Inertien lurer i Jan Kjærstads nye roman

»Slægters gang« er et ambitiøst, 603 sider langt livtag med slægtsromanen.

Den norske forfatter Jan Kjærstad er aktuel med slægtsromanen »Slægters gang«. Romanens konstruktion på over 603 sider fremstår lidt stiv og mekanisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var en tid, hvor alle læste Jan Kjærstad. Eller sådan føltes det i hvert fald i de år, jeg studerede litteratur på universitetet. Det var endda muligt at deltage i et kursus om de postmoderne træk i hans stort anlagte trilogi om mediemennesket, superelskeren og selvbedrageren Jonas Wergeland.

»Forføreren«, »Erobreren« og »Opdageren«, hed de tre romaner, hvoraf den sidste – nok på hele trilogiens vegne – modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2001. Fuldt fortjent og i frugtbar kontrast til den minimalistiske prosa, der havde tegnet 1990erne. Her var et væld af historier vævet sammen, og her blev der ikke sparet på dramaet og de helt store følelser, men i kraft af Kjærstads begavelse og brillante evne til at orkestrere fortællingen, var trilogien en født klassiker.

En oplevelse var det også at læse »Tegn til kærlighed« fra 2002, og det, Kjærstad sidenhen har skrevet, har heller aldrig været dårligt. Det er han for dygtig til. Men en ikke helt placérbar inerti har meldt sig, og den fornemmer jeg også i hans nye roman, »Slægters gang«, med den sigende undertitel »Fortællinger fra et glemt land«.

Her udgør det første kapitel, meget kjærstadsk, en slags rammefortælling, hvor tre kvindelige historikere fra »Den Kinesiske Føderation« har forsket sig i et land, der eksisterede for 2000 år siden, og som de fleste aldrig har hørt om. Landet ligger »i randzonen af den vældige ødemark, vi kender som Forum Europæum« og blev dengang kaldt »Norge«.

De kinesiske historikere fortæller om landet – det 20. århundredes Norge – via en metode, der kaldes »fiktionaliseret historie«, hvor facts og kilder blandes med indlevelse og dramatisering.

Stærke kvinder

Det er et spændende greb, og romanen bliver på den måde historikernes fiktionaliserede udlægning af Norge, med slægten Bohre som rød tråd. Særligt familietræets kvinder får plads, og af dem står Rita centralt.

Hun er en palæontolog og fraskilt mor til tre, der lever sig gennem Anden Verdenskrig og gennem hele livet arbejder på værket med den sigende titel »Femina errecta«. Alle kvinderne i slægten forsøger netop, op gennem århundredet, at rejse sig i en verden, hvor patriarkatet enten regerer med vold eller med social kontrol.

Nogle steder er Kjærstads sympati for kvinderne så stor, at den slår over i karikaturer af mændene. Det kan nu være ret morsomt. Som når Roar Bohre, der ikke kan blive forfatter, ender som en rasende opblæst vinanmelder: »I tankerne kaldte han sig selv for vinkulturens Georg Brandes.«

Men så er der altså inertien. Romanens sindrige konstruktion over 603 sider fremstår lidt stiv og mekanisk, ligesom signalementerne af de stærke kvinder og af Norge virker forudsigelige og, ja, lidt trætte.

Måske er det anderledes for den, der ikke har læst Kjærstad før. Men det har jeg altså, og jeg ærgrer mig også over, at den kinesiske rammefortælling ikke rigtig udnyttes. At nogle historikere langt ude i fremtiden, fra et så fjernt perspektiv, ser på Norge, burde jo sætte nationen i et nyt lys. Det sker bare sjældent. Måske fordi Kjærstad kun kender landet alt for godt.

Titel: Slægters gang. Forfatter: Jan Kjærstad. Oversætter: Camilla Christensen. Sider: 603. Pris: 350 kr. Forlag: Samleren.