Hvordan kan Tyskland stå bag både den fineste kunst og den frygteligste dødsmaskine?

I »Perla« skriver Frédéric Brun lysende om landet, der sendte hans mor til Auschwitz.

Perla er en historien om miraklet og tragedien. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle oplevelser rummer både tragedien og miraklet. Som da en kvinde i 1944 blev arresteret i Paris og deporteret til Auschwitz. Her stod hun ansigt til ansigt med en af nazismens største bødler, den slebne Dr. Mengele, der kunne vælge at sende hende til højre og ind i gaskammeret eller til venstre, hvor livet kunne fortsætte. Han pegede til venstre, lod hende leve. Fordi hun var smuk.

Perla, som kvinden hedder, overlevede krigen og vendte tilbage til Paris, hvor hun påbegyndte et nyt liv: Fandt en mand, fik en søn, åbnede en forretning. Men mørket sad i hende; en dyb depression, som indimellem gjorde hende tavs, apatisk, og mørket farvede også hendes omgivelser. Ikke mindst sønnen, Frédéric Brun, der voksede op med en mor, som lod det meste om tiden i Auschwitz være usagt.

Smuk tekst udenfor genrekonventionerne

At tale om oplevelserne, at dele erfaringerne, er en »umulig realitet«, skriver sønnen i »Perla«, hvor han efter morens død læser Holocaust-litteraturen i et forsøg på at rekonstruere hendes på én gang tragiske og mirakuløse dage. Men den lille bog er så meget mere end dét, og selv er Brun i tvivl om hvad: »Når sandheden skal frem ved jeg ikke præcis hvad jeg skriver, det er ikke en roman, det er ikke en dagbog, det er heller ikke en selvbiografi.«

For mig at se er det et langt essay. Men genrebestemmelsen er ikke så vigtig. Det er det derimod at slå fast, at det et en meget smuk og dyb tekst, Brun har skrevet. Enkel og klar i sit sprog, men alligevel i stand til at favne et stort, kompliceret stof. Ikke mindst når Brun forsøger at forstå, hvordan det samme land, Tyskland, kan have frembragt den store romantiske kunst, han sætter så højt, og samtidig have skabt nazismens dødsmaskine.

»Hvorfor er jeg så fascineret af dette land, der er splittet mellem lieder og tonløshed, mellem raffinement og barbari?« spørger han og skriver sig i løbet af teksten frem til, at det var Tysklands hellenistisk inspirerede jagt på det sublime i naturen og troen på det ophøjede menneske, der førte til såvel den fabelagtige kunst som til nazismens uhyrligheder.

En interessant tanke. Bruns viden om digtere og malere som Novalis, Hölderlin og Caspar David Friedrich er stor, og han folder den foruroligende sikkert ind i historien om Mengele og moren.Skønhed og gru, død og liv, kunst og ødelæggelse. Det lever side om side, fordi det lever side om side i mennesket. Som da Brun citerer fra et smukt digt, skrevet af Baldur von Schirach, der var Reichsjugendführer i Det Tredje Rige. Eller som sorgen og glæden, der blafrer i Brun, når han skriver om sin døde mor, mens hans hustru venter deres første barn.

Dobbeltheden i lyrikken

Det er alt sammen rasende smukt og rasende sørgeligt og løftet af Bruns sprog, der er følelsesfuldt uden at briste i patos og med en glasklar lyrisk åre. Som i denne sætning, der synes at gemme på to betydninger: »Jeg vil fortsætte med at dykke ned i min hukommelse til der ikke er mere blæk.« Brun vil skrive, til historien står klart frem, er fuldt oplyst, eller til han ikke kan skrive mere.

Men i sidste ende er »Perla« måske en bog om en søn, der ikke kan bære sin mors død. Dét øjeblik, der lukkede for kærlighed og forklaringer. Brun vil på den måde aldrig få ro og svar. »En mor kan aldrig dø«, skriver han mod slutningen af »Perla«. En smuk bog og en lysende epitaf. Men også, med al sin skønhed, en trodsig akt over for det store mørke. I alle dets former.

Hvem: Frédéric Brun Hvad: Perla Oversat af: Anna Lyngby Olsen Sider: 104 Pris: 158 kr. Forlag: Batzer & Co.