I krig med sorgen

Der gemmer sig en meget personlig historie i dansk journalists Irak-bog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Louise Bokkenheuser er en ung teenager, da hendes mor dør i et styrt fra en trappeafsats. Hun er ikke meget ældre, da hendes far to år efter tillige dør. Det skriver hun om i en indledende del af »Hvad der ikke slår dig ihjel« med en på en gang imponerende refleksion over moderens og faderens martrede karakterer samt sin egen hårdt tilkæmpede facade på grund heraf.

Denne første femtedel af bogen er markant. Den er skrevet med en så åbenlys nødvendighed, at resten af bogen har vanskeligt ved at leve op til det. Unge Bokkenheuser længes siden »efter hærværk og død«. I en søgen efter at bearbejde egen sorg opsøger hun med ildhu andres. Efter lige dele journaliststudier og geografisk omflakken ender hun som udsendt for LA Times i Irakkrigen.

Vi har altså en historie om en ung kvinde, der i sin personlige kvide drager i krig. »Det eneste sted, der er værre end hjemme«, som en ven så præcist analyserer hende og resten af korrespondenterne. Derfor knækker bogen i det øjeblik, hvor den begynder at handle langt mere om krigen end om Louise.

Tabt på gulvet

De resterende fire femtedele af »Hvad der ikke slår dig ihjel« drejer sig som en karrusel med krigen i Irak som midte. Hvor imponerende det end er, at en ung dansk journalist er udsendt i Bagdad for en af verdens mest ansete aviser, og hvor dramatiske historier Bokkenheuser end kan drysse ud over siderne fra fronten, taber hun sin egen historie på gulvet.

Det gør bogen til et nummer i en lang række af journalistiske bøger om krigen i Irak. Hverken bedre eller dårligere. I enkelte passager det sidste, eksempelvis når hun uforstandigt skriver om »Flemming Rose og hans fjollede karikaturer«. I andre tilfælde det første. Eksempelvis når hun skriver om menig Green og andre amerikanske soldaters voldtægt af en 14-årig astmatisk pige og henrettelsen af pigens familie.

I en næsten nødtørftig halvanden sides epilog vender Bokkenheuser tilbage til udgangspunktet. »Nogle øjeblikke er ubodelige: En kvinde står på en afsats, soldaterne får deres ordrer«, skriver hun.

Netop som hun genopliver »den rigtige historie«, slutter bogen desværre.