I skyggeriget

Lars Noréns radikale, fuldstændig konsekvente og kompromisløse opløsning af alting i håbløs og meningsløs intethed har sin egen insisterende fascinationskraft.

Foto: Iris Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Jørgen Johansen kultur@berlingske.dk

Forsiden signalerer gråt i gråt, og det er heller ikke mange lysglimt, der bryder gennem skumringsmørket inde på siderne i den omdiskuterede og kontroversielle svenske forfatter Lars Noréns »Ingen«. Tekststrømmen flyder som selve floden Styx på grænsen til dødsriget. Den næsten ubærlige tekst er en opfølgning på »Filosofiens nat«, hvor forfatteren indkredsede den eksistentielle ensomhedsoplevelse og altopslugende meningsforladthed med ordene »Jeg er ikke mere end en ensom flue i en katedral.«

I »Ingen« driver Lars Norén dødsbesættelsen og opløsningen af det, han et sted kalder »en slags eksistenspostulat« yderligere et stykke frem. Han skriver monologformen ud til en grad af håbløshed, som får Samuel Becketts ensomme stemmer til at fremstå nærmest livsbekræftende, og han gennemfører tilnærmelsen til den totale oplevelse af intethed, eller som det et sted hedder: »Værensglemsel«, med en respektindgydende radikalitet lige fra den allerførste sides anslag:

»Det er snart ikke mere, næsten ikke mere, allerede ikke/mere, i lang tid ikke mere, kunne man sige, det har/ikke været mere et godt stykke tid nu, snarere mindre/mere, formentlig, hvad skulle det ellers være, jeg ved det/ikke, mere er det ikke, et sted må det jo/se at holde op, hverken lys eller skygge, skygge er det ikke og ikke lys, og ikke et mere/derimellem ...«

Både lyrikeren, prosaisten og dramatikeren Lars Norén er til stede i »Ingen«, men først og fremmest er der tale om en form for forsvindingstekst, hvor lange passager nærmest har karakter af sprogopløsning og ordruiner. »Afskabelse« er den særlige og meget norenske glose, der passende kan sættes som overskrift over bestræbelsen:

»Mere sagt end gjort. Sig ikke forstå. Hold op./Gerne. Ingen. Ingen også dér. Ingen/kommer og går så. Flere gange. Det er godt. Hvad har/du sagt. Ord. Ord. Ja. Hvad er det. Hvad skulle de/betyde ...«

Andre steder samler teksten sig mere fortællende til små flager af erindringer og fragmenter af personhistorier, hvor sygdomme, mishandlinger, forkrøblinger, rå afstumpethed og psykiske afvigelser etablerer et skræmmende nutidigt svensk modstykke til Dantes »Inferno«.

De litterære referencer er der en del af i »Ingen«, som i al sin altoverskyggende gråhed er overbevisende oversat af Karsten Sand Iversen. Også Homers Odysseus stikker et sted hovedet frem, og måske er det netop Homer og »Odysseen«, læseren skal ty til for at fange meningen med bogens titel. Det er med navnet »Ingen«, at den listige Odysseus narrer kyklopen, unddrager sig sin skæbne og slipper ud i friheden.

Med sine lange sekvenser domineret af en sproglig opløsningsproces og præget af skyggerigets farveløshed er »Ingen« ikke ligefrem indbegrebet af læsevenlighed, men den radikale, fuldstændig konsekvente og kompromisløse opløsning af alting i håbløs og meningsløs intethed har sin egen insisterende fascinationskraft. Et sted undervejs sammenfattes det ekstremt gråsorte budskab med ordene: »jeg håber på/natten, pessimismen er det eneste som giver lidt håb ...«

Således opmuntret kan den modtagelige læser lægge »Ingen« fra sig.

 

Forfatter: Lars Norén. Oversættelse: Karsten Sand Iversen. Sider: 169. Pris: 200 kr. Forlag: Arena.