I Helvede kan der sagtens være koldt

Katja Kettus »Jordemoderen« er en sanselig fortælling om tilsyneladende umulig kærlighed i den finske afdeling af Helvedes forgård.

»Jordemoderen« af Katja Kettu. Fold sammen
Læs mere

Kærlighed finder altid en udvej. Om det så er den sidste.

Scenen i Katja Kettus roman »Jordemoderen« er henlagt til langt mod nord, hvor Finland, Rusland og Norge mødes. En del af handlingen udspiller sig et sted, der hedder »Død mands fjord«, og som det er vanskeligt at placere topografisk præcist. Måske fordi der hviler en forbandelse over stedet. Måske fordi kompasset ikke fungerer korrekt på grund af den magnetiske stråling.

Tiden, stemningen, handlingen dementerer den generelle opfattelse af, at der er varmt i Helvede. Der kan sagtens være koldt. Så iskoldt, at hjerterne også er det. Med forelskelsen og liderligheden som eneste formildende omstændigheder.

Det er under disse forhold og under krigen mellem Finland, Sovjetunionen og Tyskland i 1944, at vi møder jordemoderen Vildøje, som alle i byen behandler som et udskud.

Medmenneskelighed og respekt for liv er en udpræget mangelvare, og det er ikke rart at tænke på, hvad der kunne ske med en kvinde som Vildøje, hvis hun ikke formåede at hjælpe små børn fra underlivet ud i livet og under de mest primitive forhold. Hun har altså noget, der er noget værd. Selv om hun er grim, uægte, foragtet.

Paradoksalt kærlighedsforhold

Netop som hun står midt i arbejdet med at forløse en horeunge, der lige så godt kunne blive smidt i mosen med det samme, som det hedder, og står med resterne af den navlestreng, hun lige har bidt over, i munden, træder en mand ind i barselsstuen. En SS-officer med frygtelige forbrydelser på samvittigheden.

Vildøje er ikke umiddelbart en af de kvinder, der vil frelse mænd, men her opstår et rent begær og en fascination så stor, at hun følger ham til en koncentrationslejr og påtager sig opgaver, intet menneske burde påtage sig, for at være sin elskede nær...

»Jordemoderen« er på mange måder en deprimerende roman - men den løftes af forfatterens stærkt sanselige sprogbehandling. På sin vis kan bogen i sin råhed minde om den franske forfatter Louis-Ferdinand Celines vilde romaner, men hos Katja Kettu er der kærlighed midt i nihilismen.

Man tænker: En kærlighedsforbindelse mellem en tysk SS-officer og en finsk jordemoder? Nok havde landene en tid fælles fjende, men han har en mission om at gøre en ende på menneskeliv; hun en opgave, der går ud på at bringe liv til verden. Imidlertid er fortællingen troværdig, for i en verden, der beskrives som et slagtehus, opstår kærligheden alligevel. Og desuden fandt begivenheden sted i virkeligheden i forfatterens familie.

I de senere år er der kommet et par romaner, der tager afsæt i de tragiske år under nazismen og kommunismen, for eksempel Carl-Henning Wijkmarks »Jægerne på Karinhall«, der er af ældre dato, men først nu udsendt på dansk, og Nir Barams »Gode mennesker«, der kom i fjor. Begge bruger de ekstreme situationer under diktaturet til at skildre mennesket og menneskelige valg.

Det samme gør Katja Kettu. Med et sanseligt frapperende sprog, der også præciserer forelskelsens potentielt helt overvældende forandringer af det enkelte menneske.

Titel: Jordemoderen. Forfatter: Katja Kettu: Oversætter: Birgita Bonde Hansen. Sider: 350. Pris: 300 kr. Forlag: People’s Press.