»Vil du høre historien om den dygtige redaktør, der ofte havde delirium og kunne finde på at kravle forbi min åbne dør med en ordentlig blodtud og sige mærkelige lyde, mens jeg sad og interviewede en minister?« Jane Aamund kigger udfordrende på sin gæst fra hovedstaden, der er bænket ved frokostbordet med karrysild, akvavit og strålende udsigt til havnen i Lemvig. Her bor den rastløse forfatter, der på sine gamle dage foretrækker at leve i provinsen, fordi hun - med egne ord - »befinder sig bedst i landsby en, hvor alle slags mennesker bor«.
Forfatterens smukke parcelhus ligger halvvejs oppe på det fashionable Nørrebjerg, hvor huspriserne vokser proportionalt med den stejle villavejs stigningsprocenter, og hvor samfundets kastesystem (som Aamund altid har haft insider-viden om) kan aflæses hele vejen op fra havnens forsømte asfalt til de store tagterrasser af teaktræ på toppen af bjerget.
Oppe på de nordvestjyske bakker, hvor den mødrene slægt stammer fra, har Danmarks mest populære forfatter også en god udsigt til fortiden i det indre København. Der skal ikke mange stikord til, før hun med sin knivskarpe hukommelse og ubændige lyst til at fortælle, der dog hele tiden må kæmpe med smerterne fra kræftsygdommen i kæben, tager sin gæst med tilbage i tiden.
Hovedstaden er nemlig ramme om og kulisse i ikke så lidt i Jane Aamunds liv: Født i 1936 og opvokset på Skolebakken 1 i Gentofte som datter af husmoder Johanne Weibel Aamund og den velhavende - og velproportionerede - direktør Joseph Aamund. Som ungt, nygift menneske bliver Jane Aamund kontormus i city. Siden kommer flere jobs til (og flere ægteskaber), inden hun som selvlært journalist og travl husmor for en flok sammenbragte børn i 1970erne får foden indenfor i Det Berlingske Hus, og i 1980erne lynhurtigt skaber sig en karriere på morgenavisen som den myreflittige og vittige medarbejder, der med glimt i øjet kan skrive om alt lige fra kastesystemer og kæledyr til mad, sex og samliv. Og som midt i kvindeoprøret åbenlyst elsker at interviewe forførende mænd af den gammeldags slags. Selv definerede hun sit stofområde i de år som: »Tilværelsens og samfundets pudsigheder og interessante mennesker«.
At Det Berlingske Hus i den grad skulle forløse Jane Aamunds skrivetalent og blive afsæt til et frodigt forfatterskab, der i dag tæller 16 bøger (næste år kommer nr. 17) og et samlet salg på mange hundrede tusinde eksemplarer, stod ganske bestemt skrevet i stjernerne.
»Berlingske Tidende har altid været en central del af mit liv. Det var den avis, min far læste fra ende til anden. Dengang kom morgenavisen altid før klokken otte, hvorefter den højtideligt blev båret op til fars værelse, uden nogen endnu have vovet at åbne den, så han kunne nå at læse overskrifterne, inden han gik på arbejde. Og senere på dagen, når han kom hjem fra arbejde, lå også Berlingske tenavis klar, og så begyndte hans avislæsning for alvor i selskab med en kæmpe whiskysjus.«
Joseph Aamund ejede i 1930erne og 40erne Ruga Knækbrød-fabrik og Wienerbageriet på Købmagergade og var et særdeles kendt ansigt i storbyens society-liv. Direktør Aamund markedsførte sine produkter på hypermoderne vis. Ikke kun på siderne i Berlingske Tidende, men også på Rådhuspladsens lysavis, ligesom han fik filmet en række knækbrøds-reklamer til biograferne, hvor Ib Schønberg (der havde en oval skikkelse som direktøren selv) dansede foxtrot. Og når familien Aamund gik på Wivex, slog kapelmester Teddy Petersen gerne an til den kendte »Ruga-foxtrot« i samme øjeblik, direktørparret med deres børn trådte ind i lokalet.
»Far var en præmielæser, der kunne minde om overlærer Clausen fra Gustav Wieds »Livsens Ondskab«. Ingen trykfejl og kommafejl i Berlingske Tidende slap forbi hans øjne! Som gammel typograf kendte han sine lus på travet, og som storannoncør i avisen, der hver fredag reklamerede for Wienerbageriets nyeste specialitet, som far havde fundet i en fransk kogebog, følte han sig i sin gode ret til altid at gribe telefonen og ringe ind til redaktionen, når det danske sprog igen blev mishandlet. Staklen, der tog telefonen, blev så taget i skole og enten hørt i kommareglerne eller bedt om at bøje et bestemt verbum.«
Om søndagen holdt man både Berlingeren og Politiken i familien Aamund, og for de to store Aamund-børn, Jane og Asger, begyndte helligdagen i fodenden af fars store seng, hvor der blev læst op af såvel det alvorlige som det sjove i dagens ekstra tykke aviser. Lillebror Asger ville jo helst høre tegneserierne, som direktør Aamund kaldte for »det dumme sludder«, mens den lidt større Jane foretrak heste- og hundestoffet. Tidligt begyndte hun dog også at vise interesse for kulturstoffet og stavede sig gennem anmeldelser af bøger og teaterstykker.
Far Aamund var til de hårde nyheder - og dødsannoncerne. Pludselig sænkede han den store avis, kiggede strengt på sine urolige børn i fodenden og sagde: »Vær lige stille! Far skal se om der er nogen gode døde i dag!« Det var signalet til, at direktør Aamund lod øjnene glide ned over siden med sørgerande og kors for at se om, der var nogen, som muligvis fortjente en sidste ærefuld tanke.
Til daglig involverede direktøren ikke i samme grad familien i sin avislæsning. Faktisk måtte ingen, heller ikke Fru Aamund, åbne Berlingeren, før patriarken havde haft den i hænderne.
»Gud nåde og trøste den, der havde gramset på fars avis! Helt galt gik det engang, da vi var blevet unge mennesker, og Asgers kæreste listede ud i natkjole, læste morgenavisen og klippede en lille notits ud, før den igen blev lagt sirligt sammen, glattet og bragt op til far. Da han åbnede den, blev han blå i hovedet af raseri, rakte instinktivt ud efter sine hjertepiller, og brølede gennem det lille hul i avissiden: »Hvem har haft fat i min Berlinger?«
Jane Aamund var ikke mere end tre år gammel, da hun første gang optrådte i Berlingske Tidendes spalter. Det var i anledning af en af de første Walt Disney-tegnefilm, der blev vist i Metropol på Strøget - Gullivers dramatiske rejse til Lilleputternes land. Da kæmpen efter at have trampet rundt i de fine små huse og haver endelig var blevet bastet og bundet nede på de små menneskers strand, lød tre-årige Jane Aamunds triumferende stemme ud i biografens mørke: »Det har han rigtig godt af!« Den hjertelige reaktion blev dagen efter citeret i Berlingske Tidende, hvor filmanmelderen fortalte om en lille pige, der havde stået oppe på sædet og råbt ud i salen, hvad alle andre tænkte.
Og det skulle sandelig ikke blive sidste gang, Jane Aamund sagde sin mening i Berlingeren. Faktisk var hun allerede tilbage i spalterne et par år senere. Denne gang med mor og lillebror Asger, idet fru direktør Aamund og de to yndige børn blev udvalgt til den faste fotoklumme i Søndags Magasin i 1940erne, der hed »Den danske moder« (se foto her på siden). Alle disse portrætter blev senere samlet i en bog med titlen »Den gyldne bog«, som teenageren Jane Aamund var ikke så lidt pinligt berørt over, da hun besøgte sin første (og noget ældre) kæreste, der var alene hjemme. Da de sad sammen i sofaen, opdagede hun, at kærestens forældre havde den famøse bog stående i reolen, som ville kunne røbe, at Jane blot var 14 år og slet ikke stor nok til at kysse og kramme med fremmede drenge. Så da kæresten skulle på toilettet, sprang hun op af sofaen, fiskede bogen ud af reolen og rev siden med billedet af mor, Asger og Jane ud af »Den gyldne bog«. Morale: Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.
Jane Aamund blev gift som 19-årig i 1955, og nu fulgte to årtier med skiftende jobs, blandt andet som alsidig pressesekretær for blandt andre Aage Stentoft, Klaus Pagh, et pelsfirma og Margarineindustriens Fællesudvalg, før hun i slutningen af 1960erne begyndte at skrive freelance til familiesiderne i Berlingske tenavis. Det handlede om madopskrifter og børneopdragelse under overskriften »Dine og mine børn«. Og som altid var Jane et nøk forud for sin tid. Med erfaringer hentet ud af sit eget udfordrende familieliv med fem sammenbragte sønner i verdens mindste hus i Skovshoved, gav Aamund - ledsaget af Sys Gauguins illustrationer - gode råd om madlavning og om trivslen i den form for atomiseret familieliv, som snart skulle blive dagens (u)orden i Danmark.
»For eksempel fortalte jeg læserne, hvordan de kunne få børnene til at holde kæft på bagsædet, når man - sådan som vi selv gjorde - kørte på campingferie til Sydfrankrig. Et af mine gode råd handlede om, at man for hver 100 km skulle hale et nyt stykke legetøj op af en kasse, man havde gemt under forsædet. Så kom familien meget hurtigere - og lykkeligere - ned til Sydens palmer.«
Snart blev hun også hyret af Aalborg Stiftstidende til at skrive om tidens mode. sted gik det til modens mekka i Paris i de gyldne år omkring 1968, hvor antiautoritære tendenser i ungdomsoprøret satte sit vilde præg, ikke kun på kønsroller, men også på klædedragter, og modeskribenten selv begyndte at klæde sig i udfordrende lårkort og lakstøvler, hotpants og høje hatte.
Præcis sådan - stangsmart, sjov og sød - lærte man Jane Amund at kende, da hun efter et længere ophold i USA i 1980 fik møvet sig helt ind i Det Berlingske Hus, men som selvlært journalist allernådigst måtte søge om optagelse i Journalistforbundet. Velklædt og veloplagt stillede hun på redaktionen hver morgen for at blive mødt med redaktørens standardspørgsmål: »Nå, Aamund, what do you have in your task today?«
Det væltede ud med gode idéer, der også blev realiseret, og fra starten var Jane Aamund på sin egen antiautoritære måde et ret så politisk ukorrekt indslag i dansk journalistik. For eksempel satte hun sig resolut blandt de snavsede drenge i Berlingske-typografernes kantine, og signalerede dermed, at hun var »one of the boys«. Ligesom Aamund hurtigt meldte ud, at hun i forhold til den kvindesag og kvindekamp, der langtfra endnu var vundet og i hendes ører ofte var noget værre »kønspladder«, ikke på nogen måde fandt det usolidarisk at være mandeglad og skrive klummer om mad og mode. Aamund erklærede sig tværtimod for »anti-ølejr« og talte varmt for et i 1970erne oldnordisk klædestykke som brystholderen.
»Jeg fandt ikke noget undertrykkende i at være den, jeg var. Men mit evindelige morakkeri i begyndelsen blev ikke ligefrem modtaget med venlighed af mine kvindelige kollegaer. Det vendte dog, da de kom til at kende mig nærmere, og efterhånden fik jeg de dejligste kolleger af begge køn og befandt mig som en fisk i vandet, måske en noget livlig slørhale. Jeg boede dengang alene i et lille lejet fiskerhus ved Tissø, og mange flotte mandlige interviewofre gik i garnet hjemme ved søens bred.«
Jane Aamunds sociale kompetencer, herunder evnen til at være dus med dem i rendestenen og på hat med samfundets spidser, fik man hurtigt øje på i det Berlingske Hus, hvor hun i 1980erne blev én af søndagsredaktør Jørgen Ejbøls særligt udvalgte. »Det beskidte dusin« kaldte Ejbøl sin taskforce af højt profilerede medarbejdere, der skulle skrive og tegne butikken udadtil i årtiet efter den store typografstrejke, der nær havde lukket avisen for evigt.
Et særlig stort hit blandt læserne i 1980erne blev flere af Jane Aamunds serier, blandt andet om »Det danske kastesystem«, der kom i et særtryk på mange tusinde illustreret af Erik Werner, og afstedkom, at læserne ringede ind for at høre, hvilken kaste de befandt sig i. Ligesom et universitet i Tyskland udgav serien i fuld alvor som et antropologisk studie af Danmark og danskerne.
Men også en serie om »Ægtemænd og elskerinder« tog kegler og skærpede Jane Aamunds journalistiske profil. Her løftede kendte mennesker sløret for deres hemmelige sexliv - under dække ganske vist - og selveste Wilhelm Freddie illustrerede de pikante sandheder.
Der var dog et stofområde, hun aldrig kom i nærheden af, hvor oplagt hendes pen end måtte være, og det var de royale.
»Berlingske Tidende turde ikke sende mig hen på Amalienborg, fordi de ikke følte sig helt sikre på, hvad jeg kunne finde på at spørge de kongelige om. Redaktører på bladet mente, at jeg ville kunne finde på at stille kritiske spørgsmål og blive for intim og privat. Herregud, se hvor det hele har bevæget sig hen i dag! Hvorfor, tænkte jeg dengang, skulle man dog ikke kunne bede om en forklaring på, hvorfor Prins Henrik ikke ville lære dansk? Eller spørge om grunden til den strenge opdragelse af de to prinser? Hvorfor skulle det være tabu? Jeg forstod det ikke.«
Når Jane Aamund i dag sidder på sit bjerg i Lemvig og læser Berlingske Tidende, synes hun ikke ligefrem, det er humoren og viddet, der trykker den 260 år gamle avis. Det virker snarere som om, siger hun, at alle de individualister og skæve eksistenser, en journaliststand også skal rumme, er blevet rettet ud og tromlet til flade pandekager. Hun savner en særlig tone i Berlingske-journalistikken. Den, der engang kom fra kvindelige personligheder som Lise Nørgaard, Birgit Rasmussen, Lotte Freddie og Annelise Bistrup, men også overfølsomme mande-originaler som brødrene Peter og Henrik Wivel, Virtus Schade (der kunne bryde ud i gråd ved redaktionsmøderne) og Jens Kistrup, som blev kaldt for »Søanemonen«. Ikke mindst når Jens og Jane tørnede sammen på redaktionsgangene for 25-30 år siden, føg det med friske bemærkninger og rappe replikker:
»Jens, du har glemt at knappe dine bukser!«
»Hvorfor er det altid det første, du ser, Jane?«
»Fordi det er mit stofområde, min skat!«
Samme form for hurtigt, kontant svar fik den tidligere omtalte redaktør, der havde kontor ved siden af Jane Aamund oppe på kvisten, og drak som et hul i jorden. Han kæmpede fra tid til anden sine højlydte, drabelige kampe med sin delirium tremens og bejlede i de svære stunder til Aamunds moderinstinkt.
»Jeg er ikke Florence Nightingale, men jeg skal nok passe din hund!« lød hendes standardsvar, hvorefter redaktøren tørt konstaterede: »Jane, du er en hård kvinde!«
Drikkeriet i Det Berlingske Hus begyndte klokken 11 om formiddagen, husker Jane Aamund, og det var både typografer og journalister, der gik til den i kantinen eller inde på kontorerne, hvor angsten for det hvide papir skulle dæmpes i god tid inden deadline. De fleste forstod dog at bære deres brandert, men til julefrokosterne blev der til gengæld festet og bollet igennem.
»Jeg glemmer aldrig synet af chefredaktøren fra provinsen, der absolut ville se livet i Nyhavn efter et kulturmøde på avisen og endte ude på gulvet i en tæt dans med en kæmpestor luder. Ved en anden festlig lejlighed stak en redaktionssekretær en overordnet redaktør sådan en på snotten og blev fyret på stedet! Og så var der avisens måske mest begavede kvindelige journalist, der drak og var depressiv og gik rundt som den hvide dame på gangene og fortalte om sine depressioner. Hun skrev højst én artikel om måneden, men den var til gengæld oppe på de høje nagler. Og sådan kunne jeg blive ved. Det var tider. Åh, alle disse skæbner! De var så morsomme og kreative, og jeg elskede dem højt. Berlingske Tidende dengang var et lille stykke Irland med plads til de gale og de svage. Puritanismen havde endnu ikke sneget sig ind. Ligesom i Pinocchios Pjækkeland måtte man både ryge, drikke og te sig. Bare man skrev godt og fik gode idéer en gang imellem.«
Ifølge Jane Aamund gik denne uvurderlige sum af originalitet tabt, da virksomhedskurserne omkring 1990 hærgede Berlingske Tidende og man i tide og utide skulle af sted på kurser, der talte ned til medarbejderne og hvor der blandt andet blev lavet detaljerede tegninger af journalisternes urolige hjerneprofil.
»Da satte den store udjævning i gang. Man pillede simpelthen indmaden ud af det geniale og puttede de største personligheder ind i mindre og mindre rammer.«
Spørger man Jane Aamund, hvad hun synes om Berlingske Tidende i vore dage, bliver der først meget stille i stuen, og så vælter det ud af hende, fordi hun synes, man i vore dage - med de konstante forandringer af avisen udseende og indhold - har taget identiteten fra de, der køber og læser den.
»Læserne vil have deres identitet tilbage. De vil se og mærke Berlingske-ånden i den daglige avis, og føle, at avisen skrives til dem og ingen andre. De vil have mere begavelse, dybere indsigt i alle livets forhold og ikke mindst mere dansk kultur med streg under kultur. Kort sagt mere af alt det, vi som kultiverede, oplyste mennesker har med på rejsen gennem livet.«
Og så må vi jo heller ikke glemme den livsvigtige humor og satire, der i vore dages Berlinger tegnes af nogle gamle sure mænd på debatsiderne, siger Jane Aamund, der efter to timers intensiv mundtlig fortælling hen over en krydret frokost og en kop stærk kaffe afslutter samtalen på bjerget i Lemvig med en sidste kærlig salut til sit livs avis ovre i hovedstaden: »Når jeg læser Berlingske i dag, læser jeg en avis, der ligner alle mulige andre, og hvor for mange af de, der skriver den, virker som om de er bange for at tage kampen op og sætte deres personlige præg på deres artikler. Det er journalisternes egenart, talent og individualitet, som gennem alle årene har gjort Berlingske Tidende til det, den er. Konkurrenterne kaldte avisen for »Tante Berlingske«, men det var en skrap tante, der ikke var bange for at løfte op i skørterne!«
