Livsstil! De otte pinkfarvede bogstaver står og lyser på forsiden af Thomas Bobergs nye digtsamling, og signalet er mere end dobbelt. Umiddelbart varsler ordet livsstil en slags konformitet og glat tilpasning til tidens dominerende trends, men brugt i Bobergs sammenhæng skaber glosen i højere grad forventninger om skeptisk vrængen og tidskritiske udfald.
Forventningerne bliver bestemt heller ikke skuffet, men - og det er en helt afgørende pointe - digtene i Thomas Bobergs bog er meget forskellige af karakter og stritter imod enhver form for standardtænkning. De nægter at lade sig sætte på formel eller ligefrem at stivne i bestemte manerer og en fast poesi- eller livsstil.
»Forfra« er overskriften på det første af bogens i alt fem afsnit, og digteren ryster al rutine af sig og indleder meget bogstaveligt hver anden tekst med ordene »Jeg begyndte«. »Jeg begyndte at køre med tog« starter for eksempel et digt med syner af en verden undervejs og nattesvimle drømme: »Mit hus har ingen vægge, triumferede jeg/inden morgen havde/afsløret stjernernes klare bedrag«.
Kontrasten mellem drømmen om den næste by, hvor alle døre er åbne, konfronteres i Thomas Bobergs nye digte benhårdt med billederne af lukketheden, småligheden og selvtilfredsheden i det fædreland, som i »Marts 2004« får digteren til at snappe efter vejret.
Ved siden af »Forfra« rummer »Livsstil« fire andre afsnit, som går til poesien på meget forskellig vis. »Stikord til en salme« har med sine ligestillede, både hemmelighedsfulde og meningstætte udsagn på hver en linje næsten karakter af en huskeseddel, der skal bidrage til at holde det forunderlige og vildtvoksende liv og poesien i live. Et udvalg af linjerne ligner næsten en meget personlig poetik i den mest komprimerede form: »Skære digte ned til roden«! »Synge med på skarvens skrig«! »Vride sproget til det stønner«! »Plante ord i høj beton«! »Æde blomsten af et vakkert sortsyn«!
Sortsynet blomstrer med en paradoksal frodighed og en overflod af varianter i afsnittene med de meddelsomme overskrifter »Dæmoner«, »Statuevældet« og »Portræt af en maske«. Med en hilsen til H.C. Andersen-året kan Boberg vise, hvorledes livet er tappet ud af selv det mest genstridige eventyr på boulevarden, der bærer digterens navn. I en række portrætdigte tegner han med en ætsende skarphed billedet af en række karakteristiske typer i »tidens labyrint«, og i »Debutantens sidste digt« samler han al sin vrængende energi til noget, der ligner et vulkanudbrud af hån rettet mod tidens velbjergede, livsstils-tilpassede dyrkere af flokmentaliteten.
Så meget sortsyn og så rasende energier kunne nemt ende i klicheen og den fastlåste stil, hvis ikke hele tiden drømmen og modbillederne levede så intenst i Thomas Bobergs digte, og smukt nok er netop et par digte tilegnet mindet om de alt for tidligt døde digtervenner Klavs Bondebjerg og Morti Vizki med til at pege på den åbne forundring, opbruddene, mangfoldigheden og de nye former.
Sortsynet og poesiens modbilleder blomstrer livskraftigt i »Livsstil«. Thomas Boberg har skrevet en af sine bedste digtsamlinger.
