I Klaus Rifbjergs afskedsbog har ordet »besat« flere betydninger

Hvad vil det sige at være besat? Og hvad er en befrielse? Rifbjerg rejser spørgsmålene med usvækket sproglig vitalitet. Og for en læser, der har været med det meste af vejen, er der kun tilbage at sige: Tak for turen.

Store Klaus er død. Nekrologerne er skrevet, billedet af fyrtårnet, der rejser sig som et pejlemærke over mere end et halvt århundredes danske kulturlandskab, er tegnet og er de seneste dage kommet os i møde fra avissider og på skærme i alle størrelser.

Rifbjergs format og betydning som banebrydende digter og som en af epokens mest uforfærdede debattører og udfordrende provokatører er slået eftertrykkeligt fast; og også forbeholdene i forhold til polemikeren og autoriteten Rifbjerg er blevet luftet.

Og nu ligger så bogen »Besat« på bordet og sætter netop på 75-årsdagen for den tyske besættelse af Danmark sine særlige rifbjergske anførselstegn omkring den nationale mindedato 9. april.

Besat! Ordet står i al sin flertydighed og lyser på den hverdagsgrå forside af bogen, der – indtil eventuelle efterladte manuskripter dukker op – indtager punktummets plads på en af den danske litteraturhistories længste og mest imponerende værklister.

Besat af en fremmed magt. Besat af angst. Besat af kærlighed. Besat af normaliteten. Besat af vanvid og vold! Og besat – er det fristende at tilføje – af at skrive.

Linjen fra »Og andre historier« videreføres

Mange former for besættelse er på færde i fortællingerne, der klart nok viderefører en linje fra hovedværket »Og andre historier«.

Den novellesamling, der frem for klassikeren »Den kroniske uskyld« placerede Klaus Rifbjerg på den danske kulturkanons litteraturliste ved siden af prosaister som Blicher, Jacobsen, Bang, Jensen og Pontoppidan.

Ligesom det er tilfældet i »Og andre historier«, løber en samlende tråd gennem fortællingerne i »Besat« og etablerer om ikke en «livsfrise« så dog en slags besættelsestidsfrise, der spænder fra okkupationen med tyske flyvere over København, luftalarm og indre sirenelyde i stykket »Angst« til dagene omkring befrielsen 5. maj 1945 i bogens længste tekst, »Sørensen«.

Klaus Rifbjerg døde i sidste uge efter længere tids sygdom, 83 år gammel. Her er han i 2001 fotograferet foran barndomshjemmet på Ingolfs Allé på Amager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang.

Med frihedskæmpere, hippomænd på flugt og et skræmmende rodsammen af vold, sex og meningsløshed tegner »Sørensen« et karakteristisk afmytologiserende billede af afslutningen på de fem forbandede år: »Der er en lede i rummet med en stank af afbrændt kordit og gammel liderlighed.«

Den fjerne og næsten uvirkelige krig og besættelsestid i Rifbjergs og Palle Kjærulff Schmidts erindringsfilm fra 1966, »Der var engang en krig«, er i »Sørensen« blevet til ren desperat forråelse og menneskelig afstumpethed. Som bidrag til Rifbjergs afsøgning af besættelsestidens menneskelige felt peger det lille mesterstykke af en fortælling mod de mørke sider af menneskenaturen.

Sammen med »Sørensen« er det de to fortællinger »Tåge« og »Butterfly«, der er hovedstykkerne i »Besat«. I dem begge leverer Rifbjerg streger til forfatterskabets samlede signalement af dansk mellemklasse og småborgerligt familieliv: »De ville gerne leve som de fleste, dvs. rigtigt og almindeligt.«

Portrætterne af det bedre borgerskabs ægtepar viser en Klaus Rifbjerg i sit absolutte es. Her hersker tilsyneladende ro og orden, Kaptajn Jespersen styrer morgengymnastikken i radioen, torsken bliver perfekt serveret ved søndagens familiemiddag, og butterflyen sidder snorlige.

Men under de konventionelle overflader bobler og syder det af hemmelige drømme og fortrængte drifter, og de mentale sammenbrud lurer.

Det er fortællinger, som karakteristisk nok og i god kulturradikal ånd udforsker lukketheden og en tilstand af »før frigørelsen«.

Rifbjergs tilstedeværelse opleves intenst

Rifbjergs sprog er så spændstigt som nogensinde, og foreningen af det præcist tegnede tidsbillede og den intense sanselighed i detaljerne, et af vandmærkerne i Rifbjergs kunst, skaber øjeblikke af sjældent tæt nærvær.

Den lille knitrende lyd, når pegefingeren føres hen over moustachen. Lugten i et kontorlokale af kolde fiskefrikadeller, armsved og menstruation. Eller smagen af laurbærblade og rigeligt med fløde i sovsen.

Fra første til sidste side i »Besat« opleves Klaus Rifbjergs tilstedevær intenst. Som afskedshilsen fra den generøse og ufatteligt produktive forfatter, der i så høj grad også var sin tid, er fortællingerne i bogen vemodig læsning. Men samtidig kunne punktummet ikke sættes rigtigere.

9. april er en dato skabt til dansk selvbesindelse. Hvad vil det sige at være besat? Og hvad er en befrielse? Rifbjerg rejser spørgsmålene med usvækket sproglig vitalitet. Og for en læser, der har været med det meste af vejen, er der kun tilbage at sige: Tak for turen.

Titel: »Besat«.

Forfatter: Klaus Rifbjerg.

Sider: 176. Pris: 250 kr.

Forlag: Gyldendal.