Isabella under overfladen

ERINDRINGER: »På« Det er ikke kun TV, der kan gå i sort, det kan sindet også. I sin nye bog, »På«, fortæller TV-værten Isabella Miehe-Renard rørende kontant om sin barndom og tidlige berømmelse og om depressionen, der har ligget tungt ind over hendes liv

Isabella Miehe-Renard fortæller om sin familie, TV-verdenen og sig selv, og hun gør det glimrende, mener anmelderen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som yngste barn i Louis Miehe-Renards omfattende børneflok var Isabella både det forgudede englebarn og lillesøsteren, der blev overhørt, med mindre hun overvandt sin medfødte generthed og råbte op. Modsætningen mellem skyheden og evnen til at gøre sig gældende, kombineret med tilfældigheder og held, sendte den kun 22-årige Isabella ind som primetime-værtinde på TV 2s nye fredagsunderholdningsprogram Eleva2ren i 1988. Siden blev hun nyhedsoplæser på TV 2 Nyhederne for derefter at skifte til DR, hvor hun i flere år lavede kulturprogrammer til DR2, indtil man nedlagde hendes program, og hun sagde op.

Bogen er i sig selv et lille stykke TV-historie, der gennem Isabella Miehe-Renards karriere portrætterer branchen de sidste 20 år. Uden at tale ligefremt grimt om nogen, lykkes det hende at udlevere den overfladiskhed, som er uundgåelig, når så mange timers TV skal fyldes lettest og hurtigst muligt. Til fortællingen om vejene fra den ene TV-station til den næste skal lægges de vidunderligt velskrevne indledningskapitler, der med datterlig hengivenhed og skarphed beskriver den rodløse og vidtfavnende Louis Miehe-Renard i bar røv og netundertrøje. Med barndomskapitlerne rammer bogen fire stjerner.

Men den skal have fem. Den sidste stjerne er en særlig stjerne, som kun tildeles de bøger, der tør fortælle om forfatterens egen sygdom, der var og er, uden at gå i selvsving. Det er nemlig svært. Ikke mindst, når det som i dette tilfælde er en psykisk lidelse. Depressionen er bogens egentlige ledetråd, uden at det bliver en sygehistorie. Jeg er imponeret over, hvordan det lykkes Isabella Miehe-Renard at skrive sig så tæt ind på, hvori depressionen bestod og består, uden at jeg på noget tidspunkt under læsningen kom for tæt på. Og det er vi ellers. Der er den psykiatriske afdeling, hvor ingen orker at gå i bad og tilfældige mænd tisser på gulvet om natten. Der er selvmordsforsøget, der mislykkedes. Og der er sorgen over at være gået fra at være vennekredsens beundrede midtpunkt til at blive patienten, der har brug for hjælp og overbærenhed.

TV-mediet er overfladiskhedens naturlige element, og der er ingen tvivl om, at Isabella Miehe-Renard har mestret overfladen med en skøjtedansers perfektion, men hun borer i denne bog hul i facaden og præsterer en dybde, som er bevægende.