Det bobler i Ib Michaels hoved, det bobler og brister, så selv læseren får sæbevand i øjnene. Den slags svier som bekendt, og det er ikke alt, man kan være sikker på at forstå - eller for den sags skyld er enig i - men det får farvespillet i forfatterens sprog til at reflekteres, så Michaels boblende hjerne bliver en farvemættet, forunderlig og foruroligende verden at se igennem.
»Hjertets hemmeligheder« er en alvorlig bog, ganske vist med glimtvis humoristiske passager, men Ib Michael påtager sig her med egne ord den tunge opgave at indkredse alt det vigtige i verden, i sin verden i det mindste. Og ikke kun gennem hjertets, men også naturens, religionens, statens og himlenes hemmeligheder.
Dermed ikke sagt, at han giver svaret, svarene. Det gør han ikke. Men han sender bobler med fortællinger af sted, så læseren får lov at se ind i den skrivende kunstners hule og - måske - opdage nye refleksioner og spejlinger. Medmindre man rækker en hånd frem og klasker det hele ned, inden det rammer én i synet. Men så er man også selv ude om det og bliver næppe begunstiget i dette gavmilde litterære testamente.
»Hjertets hemmeligheder« er en hyldest til bøgerne, til drømmene og til digtningen, der »kan nå, hvor ingen andre forestillinger når« og som eksperimentel tanke er »videnskaben overlegen«.
Og så er bogen et manifest, der opsamler alt det, der har gjort Ib Michael til den forfatter, han er, og hvor han slår til lyd for den litterære tradition, som er hans. Han skaber selv en metafor over sit forfatterskab, som var den en patriciervilla med symmetrisk trappe og smedejernsgitter. Til sammenligning må nyere dansk litteratur så være arkitekttegnede et-plans klimahuse i rene nordiske linjer.
Vi kommer vidt omkring, og bogen er spraglet som farverige sæbebobler. Fra den unge Ib Michaels mareridt og farens humørsvingende despoti, over somrene i Kikhavn, rejser med Nordkaperen og ture til verdens ende og videre til (relativt lidt for lange) analyser af Herman Melville og Gunnar Ekelöf. Melville er Michaels politisk ukorrekte Paradisdrømmer, Ekelöf hans vejleder, hans Vergil, der fører ham som en Dante gennem angstens evigt tilbagevendende kredse.
Ib Michael, »Hjertets hemmeligheder« »Det bobler i min hjerne, det har det altid gjort. Jeg er vokset op i tankebobler af den slags, der brister lige når spillet i sæbehinden er allermest levende.«
Undervejs perspektiverer Michael det skrevne til religion, fanatisme, såkaldt fantasiløse skandinaviske velfærdsmodeller, folkedrab, krig, liv, død, tid og altings komplementaritet, og bogen samler sig således i en djævelsk-guddommelig helhed.
Det litterære testamente bliver et samfundspolitisk statement. Drømme, domme og digtning pustes ud i en lind strøm, og gennem de hundredvis af bobler får man indblik i hans sanselige, farverige, sprudlende, krøllede og angstfyldte værksted.
