Hun var uddannet smørrebrødsjomfru og diakon og havde arbejdet med misbrugere og svage unge. Da hun fik tilbud om at blive KFUMs soldaterhjemsleder i Irak i 2006, slog hun til og kom på »reduceret militært grundkursus«. Det, der dog blev mest brug for i lejren, var det, hun kunne i forvejen; tale med unge mennesker, lave sjov med dem, men også lytte til deres tanker om døden. I 2008 skulle der åbnes et nyt soldaterhjem i Helmand-provinsen i Afghanistan. Ruth kom derned til en tom barak, men snart fik hun også dér gjort »kuffen« til et rart åndehul. Med kaffe og kage, fødselsdagsfejringer og bibeltekster, bankospil og mange samtaler. I bogen »Ruth i krig« fortæller hun til Maria Houen Andersen om de gode øjeblikke og de mange onde dage i krigen. Hun gør det i sit eget mundrette sprog. Uden at nævne navne siger hun sin mening om de firkantede administratorer og præsten, som holder på sit. Hun er altid på »drengenes« side. En gæv kone.