»I’d fuck me, too«

Niviaq Korneliussens "Homo Sapienne" er en intens, men skurrende romandebut om seksuel identitet og ungdomsliv i Nuuk.

»Homo Sapienne« af Niviaq Korneliussen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debutromaner er på samme tid forskellige og ens. For hvor sproget og gemyttet veksler fra forfatter til forfatter, er lysten til at bevise sit litterære værd det samme.

En typisk måde at gøre det på, er ved at skrive en masse vrede ud med stor energi og via en hårdkogt outsiderstemme.

Det er almindeligvis unge mandlige forfattere, der vælger den stil, og J.D. Salingers »Forbandede ungdom« var ikke bare hans forsøg på at skrive sådan en roman, men er sidenhen også blevet inspiration for generation på generation af unge forfattere.

»Homo Sapienne« lægger sig fint i den tradition, selv om grønlandske Niviaq Korneliussen, født 1990, ikke er en ung mand, men en ung kvinde. En anden måde, Korneliussen afviger fra Salinger-traditionen på, er ved ikke at benytte sig af én jegfortæller, men af hele fem.

Der er Fia, som indledningsvis er i et forhold med en mand for så at opdage, at hun er tiltrukket af kvinder. Der er Sara, som lever sammen med en anden kvinde, Ivik, som dog har svært ved at forene sig med den kødelige del af forholdet. Dertil kommer Inuk og Arnaq, der lig de øvrige får deres eget kapitel, men desuden nuanceres og perspektiveres i de andres kapitler.

Krydsbelysningsteknikken har Korneliussen godt styr på, og debuten imponerer i det hele taget med sin strukturelle sikkerhed, ligesom det nogenlunde lykkes at give karaktererne forskellige stemmer.

Det er også via dem, læseren føres ind i et Nuuk-miljø, hvor der festes hårdt, og hvor de seksuelle identiteter endnu er bløde og formbare. Hetero-, homo,- og transseksualitet er i spil, samtidig med at byens sociale kontrol mærkes, og på den måde spejles Nuuks provinsånd i den liberale, urbane kultur, de fem oplever på nettet og i TV.

Ja, der er langt fra Nuuk til New York, Tokyo eller Berlin. Men Korneliussens ambition er tydeligvis at styre uden om de fastfrosne forestillinger om Grønland som et naturskønt sted uden for den moderne strøm af billeder, teknologi og de pop- og rocksange, der bruges som motivtråde i roman.

Men det er også her, romanen skurrer. Det engelske bliver ikke bare brugt i sangcitater, men også langt ude på overdrevet i de unges sprog. Som her (hvor stavefejlene ikke er mine): »Oh, fuck me. I’d fuck me, too. I’m irresistable. So fuckin irresistable. Jeg går med på den, efter at have spillet kostbar et stykke tid. I’ll give you a night to remember, tænker jeg.«

Sådan taler eller tænker ingen vel, og da det er en roman i den realistiske tradition, stikker det i øjnene, ligesom unge næppe siger »videospil« i stedet for PlayStation eller X-Box, i deres angloficering ville de sige »roomie« i stedet for »sambo« og ikke »åbner op for Facebook«. Og mere generelt har romanens hårdkogte, SMS-isprængte tone det med slå over i ungdomsparodi.

Nogen hjælp er Mette Moestrups forord heller ikke. Den fortrinlige digter, der har været Korneliussens mentor, gør hende en bjørnetjeneste ved eksempelvis at skrive: »Hun varsler et længe ventet generationsskifte inden for den grønlandske romankunst, samtidig med at hun bliver en markant stemme i den nye, danske litteratur.«

Hvorfor ikke vente og se i stedet for at fylde læseren med så store forventninger, at de kun kan skuffes? Men nok om det. Talent HAR Korneliussen. Det er blot ikke fuldt forløst i »Homo Sapienne«. I øvrigt en forrygende titel.

Titel: Homo Sapienne«. Forfatter: Niviaq Korneliussen. Sider: 184 sider. Pris: 250 kr. Forlag: Milik.