»Jeg kan fortælle at jeg er lærer. Måske må jeg hellere fortælle lidt mere. Jeg underviser i matematik, og hvis jeg allerede har sagt det, er det fordi jeg ikke helt kan tro det ...«
Passagen siger en del om Kjersti Annesdatter Skomsvolds »33«. En kort roman med et ekspansivt indre rum og en hovedperson, der med sine digressioner og excentriciteter er med til at give den i grunden ganske konventionelle fortælling sit særpræg.
K hedder kvinden, som fortæller, og som altså er matematiklærer. Hun har flere smerter i sit liv. På den ene side lider hun af en lungesygdom, som giver hende åndenød, på den anden side begik hendes elskede Ferdinand selvmord ved at hoppe ud fra stor højde, det hun kalder »faldet fra balkonen«.
Efter Ferdinand har hun mødt irske Samuel, der skriver romaner og er cricket-entusiast, men også har svært ved at få plads i Ks liv, fordi hun stadig taler med sin afdøde elskede.
Et tema i alt dette er naturligvis, hvad det vil sige at være til, og hvordan tilværelsen, når den klemmer sig sammen om et menneske, kan give en form for eksistentiel åndenød. Mon ikke også det er tanken bag Ks svage lunger? Hun kan hverken på den ene eller den anden måde ånde frit. Eller som hun siger:
»Før Ferdinand havde jeg ingen anelse om hvor nådesløs kærligheden er.« Og i samme - undskyld udtrykket - åndedrag: »I øjeblikke af selvnåde indser jeg at jeg hellere må få et barn med en der stadig lever, jeg er nødt til at finde Samuel.«
Kurs mod Kafka
På den måde kommer Maeve til verden. Hun er opkaldt efter en irsk dronning, der »var mindre populær end byldepest«.
Men for K er det »det smukkeste navn jeg nogensinde har hørt«, og dette fokus på klang og sprog forstærker kun fornemmelsen af, at »33« ikke så meget handler om en matematiklærer, men om det at være forfatter. At arbejdet med at forstå verden med tal på et andet plan handler om arbejdet med at forstå verden gennem en anden slags arbitrære tegn, nemlig bogstaver.
Sikkert er det i hvert fald, at romanen hele tiden lægger op til disse læsninger oven på læsningen, og det er sine steder stimulerende, andre lidt trættende. Men når »33« fungerer, så fungerer den virkelig og ofte takket være Skomsvolds sans for stærkt billedskabende metaforik. Som i denne passage, hvor K omsider har fået en lungetransplantation: »Nogen har skåret i mit kød, stukket en kniv, eller værre endnu en sav ned i skelettet, åbnet mig som en dåse bønner i tomatsauce.«
Vi lader lige billedet stå et øjeblik ... De tre pauseprikker, jeg lige benyttede, er i øvrigt et af Skomvolds hyppigt anvendte stilgreb, som både udtrykker en tøven og giver plads til læserens egne billeder. Dem dannes der mange af, og »33« er lige så intens som den er kort og fremstår desuden meget unorsk.
Hvor mange af hendes landsmænd finder inspiration i Nordens litteratur, synes Skomsvold at have set ud i Europa, mod penne, som skriver med mørke og absurdisme. Måske endda mod mestre som Samuel Beckett, Franz Kafka og Thomas Bernhard.
Titel: 33. Forfatter: Kjersti Annesdatter Skomsvold. Oversætter: François-Eric Grodin. Sider: 147. Pris: 200 kr. Forlag: Republik.
