Hvorfor ikke Mocha Dick?

Litteratur: »Why not catch-21? The Stories behind the titles.« Hvorfor kom romanen om den store dræberhval »Moby Dick« til at hedde »Moby Dick« og ikke Mocha Dick? Og hvorfor kom antikrigsromanen »Catch-22« til at hedde »Catch-22« og ikke Catch-18?

Foto: Claus Bigum

Hvorfor kaldte Vladimir Nabokov sin roman om den unge forførende pige for »Lolita«, og hvad er egentlig meningen med den fjollede titel »A Clockwork Orange«, som Anthony Burgess kaldte sin roman. Hvorfor valgte Jules Verne at kalde sin bog »Jorden rundt på 80 dage«, og hvorfor blev James Joyces nu klassiske roman kaldt »Ulysses«? Litteraturskribenten Gary Dexter har i sin nye bog »Why not Catch-21?« sat sig for at forklare, hvordan de berømte bogværker fik deres titler. Lad os se på nogle af Gary Dexters eksempler.

»MOBY DICK«

Moby Dick blev skrevet af Herman Melville i 1851 og fortæller om jagten på den store dræberhval Moby Dick. Melville brugte en samtidig fortælling om den hvide hval Mocha Dick, der ud for Chiles kyst havde fået fem skibe til at gå ned med mus og mænd og selv var blevet harpuneret en snes gange, hvilket jo sådan set forklarer, hvorfor den var så sur. Hvalen var opkaldt efter øen Mocha Dick. Melvilles kilde var en artikel med titlen »Mocha Dick: Or, the White Whale of the Pacific« fra 1839 af en vis Jeremiah N. Reynolds.
Men hvorfor blev Mocha så til Moby? Forklaringen er, siger Dexter, at Melville havde et andet litterært projekt i gang på samme tid med titlen »The Story of Toby«, der fortalte historien om en af Melvilles egne venners søerfaringer. Sandsynligvis blev Mocha til Moby på grund af navnet Toby. Men romanen hed i øvrigt slet ikke »Moby Dick« fra starten, men havde titlen »The Whale«, da den blev trykt i London i 1851 i en rædselsfuld udgave, hvor væsentlige kapitler manglede. Først senere på året i den amerikanske udgave fik romanen sit nuværende navn »Moby Dick«.
Gregory Peck spillede hovedrollen som kaptajn Ahab i John Houstons farverige filmatisering fra 1956, men hvem der spillede Mocha Dick foreligger der intet om. Det var før dyr fik navne i Hollywood-film.

»JORDEN RUNDT PÅ 80 DAGE«
Jules Vernes populære eventyrbog »Jorden Rundt i 80 dage« (Le Tour du monde en quatre-vingts jours) er en af Vernes mest populære historier, og der er fart og dramatik over Phileas Foggs verdensrejse. Verne hævdede selv, at han fik ideen til bogen, da han læste en avisartikel i 1871 om en vis Thomas Cook, der rejste rundt om Jorden.
Imidlertid er Foggs jordomrejse næsten helt identisk med amerikaneren George Francis Trains verdensrundrejse. Train skabte sig en formue ved guldgraveri i Australien og jernbaner i England, og han ønskede derefter at blive præsident i USA. For at få opmærksomhed til sin kampagne annoncerede han i 1869, at han ville rejse Jorden rundt på 80 dage eller mindre. Og det forsøgte han så på, men rejsen blev afbrudt i 13 dage i Frankrig, hvor han under de revolutionære tumulter i 1871 blev kastet i fængsel. Sagen blev slået stort op i aviserne, og Verne har sandsynligvis læst om den berømte amerikaner. Train rejste efter det ufrivillige ophold i Frankrig faktisk Jorden rundt, men ankom to måneder efter deadline, og præsidentposten gik i øvrigt til Ulysses S. Grant. Sur nedtur.
Jules Verne indrømmede aldrig, at Train havde givet ham inspiration. Train opgav ikke sit projekt og gennemførte tre nye forsøg på at rejse Jorden rundt. Han kom faktisk i tredje forsøg ned på 60 dage.
Hovedrollen som Fogg blev spillet af så forskellige filmstjerner som David Niven, Pierce Brosnan og senest af Jacki Chan, og de har alle heddet Fogg i filmene og ikke Train.

»MY MAN JEEVES«
Hvem har ikke nydt de pragtfulde historier af P.G. Woodhouse om Jeeves, den perfekte butler. Woodhouse skrev mindst 10 romaner om denne engelske gentlemantjener, der altid bevarede roen, når hans herre Bertie skabte kaos i verden. Mens overklassedrengen Bertie er en elskelig og slet begavet repræsentant for den engelske overklasse, er Jeeves den begavede og først og fremmest loyale tjener. Den første roman »My Man Jeeves« udkom i 1919, men forud var gået nogle avisfortællinger med Jeeves i hovedrollen.
Da Første Verdenskrig brød ud, arbejdede Woodhouse i New York, men var hjemme en kort stund kort før krigsudbruddet. Woodhouse var en inkarneret cricketfan, der ofte skrev om spillet. En dag besøgte han den lokale cricketklub Cheltenham, og det var der, han mødte Jeeves. Percy Jeeves spillede nemlig cricket og var blandt de bedste i årene før verdenkrigen og var semiprofessionel. Woodhouse så ham spille i 1913 og iagttog ham bagefter i typisk engelsk bowlerhat. Woodhouse har selv skrevet, at han så den unge Jeeves for sig, da han skulle navngive tjeneren i sin historie.
I 1914 var det slut med Percy Jeeves cricketkarriere. Krigen startede og Jeeves meldte sig frivilligt. I 1915 var han i aktiv kamp ved Somme, hvor de heftigste kampe foregik. I juli 1915 angreb Jevees’ regiment tyskerne, og han selv blev mejet ned af maskingeværild. Man fandt aldrig Jeeves’ lig.
I den seneste og meget vellykkede TV-serie om Jeeves og Bertie, spiller Stephen Fry Jeeves med overskud og begavelse, mens Hugh Laurie på sædvanlig vis fremstiller tumpen Bertie overbevisende

»ULYSSES«
James Joyces store fortælling »Ulysses« står i dag som et hovedværk i europæisk litteratur. Men hvorfor kom den til at hedde »Ulysses«? Der er jo i de første 800 sider ikke en eneste reference til denne Ulysses. Ny forskning har vist, at romanen kan ses som en parafrase over den græske fortælling Odysseus – Ulysses er den latinske udgave af navnet. Handlingen foregår i Dublin 14. juni 1904, og personerne Leopold Bloom, Stephen Dedalus og Molly Bloom repræsenterer de græske personer Ulysses, Telemachos og Penelope. Men da Joyce ikke skrev et ord om disse sindrige forbindelser, må den ukyndige læser gætte sig til, hvorfor lige Ulysses skulle lægge navn til.
Svaret er, at det næppe kunne være anderledes. Fra barnsben var Joyce fortabt i Odysses, og igennem hele sit liv anså han Odysseus for at være sin helt. Men hvorfor skulle hovedpersonen Bloom så være jøde, når Dublin ikke ligefrem væltede sig i jødiske borgere? Jo, for Joyce havde i 1904 været involveret i et håndgemæng, hvor en jødisk læge havde grebet ind og reddet ham. Joyce skrev selv, at romanen egentlig skulle hedde »Ulysses i Dublin«, men da den udkom i 1922, var den blevet forkortet til blot »Ulysses«.
En filmatisering fra 1967 instrueret af Joseph Strick blev forbudt i Irland, bl.a. fordi man i filmen sagde »fuck«.

»POSTBUDET RINGER ALTID TO GANGE«
Ringer postbudet virkelig på to gange? James M. Cain skrev en række hårde kriminalromaner i 1930erne og 1940erne, men hans største succes var nok den om postbudet, der altid ringer to gange. Romanen handler om Frank Chambers, der indleder et forhold til værtinden Cora i en snusket cafe. Sammen planlægger de at myrde hendes ægtemand, og efter mordet bliver de hurtigt arresteret. De bliver imidlertid frigivet, men Cora dør i et trafikuheld, og Frank arresteres igen, og vi læser romanen som hans sidste ord før hængningen.

Romanens oprindelige titel var »Bar-B-Q«, som var teksten på det skildt, der hang uden for cafeen. Imidlertid kunne forlæggeren Alfred Knopf ikke lide titlen, og Cain fandt på den med postbudet. Men hvor kommer postbudet ind i titlen, for der er faktisk ikke noget postbud i romanen. Cain har senere forklaret, at postbudet skal ses som gud eller skæbnen, der to gange ringer på hos Frank. Første gang da værten myrdes, og anden gang da elskerinden dør.

Romanen har været filmatiseret flere gange, senest med Jessica Lange og Jack Nicholson i hovedrollerne. Kan man forestille sig Nicholson spille skurk i en film, der hedder »Bar-B-Q«? Nej ikke rigtig.

»CATCH-22«
»Catch-22« er blevet synonym for en umulig situation. I Joseph Hellers klassiske roman af samme navn forsøger bogens helt at komme ud af krigens helvede ved at illudere sindssyg. Problemet er blot, at enhver, der forsøger at komme væk fra krigens helvede, jo netop ikke kan være sindssyg. Det er en catch-22.

I filmen fra 1970 spiller Alan Arkin Yossarian, der forsøger at finde en måde at omgå denne catch-22.

Ordet catch-22 opsummerer hele antikrigsromanens holdning og problemstilling, så Heller tænkte sig godt om, før han valgte sin titel. Og hans valg var catch-18.

I Anden Verdenskrig var Heller selv i det amerikanske luftvåben og fløj 60 missioner over Europa og var med til at redde det gamle utaknemmelig kontinent. I romanen lader Heller Yossarian flyve de samme missioner. Efter krigen begyndte Heller at skrive sin bog »Catch-18«, og første kapitel blev trykt i 1955 i tidsskriftet New World Writing. Heller arbejdede videre, og i 1961 skulle romanen udgives i sin helhed. Men samtidig udgav en anden stor amerikansk jødisk forfatter Leon Uris romanen »Mila 18« om det jødiske oprør i Warszawa-ghettoen under Anden Verdenskrig. Heller var ukendt og han kunne ikke udgive en roman med samme tal i titlen som sin mere kendte kollega. Det smagte af plagiat. Til Playboy fortalte han i 1975, at »Catch-18« var hans foretrukne titel, og han var sønderknust over Uris roman. Hans forlægger foreslog så »Catch-11«. Heller selv foretrak »Catch-14«, men forlæggeren afviste det og foreslog »Catch-22«. Heller var skeptisk og måtte overtales. Titlen viste sig at være genial, for i romanen genfortælles alt, og alting sker to gange. Tallet 22 var langt bedre end 18 og understreger bogens pointe. Og hvem ville i øvrigt gide at se Alan Arkin spille Yossarian i en film med titlen »Catch-18«?

»A CLOCKWORK ORANGE«
»A Clockwork Orange« (en ur-appelsin) er en gysende kold fremtidsroman af den engelske forfatter Anthony Burgess. Både romanen og filmatiseringen om den afstumpede voldstype Alex, som samfundet må afrette, høstede stor anerkendelse. Det var Stanley Kubrick, der instruerede med Malcolm McDowell som Alex i filmen fra 1971. Burgess har selv forklaret romanens titel med højst uoverbevisende forklaringer. Hans første forklaring var, at det var et engelsk cockney-udtryk, som han hørte på en pub i 1954. Betydningen var tåget, mente Burgess, men udtrykket gav romanen en bizar og mystificerende titel. I 1972 påstod han, det var et udtryk, mange fra underklassen anvendte i London, men sprogforskere har betvivlet eksistensen, og Dexter mener, det er noget Burgess simpelthen har fundet på.

En anden forklaring er, at titlen hentyder til det malaysiske ord orang, der betyder mand. Burgess kunne flydende malaysisk, og han skrev faktisk i en artikel: »Da jeg skrev romanen A Clockwork Orange, opdagede ingen europæiske læsere, at det malaysiske ord for mand – orang – var en del af titlen ...«

Dexter mener, det er en efterrationalisering, og da der er intet andet malaysisk er i romanen, så hvorfor i titlen? Dexter henviser i stedet til en anden af Burgess’ forklaringer, nemlig at titlen er en metafor for en organisk enhed, fuld af saft og sødme og behagelig duft, som omskabes til en robot. Denne sidste forklaring giver mening i forhold til romanens indhold, for det er Burgess’ hensigt at modstille fuldkommen frihed, hvor selv vold mod andre tillades, med det kontrollerede samfund, hvor vold ikke accepteres, men hvor mennesket er blevet som robotter. »A Clockwork Orange« giver fornemmelsen af en sødmefyldt frugt, der bevæger sig på en kontrolleret og forudsigelig måde, som en robot.

Så valget af titlen kan skyldes en blanding af alle tre forklaringer, men kan også skyldes, at Burgess ikke hørte ordentligt efter på den pub i 1954. Man spiste dengang i London både chokolade-æbler og chokolade-appelsiner. Måske fejlhørte Burgess simpelthen, foreslår Dexter, hvad der blev sagt på pubben, hvor man ofte talte om chocolate oranges, hvilket på en overfyldt pub let kan forveksles med A Clockwork Orange. Særligt hvis man har fået for meget at drikke.