Ironisk nok

Thomas Bredsdorff har skrevet en inspireret og stimulerende bog om begrebet ironi og om fire store danske ironikere.

Thomas Bredsdorf: »Ironiens pris« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En bog om begrebet ironi kræver noget særligt af sin titel, og Thomas Bredsdorffs »Ironiens pris« er et dobbelttydigt pletskud. Her er både en lovprisning af ironien og en erkendelse af ironiens omkostninger. »Ironien som kors og katarsis« er karakteristisk nok overskriften på det sidste, personlige og opsamlende kapitel i bogen.

Thomas Bredsdorff går til sagen og ironien med hele den lærde litteraturprofessors apparat og belæsthed, men han skriver også så klart og inspireret, at den almindeligt interesserede læser aldrig behøver at føle sig lukket ude, men kan føle sig på samme tid oplyst og underholdt. På 220 sider lykkes det forfatteren både at skrive en slags ironiens kultur- og udviklingshistorie og fire skarpsindige kapitler om betydelige danske ironikere.

Med afsæt i et af litteraturhistoriens mest morderisk konsekvente eksempler på ironi, Jonathan Swifts bud på hvordan man kunne forhindre, at børnene i det udsultede Irland lå deres fattige forældre til byrde, tager Bredsdorff fat på begrebshistorien. Swifts forslag om at børnene i et-årsalderen skulle sælges som velsmagende føde - kogt, stegt, bagt eller som gryderet - til engelske velhavere er et lysende eksempel på ironiens grundform, at sige noget andet end det man mener, på en sådan måde at man dog får sagt, hvad man mener.

Fra dette udgangspunkt går det løs med ironiens historie fra den klassiske sokratiske ironi til Kierkegaards forvandling af ironien fra stilfigur til livsholdning, og undervejs bliver fænomenet »romantisk ironi« taget i eftersyn. Lidt på samme måde som det sidst i bogen sker med nykritikkens og dekonstruktionens brug af ordet ironi. Er der steder i bogen, hvor forfatteren selv griber til ironien som en slags våben og magtmiddel, er det i afsnittet om dekonstruktionens amerikanske førstemand Paul de Man.

Hovedvægten i bogen ligger på de fire veloplagte kapitler, Thomas Bredsdorff skriver om den satiriske ironi hos oplysningstidens Ludvig Holberg, om den altædende ironi i en række af H. C. Andersens eventyr, den moralske ironi hos Herman Bang og den humoristiske ironi hos Villy Sørensen. Kapitlerne demonstrerer ironien både som kampmiddel og »skjuleform«, og smukt betoner Thomas Bredsdorff, hvordan Villy Sørensen »kunne holde liv i en ironi der ikke sårer nogen«.

Sagt ligeud og helt uden ironi: Thomas Bredsdorffs bog er forbilledlig som den kortfattede historie om begrebet ironi og rig på stimulerende litteraturlæsninger.