hvem der er værst: Mafiøse fodbolddirektører eller selvforglemmende mænd ...
Titel: Sort søndag Forfatter: Claudio Paglieri Sider: 308 Pris: 199kr Oversætter: Kamilla Pontoppidan Haderup Forlag: Holst & Schou.
