I de blindes verden...

Bøger: »Det trykgrafiske værk 1979-2006«Michael Kviums store grafiske værk præsenteres i sin helhed i en ny smuk bog med gengivelser af hans tryk fra 1979 til i dag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke alene har Michael Kvium i mange år været en af kritikernes uangribelige favoritter. Han er også blevet genstand for en betydelig publikumsinteresse.

Kviums udstilling i Århus tidligere på året var eksempelvis den største publikumssucces i kunstmuseets historie målt i antal besøgende pr. dag. Hans ældre billeder opnår høje priser på auktioner, og gallerierne har ventelister til de nye. Også hans grafik er særdeles efterspurgt, og mens man sparer sammen eller overvejer at bruge af friværdien, kan man i en ny bog med gengivelser af hans tryk gennem et kvart århundrede såvel beundre teknikken som den motiviske variation - og konsekvens - i hans værk.

Kviums grafik er ikke bare billigere udgaver af hans malerier. Der er et motivisk sammenfald, naturligvis, men af bogens billeder fremgår det, at Kvium arbejder ud fra de særlige virkninger og muligheder, den grafiske proces tilbyder. Det er ikke altid en selvfølge. Undertiden er grafik blot finere reproduktioner, men også dét har nu en historisk eller ideologisk baggrund, der strækker sig langt tilbage i tiden og kan have at gøre med såvel ønsket om at tjene penge som om at gøre kunst tilgængelig for alle. Al ære og respekt for begge dele.

Det sker nu, at Kvium arbejder med det samme motiv i såvel maleri som grafik - men også her tjener det et formål. I grafikken tydeliggør han undertiden nogle af sine pointer, samtidig med at han arbejder i en afdæmpet farveskala og arbejder med teknisk virtuositet med den særlige intimitet, eksempelvis raderingen tilbyder. I en række tilfælde gør det faktisk motiverne endnu mere dystre og tilværelsen endnu mere håbløs. Det er næppe billeder til væggene i børne- endsige soveværelset.

Men vigtige billeder er det. Kviums billeder er anamneser, sygejournaler. Han diagnosticerer sin samtid, og resultaterne af undersøgelserne er ikke opløftende. Det kan være, at personerne i hans billeder fremtræder groteske og forkrøblede, men for Kvium er det - tilsyneladende - fuldt ud realistiske beskrivelser af en syg kultur præget af overgreb og lemlæstelse, blindhed og idioti, og også i den henseende trækker han fuldt bevidst på en stor kunsthistorisk tradition.

Vi møder hans debilt udseende menneskeskikkelser, hvoraf nogle har forvoksede arme eller er vokset sammen med sig selv på surreal vis. Nogle har indbundne lemmer eller er klædt i gevandter, der lader dem fremstå latterlige og afmægtige. Fremhæves skal i øvrigt også hans formidable evne til at skabe rum i sine billeder.

Det er en meget smukt tilrettelagt bog til en - kvaliteten taget i betragtning - meget rimelig pris. Den er i enhver henseende vanskelig at blive færdig med, og det er jo så heldigvis heller ikke meningen. Dels fortaber man sig let i Kviums detaljer. Dels gengiver bogen et stort værk, der - trods den humor, den »befriende« humor, som det hedder, spøgefuldhederne - forholder sig til eksistensen, til ubehaget og tragedierne, til den menneskelige blindhed med et påfaldende klarsyn.