I Zoo med tigre og jøder

Da denne vidunderlige fortælling udkom i 2009, skrev jeg henrykt om den her i Berlingske Tidende.

Den fortæller den forunderlige historie om bestyreren af zoo i Warszawa og hans hustru, Jan og Antonina Zabinski, og hvordan de forsøgte både at redde havens dyr og jøder, der var flygtet fra ghettoen. Nazisterne ødelagde haven, skød dyrerne og jagtede jøderne, men Jan og Antonina tilsluttede sig modstandsbevægelsen og fik reddet godt 300 jøder. Der er ikke tvivl om deres heltegerninger, og de blev begge hædret af jøderne efter krigen. Det er lykkedes forfatteren Diane Ackerman at fortælle sin dyre- og holocaustfabel med god brug af kilder og med et smukt sprog, så fortiden lever. Desværre er originalens fotografier røget ud af den danske udgave, hvilket er ret uforståeligt.