Israelsk krimi er en oplevelse

Israelske Dror Mishani har skrevet en stramt komponeret og psykologisk spændende kriminalroman, der er bedre end de fleste – og ganske anderledes end alt andet.

Israelske Dror Mishani er forfatter, forlægger og lektor med speciale i kriminallitteratur. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvem: Dror Mishani.
Hvad: »Din nabos søn«. Sider: 320. Pris: 300 kr. Oversætter: Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner.
Hvor: Forlaget Gyldendal.

At der er død og lemlæstelse nok på de mellemøstlige breddegrader betyder ikke, at der er tilstrækkelig med indviklede mordgåder og drabssager til, at en israelsk politikommissær som Avi Avraham har særlig meget at rive i. Ifølge denne nye helt på den litterære krimiscene er der ingen mysterier i Israel, stort set alle forbrydelser er simple og lette at opklare, og det skulle således være grunden til, at der ikke skrives kriminalromaner på hebraisk.

Det gør der så alligevel, og heldigvis for det. Den israelske forlægger og lektor med speciale i kriminallitteratur Dror Mishani har med sin debut, »Din nabos søn«, sparket døren ind til både national spændingslitteratur og international anerkendelse – og i sig selv modbevist sin hovedperson, Avi Avrahams, påstand.

Skal man alligevel give politikommissær Avraham en smule medhold, er det på grund af Dror Mishanis helt særlige og meget anderledes skrivestil (udover at der da også findes andre israelske krimier).

»Din nabos søn« er ikke en krimi i traditionel forstand, her er ingen hårdtslående helte eller bloddryppende drab. Al vold er antydet, og bogen kunne lige godt karakteriseres som skønlitterær spændingsroman i stedet for som kriminalroman. Sproget er fremragende, kompositionen stram, og selve plottet er skrevet med en så forfinet psykologisk indsigt, at spændingen stiger side for side for at ende i et overrumplende klimaks.

Anonyme breve

Til at begynde med er der imidlertid stille på politistationen i Tel Aviv-forstaden Holon. Avi Avraham er gået i slow-mode og gør derfor ikke meget andet end at tale om manglen på israelske forbrydelser og krimier, da en mor kommer ind for at melde sin 16-årige søn forsvundet. Det viser sig dog, at her er en sag. Avraham indleder en efterforskning, der i begyndelsen virker lettere uengageret, og opklaringsarbejdet skæmmes derfor af fejl og forudfattede opfattelser. Lettere bliver det ikke, da politiet ledes på vildspor af en forvirret nabo med litterære ambitioner og hang til at sende anonyme breve.

Det lyder kryptisk og er det også, men på sin egen fine og finurlige facon. Fiktion og virkelighed blandes sammen, så bogens egentlige budskab hverken (eller ikke kun) handler om ren underholdning eller manglende engagement og indlevelse i andres liv, men om grænsen mellem digteri og dagligdag og om, hvad litteratur kan eller må bruges til.

Krimilitterær oplevelse

Undervejs sendes Avi Avraham lettere modvilligt på efteruddannelse i Bruxelles for at høste noget af den erfaring, der ikke er så meget at hente af derhjemme. Her møder han kærligheden, og denne amorøse parentes er i sig selv beskrevet så fint, at det er en fryd – og så får den oven i købet indflydelse på opklaringen af sagen om den forsvundne dreng.

Er man til traditionelle krimier med sindsoprivende plots og skudhuller gennem bogen, får man næppe noget adrenalinchok af »Din nabos søn«. Men man berøver sig selv en stor krimilitterær oplevelse ved ikke at læse denne smukt oversatte krydsning af skøn- og spændingslitteratur, ligesom man fraskriver sig den sjældne invitation til at træde indenfor i et (næsten) helt almindeligt hverdagsisraelsk univers. Det anbefales derfor at lade være med at lade være med at læse »Din nabos søn«.