I mørket

Med »Prolog« har Christel Wiinblad skrevet et knugende og kunstfærdigt portræt af seksuelt misbrug.

Bogcover. Fold sammen
Læs mere

»Hjertet inde i den tremmede kasse hamrer«.

Frygt blandes med angst, sætter kroppen i alarmberedskab. Febril, rystende, aldrig afspændt, altid med tankerne midt i det, der er sket - og det der kommer til at ske.

Det store, uhyrlige »det« i Christel Wiinblads »Prolog« er en fars seksuelle overgreb på en datter, der ikke har andre valg end at give efter for ham og hans lem:

»Det presser igen, men stedet giver sig ikke, og det hårde giver op og finder i stedet vant ind i stedet lidt længere fremme. Hans overkrop stiger, og undertrøjen giver slip i skuldrenes stivnede vinger.«

Med passager som denne skriver Wiinblad sig ind i den dystre misbrugslitteratur, som danske læsere blandt andet kender fra Kristian Ditlev Jensens »Det bliver sagt«, Erling Jepsens »Kunsten at græde i kor« og Kim Leines »Kalak«

Men modsat dem kommer Wiinblad fra poesiens verden. Tidligere har hun udgivet »49 forelskelser« og gennembruddet »Min lillebror«, som var en hudafskrabet kærlighedserklæring til hendes sindslidende bror. Og såvel den lyriske tone som det intenst registrerende temperament er rejst med fra digtsamlingen og over i romandebuten, hvor morens stemme er »som stoppet ned i et par lidt for stramme bukser«, hvor en institutionsbygning »er dårligt klædt ud som et hjem«, og hvor der bliver »nøglet ude på låsen«.

»Særligt faren rejser sig af siderne som et uhyre, der manipulerer, terroriserer og smisker for at få, hvad han vil have«


Midt i denne lyriske prosa findes et andet markant greb. Pigen, faren, moren og halvsøsteren beskrives nemlig kun via enkelte, sært løsrevne kropsdele. Som et maleri af Francis Bacon. Og øjne, ører, hænder og ben synes at have deres egne viljer:

»Så drejer hælene kroppen rundt. Fødderne begynder at småløbe, og øjnene springer ud i rødt flor«, lyder det et sted, og manglen på samlende jeg’er og du’er giver romanen et præg af kontroltab og forladthed. Her er ikke ånd, personligheder og kærlighed, men kun kroppe på flugt, på jagt, i oprør.

Det er godt udtænkt og konsekvent udført, og særligt faren rejser sig af siderne som et uhyre, der manipulerer, terroriserer og smisker for at få, hvad han vil have.

Offeret for hans drifter, datteren, bliver naturligvis ødelagt, og i de 4-5 sider korte kapitler ser læseren, hvordan hovedpersonen går fra at være en misbrugt 4-årig til at være en opløst 25-årig.

Men »Prolog« er trods sit emne ikke nogen uafrystelig oplevelse. Det skyldes for det første, at mørket ligger så tæt igennem hele fortællingen, at det paradoksalt nok taber kraft. Enkelte lyspunkter havde måske fået tragedien til at stå stærkere, ligesom et strammere sprog havde været velkomment.

Wiinblad skriver i en stil, hvor de beskrivende ord ofte ophobes i sætningerne. »Hans stemme blusser optændt iskold«, står der et sted, og sådan kommer romanen indimellem til at virke overgjort, floskuløs, upræcis.

I »En dåre fri« kredser Beate Grimsrud også om et ødelagt sind, men gør det i et stramt, krystalklart sprog. Med kolossal effekt. Sådan virker »Prolog« ikke, men når det er sagt, så er den beundringsværdig i sin kunstneriske konsekvens og ganske stærk i sit psykologiske portræt af krænker og krænket. Og så er den første del i en trilogi. Det skal blive interessant at se, hvor kropsdelene bevæger hen. Og hvor sproget gør holdt.