Ildvidnet er en velturneret thriller

Tredje Lars Kepler-bog »Ildvidnet« er velturneret »Skandinavian Noir«, der byder på effektiv action, brutale drab og forstyrrede kvinder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der sker noget i den skandinaviske krimi i disse år; er det ikke som om, den er blevet blodigere, voldsommere, mere udspekuleret, men også mere episk i sit vingesus?

Lars Kepler - pseudonym for det svenske forfatterpar Alexandra og Alexander Ahndoril - er en af de tungere drenge i denne udvikling. Debuten »Hypnotisøren« (2009) om den finsk-svenske kriminalkommissær Joona Linna var et litterært adrenalinkick i kølvandet på Stieg Larsson-bølgen. Toeren »Paganinikontrakten« (2010) var derimod en kold og kalkuleret gennemsnitsthriller uden megen sjæl og originalitet.

Med tredje Joona Linna-bog, »Ildvidnet«, er Kepler imidlertid tilbage på sporet i en effektiv og velturneret page turner, der begrænser sin handling til det menneskelige mikrokosmos, som Kepler så suverænt også opererede med i »Hypnotisøren«.

På et behandlingshjem for utilpassede piger bliver en af de indlagte unge og stedets sygeplejerske brutalt myrdet. En anden pige, Vicki, flygter og kommer uforvarende til at kidnappe en fire-årig dreng. Ind på gerningsstedet træder Joona Linna - officielt som konsulent, da han er under intern undersøgelse og derfor fritaget for normal tjeneste - og hurtigt vikles han ind i en sag, som både har tråde til en af Sveriges rigeste kvinder og en sølle eksistens, Flora, der forsøger at platte sig gennem tilværelsen ved at foregive, at hun kan tale med de døde.

Og så går det ellers over stok og sten i den fortællemæssig nutid, som er Keplers varemærke: »Joona stopper pistolen i hylstret, sparker den lille hængelås af og skynder sig ind« - og så fremdeles. Smag og behag, om man finder den stil frydefuld eller lidt irriterende, men vi skal rives med fra side til side, kapitel til kapitel, og det lykkes.

Der er skruet lidt ned for det blodige og groteske i denne omgang, men actionsekvenserne ligger der stadig som små, velturnerede eksplosioner gennem teksten. Det er imidlertid i beskrivelsen af miljøet omkring behandlingshjemmet samt portrætterne af Vicki og spiritist-wannabeen Flora, at der er flest vitaminer - her er virkelig tale om Skandinavian Noir.

Så lever man med den åbenlyse inspiration fra forfattere som Stieg Larsson og Jo Nesbø, en lidt fersk Joona Linna, hvis personlige dæmoner der først til sidst lukkes lidt op for, og en intrige, som nok er velknyttet, men hvis klimaks man måske også nok havde anet konturerne af 100 sider tidligere.

Otte Kepler-bøger skal det blive til, og ægteparret Ahndoril er i fuld gang med de næste, hvor alt tegner til, at kriminalkommissær Linna kommer endnu mere i centrum. Hvis de fortsætter takterne fra »Ildvidnet«, kan det ikke gå helt galt.