Ind på livet af RAF-terroristerne

Berlingske Tidendes tidl. chefredaktør Peter Wivel har skrevet en bog om Rote Armee Fraktion. Det er en dygtig skrælning af en række tyske bøger om terrorgruppen. Wivel kunne også have fortalt historien om de danske sympatisører, men det turde han vel ikke.

Efter anholdelsen i 1972 gav politiet RAF-medlem Holger Meins ordre til at tage tøjet af. Ill. fra bogen »Baader Meinhof« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rote Armee Fraktion (RAF) var en tysk terrorgruppe, der gennem en årrække myrdede og terroriserede det tyske samfund. Peter Wivel, der er tidl. chefredaktør for Information, Berlingske Tidende og nu korrespondent i Tyskland for Politiken, bringer os med bogen »Baader-Meinhof – 30 år med tysk terror« ind på livet af de ledende terrorister, der udtænkte og styrede gruppen og i sidste ende valgte at begå selvmord i deres fængsel. Titlen hentyder til grundlæggerne af gruppen Ulrike Meinhof og Andreas Baader.
Gruppens medlemmer ville som andre venstrefløjsekstremister bekæmpe det borgerlige kapitalistiske samfund med alle midler og lod sig indrullere i den internationale terrorisme. For at nå deres mål benyttede de sig af mord, røverier og flykapring. I 1977 kidnappede gruppen den tyske arbejdsgiverformand Hans-Martin Schleyer og myrdede ham. Gruppens ledere blev fængslet og valgte at begå kollektivt selvmord, men en ny generation af fanatikere var da allerede i gang og blev først uskadeliggjort i 1993. I alt kostede gruppens aktiviteter 61 døde, 230 hårdt sårede, en mægde traumatiserede menneskeliv og et tysk samfund, der havde svært ved at finde balancen i opgøret med terroristerne.
Samfundet var ikke blot oppe imod en gruppe kyniske voldsmænd, for kampen handlede også om landets sjæl. Kunne et demokrati benytte sig af hårdhændede politimetoder for at uskadeliggøre sine fjender, og hvad med den intellektuelle venstrefløj – var den med på den revolutionære vogn og accepterede den RAFs påstande om, at det borgerlige retssamfund blot var fup og ikke bedre end nazisternes?
Peter Wivel anvender en bred vifte af tysk litteratur, og vi får et levende portræt af gruppens medlemmer og deres handlinger, som er et fint supplement til Peter Øvig Knudsens netop udsendte bog om Blekingegadebanden. Wivel fortæller, at Rote Armee Fraktion i sin venstreradikale idealisme ikke holdt sig tilbage fra jødehad. Jødiske mål blev angrebet, og ved en flykapring blev de jødiske passagerer adskilt fra de øvrige. Gruppen forsøgte at legitimere deres handlinger med henvisning til det tyske samfunds manglende opgør med nazismen, men de forfaldt selv til jødehad. Bandens medlemmer drog ligesom Blekingegadebanden på træningsophold til Mellemøsten og havde ligesom den danske bande tæt samarbejde med PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine). Det er velgørende, at selvom vi i bogen er tæt inde på livet af RAFs medlemmer, så er der ingen romantisering af deres handlinger eller skæbne.
Hovedpersonen i fortællingen er Ulrike Meinhof, der skrev blændende og var gruppens bedste hoved. Hendes personlige historie og hendes kyniske behandling af sine tvillingedøtre, der blev udvalgt til at blive opdraget i en PFLP-lejr og udset til at udføre selvmordsaktioner mod Israel, er uhyggelig læsning. Den ene datter, Bettina Röhl, har skrevet en kritisk biografi om sin mor, som Peter Wivel trækker på.
Wivels bog indeholder intet nyt. Der er ingen interviews med tidligere aktivister eller nye tyske kilder. Alt har stået i tyske bøger – men det er dygtigt skruet sammen. Man undrer sig imidlertid under læsningen over, at han ikke har benyttet sig af denne enestående chance til at fortælle historien om Rote Armee Fraktions danske sympatisører. For sandheden er, at gruppen nød støtte i brede kredse i Danmark. Han nævner som det eneste danske eksempel, at den danske børnebogsforlægger Finn Barlby i 1973 udsendte et solidaritetsskrift til forsvar for gruppen. Men hvorfor skal denne ubetydelige børnebogsforlægger specifikt nævnes, når støttekredsen omfattede langt mere betydelige navne – endda fra Wivels egen kreds?
Peter Wivel var studenteraktivist og chefredaktør for Studenterbladet. Senere blev han chefredaktør for Information, der var venstrefløjens ideologiske samlingssted. Langt inde i avisens redaktionelle gemakker var der sympati for RAFs ideologi og kamp. Forfatteren Hans Jørgen Nielsen, der var journalist på Information, skrev, at Ulrike Meinhof blev drevet til selvmord af magthaverne, og at hendes død afslørede undertrykkelsen i Tyskland. Og en anden af avisens medarbejdere, Vibeke Sperling, der nu er kollega med Wivel på Politiken, skrev: »Baader-Meinhof-gruppen kan og skal naturligvis forsvares over for borgerlige ...«
Det var kun en mindre del af den danske venstrefløj, der støttede RAFs terror, men større grupper undskyldte terror mod den tyske retstat, der blev beskrevet som fascistisk. På Information kørte man op gennem 1970erne nærmest en kampagne mod det borgerlige tyske samfund, og i juli 1977 skrev Wivel selv, at en sammenligning af det vesttyske retssystem med »nazitidens retspleje« var »helt på sin plads«. Han tog dog afstand fra terrorismen og accepterede aldrig konspirationsteorien om, at Baader og Meinhof var blevet myrdet i deres fængselsceller. Han blev mødt af en byge af prosterende læserbreve.
Peter Wivel er manden, der kunne have fortalt os historien om den danske sympati for Rote Armee Fraktion, og hvad der egentlig foregik i det revolutionære miljø.
Wivel optræder på bogmessen næste weekend, og nogen burde spørge ham, hvorfor han ikke vil fortælle historien om den danske sympati for RAF, når han nu gerne overgiver en lille børnebogsforlægger til offentlighedens hovedrysten. Er det stadig umuligt i Danmark at fortælle den fulde sandhed om venstreradikalismens udskejelser?