I sin 6-stjernede anmeldelse skrev Berlingske Tidendes prosa-anmelder, Mai Misfeldt:
I »Børnene« er det en kvinde, der kommer til byen Hvium i Himmerland. Hun hedder Solvej og indtil for et år siden har hun levet sammen med Morten, med hvem hun har datteren Christiane. Men en pludselig og besættende og umulig forelskelse gør det nødvendigt for hende at forlade manden og for en periode også datteren. 1-2-3 så flytter eksmanden og barnet fra Sjælland til Hvium i Jylland, over til hans nye kone. Hvis Solvej vil bevare kontakten til barnet, må hun flytte efter.
En mørk nytårsnat ankommer hun så til et koldt hus i skoven ved Hvium. Fuld af sorg over kærlighed, der ikke lykkes og ikke mindst tung af skyld over det svigt, hun har påført datteren. Hun har jo bare villet gøre det rigtige.
Men som Christiane vokser til, vokser også hendes anklage mod moren: Hvorfor forlod du mig? Her er vi ved romanens kerne: At gøre det rigtige. Det er det, vi alle prøver på, både når vi bliver sammen, og når vi bliver skilt. Som om der var et endeligt svar, kæmper vi med selvransagelser og skyld. For hvad var det rigtige? Ingen kan jo se klart frem, når man står i nutidens mørke skov, og både skal tage hensyn til sig selv og sine nære. Men skylden og skammen den skal man leve med.
Jeg tror aldrig, Ida Jessen har skrevet mere tæt på sine personer end her. Hun formår at skrive kvindefigurer frem, som både er elskelige, varme og sårbare og samtidig egoistiske møgkællinger. De går i seng med de forkerte, fordi begæret er en væsentlig drivkraft i mennesket, de skælder ud, når de burde tie, de siger et og gør noget andet, fordi de heller ikke kan gennemskue mønstret i deres liv ( og hvem kan det?). De vil jo gerne det gode, men én ting er at ville, en anden at gøre, en helt tredje at gennemskue hvad det gode er.
Det er så vel udført en roman, at man får lyst til at klappe, når man lukker bogen. Samtidig med at alt naturligvis ikke er lukket og forklaret, for sådan er hverken den gode roman eller livet. Tingene går aldrig op.”
