Hyggelig uhygge

Kenneth Bøgh Andersens serie Den Store Djævlekrig ender ikke så djævelsk, som man skulle tro og måske håbe.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For fem år og 1.276 sider siden var spørgsmålet: Kan en artig dreng i 7. klasse med navnet Filip Engel blive en rigtig djævel?

Efter »Djævelens lærling«, »Dødens terning« og »Den forkerte død« ved vi, at det kunne han, og mere end det, han blev Himlens og Helvedes frelsende engel.

I fjerde og sidste bind, »Ondskabens engel«, som Kenneth Bøgh Andersen fejrer sit tiårs forfatterjubilæum med, opridses de vigtigste elementer fra de foregående bind, mens Filip er på en kort visit hjemme i primærverdenen hos sin mor, inden han igen ryger lige lukt i Helvede.

Her venter endnu større opgaver. Dels holdes hans veninde Satina fanget, dels opruster en satans djævel til krig for at gøre Lucifer rangen stridig som Helvedes hersker. Kun Filip kan løse opgaverne. Nu skal kampen endelig stå.

Lærerig sammenblanding

Serien må være enhver undervisers drøm med fokus på sprog, litteratur og filosofi. For hvor forbindes ellers meningen med livet, græske sagn, Bibelen og Dantes Inferno med forskellige trosretninger?

Fortalt med fremdrift og en fiktiv drejning, så vi f.eks. får en ny version af uddrivelsen fra Paradiset og oplever Gud være i hidsig telefonkontakt med Lucifer, så det bliver sjovt for førstegangslæsere af stoffet?

Småhyggeligt helvede

Det ene øjeblik skildret med stor patos, det næste flabet og fjollet, dog ikke lige vellykket hver gang. Men det er sjovt, når sproglige vaneforestillinger vendes på vrangen.

I Helvede hedder det nemlig natgry, fyrnat og formidnat, og man ønskes »en ond fødselsnat« og »en ond nats søvn«. Faktisk fremstår Helvede småhyggeligt på sin egen måde.

Så på den ene side er seriens stort tænkte og helt overvældende univers befolket med gode karakterer, Lucifer især, sublimt forløst.

På den anden er seriens lange forklarende samtaler trættende. Ikke mindst skaber allehånde tekniske og strategiske beskrivelser en distance, så f.eks. kampscenerne i »Ondskabens engel« aldrig løfter sig fra papiret, og seriens helt store afslutningsbrag udebliver.