»Det er med beskrivelser af kunstværker som med beskrivelser af drømme: De standser fortællingen og suger kraften ud af den,« skriver Álvaro Enrigue i sin spøjse, spraglede, spydige og spidsfindige »Sæt og match«.
At denne sære og særlige historiske roman så netop er noget nær umulig at give en fyldestgørende beskrivelse af, ja, det er måske i virkeligheden meget heldigt. For bogen, i det mindste.
Enrigue er en komisk, kras og krævende forfatter, og denne hans fjerde roman (den første på dansk) er et stilistisk svendestykke, der både viser forfatterens viden, vildskab og hvilen i sit eget skrivetalent. Bogen oser af litterært overskud, men den er også krukket og studentikos på sin egen selvironiske facon.
Og hvad handler den så om? Enrigue skriver på et tidspunkt selv, at han ikke aner det. Det er ikke helt en bog om en tenniskamp, selv om den fylder en del. Det er tilsyneladende heller ikke en bog om »den langsomme og mystiske índlemmelse af Amerika i det, vi med en obskøn forvirring kalder for »den vestlige verden« - for amerikanerne ligger Europa mod øst.«
Enrigue funderer derefter over, om den snarere bare handler om, hvordan man skriver bogen, med en masse frem og tilbage, ligesom i tennis. Han nævner herefter flere del-emner, som det heller ikke handler om og så alligevel lidt, indtil han konkluderer, at han skrev bogen i vrede over, at de onde altid vinder. Det kan meget vel være, at alle bøger er skrevet ud fra samme ubærlige frustration over, at de onde har alle fordelene.
Den spanske conquistador Hernán Cortés var en af dem, der trods små bump på vejen sejrede ad Helvede til. Enrigue kalder ham skytsengel for de utilfredse og forbitrede, beskytter for alle late-bloomers og under-achievers, ærkeengel for slagsbrødre og kværulanter. Han var også den notar, der overtog erobringen af den nye verden og slog aztekerne ned, smadrede deres helligdomme og berigede sig med resten. Han var manden, der havde flere kvinder, hvoraf den ene var den indflydelsesrige, indfødte oversætter mm. La Malinche, med hvem han fik én af sine mange sønner med navnet Martin Cortés.
Et andet barn var den spanske Juana, hvis datter blev gift med en senere hertug, der var svirebror og bordelmakker med digteren Francisco de Quevedo. Sidstnævnte duellerer mod den italienske maler Caravaggio i den tennismatch, som er bogens omdrejningspunkt, og hvori der spilles med en af fire bolde, der blev skabt af den halshuggede britiske dronning Anne Boleyns hår.
Her sidst i renæssancen ved man endnu ikke, at spillet kommer til at hedde tennis. Men med krydsklip fra kampens tre sæt, leksikale opslag om boldspillets udvikling, forlæggermails om korrekturlæsning, beskrivelser af Cortés’ sejr over aztekerne, magtkampe i Vatikanet, kunsthandel og frembringelse af helt særlige gudelignende kunstværker når Enrigue frem til »Sæt og match« og noget, der ligner en samlet fortælling.
Det er skiftevis forvirrende og fremragende, nogle gange begge dele samtidigt, det er intenst og rodet, også nogle gange i samme hug, og så er det lige netop så krævende, at man skal kende spillets regler for at få det fulde udbytte (så som at dialoger samles i fortløbende sætninger i samme afsnit). Man skal dertil acceptere, at matchen har mange deltagere, og at ikke alle (om nogen) foldes helt ud. Romanen kunne såmænd sagtens have båret flere sæt og en dybere personkarakteristik, uden at kraften nødvendigvis ville være suget ud af kampen eller kunstværket.
Álvaro Enrigue optræder på Louisiana Literature 2017, fredag 25. august kl. 18.30 og igen lørdag kl. 14.30.
Titel: »Sæt og match«.
Forfatter: Álvaro Enrigue.
Oversætter: Peter Adolphsen.
Sider: 272.
Pris: 300 kr.
Forlag: Gyldendal.
