Islandsk forfatter forstår sine karakterer

I »Valeyri-valsen« – indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013 – skriver Gudmundur Andri Thorsson indfølt om en eftermiddagstime i en islandsk fiskerby.

Fiskebåde og trawlere i havnen i Grindavik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Alle hemmelighederne i en enkelt fiskerby.«

Det er Lalli Lunde, som tænker sådan i et klart øjeblik. Han er på vej hen for at fortælle Frida, at hun alligevel ikke kan få fri. Der er brug for hende i cafeen, som hun mere eller mindre driver for Lalli, der mest tåger rundt og tænker på sin store tabte kærlighed, Emilia.

Historien er én blandt mange i Gudmundur Andri Thorssons »Valeyri-valsen«, der var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013 og på titelbladet kaldes en »Fortællekreds«. Det er da også præcis, hvad den er med sine 16 fortællinger om livet i en fiskerby i Island. Om beboernes særtræk, lidenskaber og laster, men også om alt det, der rører sig dybt i dem af minder og følelser.

Thorsson benytter sig, sagt med andre ord, af en alvidende fortæller, der umærkeligt bevæger sig ind og ud af beboernes huse og tanker og gør det i relativt korte tekststykker, som også er signalementer af det traditionsbevidste, men moderne Island, hvor folk har mere end ét job og skifter professioner flere gange i livet.

Den distræte, måske endda demente Lalli har eksempelvis haft »et bilsalg, en modebutik, en boghandel, en videoudlejning og et konditori.« Det hele er dog gået skævt for ham, og fiaskoerne er blevet en del af byens fortid, dens hukommelse, der udgøres af små, let kuldslåede historier, der ligger meget langt fra dem, der findes på den islandske litteraturs grundfjeld, nemlig sagaerne.

Det hærdede myte- og heltestof er her blevet til kød og blod og hverdag. Eller som Thorsson skriver: »Karaktererne er alle sammen døde for længst, kun mennesker er tilbage, og folkesagnene er forsvundet, kun hændelser er tilbage.«

Livet i Valeyri belyser Thorsson via et enkelt effektivt greb: De 16 fortællinger udspiller sig sideløbende i den samme eftermiddagstime og hælder frem mod aftenen, hvor byens kor giver koncert for alle beboere. Det er den slovakiske kvinde Kata, der leder koret, og hendes cykeltur hjemmefra og til kulturhuset er en diskret tråd gennem bogen, når hun kort dukker op i de andres historier. Når én ser ud ad vinduet, eller en anden går over vejen.

Sådan demonstrerer Thorsson også, hvordan et menneske ofte blot er en gæst, et glimt, i andre menneskers tilværelser. Hvordan vi passerer gennem hinandens liv som fremmede, men på den måde også giver livet farve og friskhed.

Ensomhed og fællesskab, tomhed og meningsfylde, er på den måde temaer i »Valeyri-valsen«, hvor alle – fra vaskemaskinereparatøren over den ludomane præst til digteren – sættes i et let vemodigt, men også meget menneskeligt lys. Thorsson vil sine karakterer det godt, forstår deres utroskab og drikfældighed, og har i Erik Skyum-Nielsen en fintmærkende, musikalsk oversætter.

Ikke alle karakterer i fiskerbyen er måske lige interessante eller vedkommende, men sproget er præcist og stemningladet, ligesom måden, hvorpå fortællingerne foldes ind i hinanden, er overbevisende uden at være for kunstlet eller forceret. For fans af det sanselige, meget islandske temperament hos eksempelvis en Jón Kalman Stefánsson, er »Valeyri-valsen« sikkert et lille fund.

Titel: Valeyri-valsen Forfatter: Gudmundur Andri Thorsson Oversat af: Erik Skyum-Nielsen, Sider: 208 Pris: 248 kr. Forlag: Batzer & Co.