Istidens førstekvinde

Blond og veldrejet står Ayla med sin ulv på omslaget til den sjette og sidste bog om istidskvinden fra hulebjørnens klan.

30 års skrivearbejde er slut for Jean M. Auel. Hun forlader en Ayla, som er voksen, mage og mor, helbreder og åndelig leder, en kvinde der er respekt om. Jean M. Auels styrke er hendes evne til at gengive de enorme mængder af fakta, hun har samlet sammen om istiden. Det er rendyrket formidling af populærvidenskab. Der er udførlige beskrivelser af alt fra hulemalerier, lægeurter, fiksering af benbrud og flintehuggeri til konstruktion af vandsække (rensede maver fra urokser) og forskellige måder at tælle på. Menneskeskildringen er derimod ikke på højt litterært plan, og mange personer kommer aldrig tæt på, men der bliver dog rum til børnene, ægteskabet og kærlighedslivet (»Moderens nydelsesgave«) og til Aylas kvaler med at forene familieliv og lederskab. Sådan var det åbenbart allerede i istiden.