Ikke altid eventyr

Et ur fra midten af 1700-tallet slår tungt mellem de lange hylder med bøger.

»Lyden vækker mig sommetider midt om natten,« siger ejeren. »Det er en stemme fra Holbergs tid. Tænk engang!«

Han er professor emeritus ved Syddansk Universitet og bor inde på en mark syd for Odense. De landlige omgivelser klarer tankerne. Uret med timeslagene og hundens pibende legetøj giver ro. Forskningen på hans felt kan være en ret så ophedet smeltedigel sommetider.

Johan de Mylius har gjort sig til en af verdens førende forskere i H.C. Andersens forfatterskab og drevet universitetets forskningscenter med fokus på digteren.

»Det var sådan set bare mig selv og en halv sekretær,« siger han lettere opgivende.

»At skaffe midler til forskning i H.C. Andersen kan faktisk være uhyre svært. For mange fonde ser ham lidt som et turist­objekt. De tror nærmest, han finansierer sig selv. Men nej.«

Heller ikke hans egen nyudgivelse har haft en nem fødsel:

»Livet og skriften. En bog om H.C. Andersen« på Gads Forlag blev støttet af én eneste fond. Forlaget fik 35.000 kroner til udgivelsen og har selv måttet lægge resten til. En vigtig baggrund for besværet skal findes i forfatterskabets placering mellem folkeeje og ingenmandsland. Vi kender ham alle sammen. Og vi kender ham ikke.

»Forskningen i Andersen har under­prioriteret de værker, vi ikke læser længere,« siger Johan de Mylius: »Så de kendte ting bliver stadig mere kendte og de ukendte stadig mere glemte. Det er skruen uden ende.«

For han er meget andet end eventyr for børn?

»Meget endda. Det var en udfordring allerede på hans egen tid. Han havde ikke sine ambitioner der, hvor hans læsere syntes, han skulle have dem,« uddyber Johan de Mylius.

»Andersen skrev sine eventyr med venstre hånd. Sådan var det i hvert fald i begyndelsen. Han opdagede så, at børne­bøger og dermed også eventyr var oppe i tiden – for eksempel med Christian Winther og brødrene Grimms bøger. Men han omtaler dem meget længe som sine børneeventyr. Det viser jo en distance.«

Og ikke alle hans eventyr er rigtige eventyr?

»Nej. Der er stor forskel på H.C. Andersens eventyr og de andres. Andersen skriver jo replikker ind i sine eventyr. Værkerne bliver små scener. Man kan ikke uden videre genfortælle hans eventyr, kun referere handlingen i hovedtræk. Og han tager utroligt ofte tilløb til en historie, der aldrig kommer. Han holder på en vis måde sin læser for nar.«

Det skal man aldrig risikere. Har du et eksempel?

»Eventyret om Ole Lukøje er et godt eksempel. Ole Lukøje bliver ved med at love den lille dreng Hjalmar en historie. Den kommer bare aldrig. Hjalmar får serveret nogle billeder i stedet for. Andersen vil også helst rende fra det hele og kalder dem på et tidspunkt »historier« i stedet for. Men han havde jo skabt et behov. Så efter den udflugt hed næste bind »Eventyr og historier«. Man taler hele tiden om Andersens eventyr, selv om de langtfra alle sammen er rigtige eventyr.«

Så hvilken slags forfatter er han?

»Andersen opfatter helt klart sig selv som lyriker i begyndelsen og derefter som dramatiker. Eventyrene og værker med længere tekster i prosa kommer til senere. Han har udgivet et halvt dusin digtsamlinger og omtaler især i begyndelsen sig selv som poet. Men han har jo også haft sin gang på Det Kongelige Teater med dans, musik og teater under samme tag. Så han forener tidligt genrerne i sine egne værker. Jeg vil sige det sådan her: Hans eventyrprosa er tænkt som dramatik. Og poesien kommer også stærkt til udtryk i hans prosa!«

Johan de Mylius har studeret både eventyrene, de seks romaner og den omfangsrige dramatik nøje og taler om den skarpe psykologi som en fællesnævner.

»Andersen er en formidabel iagt­tager af andre mennesker. Hvordan de taler, hvordan de fører sig, hvordan de bevæger sig. Ingen andre forfattere dengang når ham til sokkeholderne i evnen til karakteristik. De andre skriver side op og side ned om mennesker – du kan bare ikke se dem for dig. Andersen kan sige det hele i én eneste sætning. Lidelsen og døden spiller også en kæmpe rolle i hans værker.«

Ikke just litteratur for børn?

»Nej. Andersen bruger i høj grad barnet som dække for en fortælling om voksne erfaringer. Tag nu historien om den standhaftige tinsoldat. Den har rigtignok noget legetøj i hovedrollerne. Men den handler trods alt om en erotisk betagelse. Om en besættelse, der ikke kan flytte sig ud af stedet.

Og de to parter mødes i døden og får deres identitet i døden. Livets slutning fremstilles som et maksimum. Som en kulmination. Fortællingen om den lille pige med svovlstikkerne kulminerer jo i en verden af lys og gør døden til en fødsel.«

Johan de Mylius’ værk gør op med mange af de vante forestillinger om Andersens fattige barndom.

Ser vi Andersen helt forkert?

»Andersen var i hvert fald en mand med en mission. Georg Brandes sagde ganske vist, der kun fandtes forfængelighed i hans hoved. Men han havde helt klart en mission – som da han 20 år gammel skriver i et af sine dagbogsnotater: »Jeg har et billede, som jeg må male for menneskene.«

Vi overdriver nok også hans særheder. Mange store ånder gennem tiden har været besværlige. Andersen har ikke været meget anderledes end mange andre genier. Det var snarere hans omgivelser, der kunne være borgerlige på den lidt for pæne måde.«

Og hans selvbiografier?

»Vi skal nok ikke se dem som dokumentation. Vi skal slet og ret se dem som litteratur. De passer ikke altid med virkeligheden.«

Så hvis du skal opsummere H.C. Andersens forfatterskab i dag?

»Andersens skæbne kan virke noget bizar. Han er blevet berømt for noget, han ikke selv havde tænkt skulle være det egentlige. At det gik sådan, hænger nok til dels sammen med, at man med meget få undtagelser i udlandet kun kender ham som eventyrforfatter. Og med at vi lader den udenlandske Andersen skygge for den danske. Man ser lidt af det samme med Karen Blixens forfatterskab. Hvis ikke amerikanerne havde udnævnt hendes »Syv fantastiske fortællinger« til Månedens Bog i 1934, var hun muligvis forblevet en ret marginal skikkelse herhjemme.«

Har forskningen i H.C. Andersen spillet lidt fallit?

»Den danske forskning har trods alt haft det okay. Men uden for Danmarks grænser er det aldrig blevet til ret meget. Da jeg sidst holdt forelæsning i Kina, spurgte jeg de studerende om deres kendskab til hans værker. De unge mennesker kendte kun tre eller fire tekster i alt. Og det var eventyrene. Selvfølgelig.«