Intrigante skønånder

Richard Russo, som er bedst kendt for lillebyskildringen »Empire Falls«, har skrevet et eksemplar udi genren »Den satiriske universitetsroman«.

Hovedpersonen hedder William Henry Devereaux Jr. og bestyrer vrangvilligt engelskinstituttet ved et mindre universitet i Pennsylvania. Han har skrevet en enkelt roman og er godt gift, men har altid lidt under, at hans far var et »bigshot« i universitetsverdenen. Senior var altid på farten, både fysisk og åndeligt. Så godt er det ikke gået for Junior, og her, midt i livet, spidser det til for ham. Han kommer i fysisk klammeri med en kollega, han fornærmer, han mistænker konen for utroskab og bliver offentligt kendt for at true med dagligt at slå en gås fra universitetsparken ihjel indtil hans institut gives et acceptabelt budget. Det er ganske morsomt, men også set i et utal af variationer før. Om man bryder sig om Russos »maksimalistiske« skrivestil, hvor alt fortælles i detaljer og læseren helt fritages opgaven at tænke selv, er jo en smags sag. Men undertegnede finder den lidt anstrengende i det lange løb. Og langt, det er det i Russos tilfælde.