»Islands mørkeste sted«

Keflavik er ikke kun en by, men også en sindsstemning i Jón Kalman Stefánssons »Fisk har ingen fødder«.

Foto: Lucas Jackson/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»For ingen kan gå på vandet, og derfor har fisk ingen fødder.«

Det er fra denne linje, som falder mod slutningen, Jón Kalman Stefánsson har løftet sin romantitel. Ikke noget dumt valg. Titlen siger i hvert fald en del om både stilen og tematikken i »Fisk har ingen fødder«, som det gode forlag Batzer & Co nu udgiver i Kim Lembeks musikalske oversættelse.

Det kan ikke have været nogen let opgave, for Stefánsson skriver, som den indledningsvise linje viser, ikke romaner ved hjælp af en traditionel prosa, men i en anderledes lyrisk ladet stil. Det er ikke for ingenting, at han debuterede med en digtsamling, og det poetiske sprog står godt til de på én gang sanselige og svævende fortællinger, der blandt andet gør sig gældende i hans snefygende islandstrilogi »Himmerige og helvede«, »Englenes sorg« og »Menneskets hjerte«.

»Fisk har ingen fødder«, der var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015, lægger sig i naturlig forlængelse af de tre romaner og gør det på snart sagt alle tænkelige måder. Men som det er med gode forfattere, virker stoffet alligevel nyt, friskt, og Stefánsson folder på sin diskret eksperimenterende facon historien ud og sender læseren til Keflavik på Islands sydvestlige kyst. Det er, forstår man, det barskeste af det barskeste, og »islændingene har et par gange været tæt på at blive udslettet af undertrykkelse, sygdomme og vulkanudbrud, og dog er Keflavik utvivlsomt det værste sted i landet«.

Som om naturkræfterne ikke var nok, er indbyggerne i byen også presset af civilisationen. Den store amerikanske base, der holdt samfundet kørende, og hvis soldater gav liv og omsætning, er lukket, og EU-kvoterne er ved at kvæle byens fiskeri og dermed det arbejde, mændene har identificeret sig med i generationer.

Under kjolen

Midt i alt dette står eksdigteren Ari, hvis liv på mange måder spejler sig i byen. Han har været sin kone utro og er siden gået fra hende og børnene og rejst til København for at arbejde på et forlag. Men som Keflavik ikke kan komme ud af stedet, kan Ari det heller ikke, og mentalt forlader han aldrig byen, som han også fysisk vender tilbage til efter ganske kort tid.

Aris og Keflaviks skæbner er forbundne, og netop dét ord, skæbne, er ét, der i dag virker gammeldags, men giver mening hos Stefánsson, hvor naturens kræfter, samfundets udvikling og menneskets vilje og drift skaber noget, der minder om uafvendelighed. Som nu Ari, der flygter til Danmark, men ligesom trækkes tilbage til »Islands mørkeste sted«. Skæbnens vægt mærker Aris bedsteforældre også i en tid, der blot er 100 år væk fra hans, men hvor alt alligevel er anderledes. Hans bedstefar, den lokalberømte Oddur, var en mand af få ord, der stolt fiskede på det hav, han vidste både giver og tager. Derude, hvor fødder ikke er til nogen nytte, og hvor det sorte, kolde vand knuger én til døde fra det øjeblik, man omsluttes af det.

Hans hustru, den smukke, sværmeriske Margret, var hans antitese; fuld af ord og poesi. Som da hun i deres første tid sammen siger til ham: »Hvis jeg er nøgen under kjolen, så ved du, at jeg elsker dig.«

Men i Stefánssons tilbageblik fornemmer man også, at forholdet er problematisk. At hun på en måde har besluttet at elske ham, præcis som hun besluttede at være nøgen under kjolen. Men dengang var det sådan. Man valgte en mand, der kunne forsørge én, og så måtte man håbe på, at fællesskabet kunne blive til mere. Det gjorde den i Margrets og Oddurs tilfælde, men i en anden tid, på et andet sted, havde Margret levet et andet liv, og mon ikke hun selv tænkte over, om det ikke også ville have været et bedre liv?

Den slags spørgsmål stiller man sig i selskab med Margret, Oddur, Ari og alle de andre, der - med undtagelse af den mystiske, navnløse fortæller - står frem som mennesker med alt, hvad det indbefatter af drømme, fejltrin og eksistentiel tvivl. De virker simpelthen som mennesker frem for karakterer, og det er måske Stefánssons største bedrift. At hans litteratur, der er farvet af Halldór Laxness og Martin A. Hansen, er i stand til at forvandle sider til klippesider og døde ord til levende liv.

Titel: »Fisk har ingen fødder«.

Forfatter: Jón Kalman Stefánsson. Oversætter: Kim Lembek.

Sider: 416. Pris: 300 kroner.

Forlag: Batzer & Co. Udkommer i dag.