Islandsk kvindeskæbne

Eminent kvindefortæller er Kristin Marja Baldursdóttir. Det viste hun med »Karitas - uden titel«, og man aner det igen i den nye »Karlsvognen«.

Fortællingen om den lille seje Gunnar, der vokser op i skyggen af sin hårdføre og selvstændige mor, er fin og original. Men den doseres stykvis af den modne Gunnar, som sidder i et sommerhus med en fremmed teenagepige og fortæller om sig selv. Fortænkt spindes beretningen om Gunnars skæbne ind et generationsmøde, som man har svært ved at tro på. Gunnar-fortællingen holder. Det gør weekendopholdet med teenagepigen ikke, der lægger sig som en besværlig indpakning omkring den egentlige historie. Kristin Marja Baldursdóttir mestrer som få andre fortællingen om den nordiske kvinde før og nu. Hvor er det dog ærgerligt, at hun tror så lidt på sin egen fortællekraft.