»Jeg prøver at forestille mig, hvordan man gør det, det med at sørge. Sidder man i en sofa og græder? Helst i sort, med et slør for ansigtet? Med et tændt stearinlys?«
Det er Jelle Brandt Corstius, der spørger et sted i sin humoristisk-melankolske »Asken i tasken«, hvor han skriver om tabet af sin far. Og altså også om forestillingerne om, hvad det vil sige at sørge.
»At sørge er et forunderligt udtryk«, skriver han, »Det indebærer en vedvarende aktivitet. Men sådan foregår det slet ikke. Så snart en nærtstående er død, er man i en hel uge beskæftiget med at finde adresse frem, tale med bedemanden, skændes med familien, skrive en tale, købe begravelseskluns og tale med vildfremmede familiemedlemmer.«
Corstius selv begyndte at sørge før sin fars død. Han var dement, og gik på den måde bort, mens han stadig var her. »Asken i tasken« er et signalement af den særlige form for sorg, men også af faren i velmagtsdagene, af hans tvivlsomme evner som far og af forsøget på at komme videre. Det sidste kommer helt bogstaveligt til udtryk, da Corstius en dag beslutter sig for at cykle hele vejen fra hjembyen Amsterdam og til Middelhavet for at sprede farens aske. Han ved ikke, hvad han ellers skal stille op med sin rastløse krop og følelser og cykler af sted med en »kondition som en gammel due«.
Cykelturen er bogens strukturerende princip, hvor det ene og det andet på vejen minder Corstius om faren, der var indbegrebet af en excentriker og sikkert god for en håndfuld diagnoser. Kontrær, fabulerende, mytomanisk, uhøflig, grovkornet i sine (u)morsomheder. Som når de gik på kaffebar, og han altid, lidt for højt, sagde om servitricen: »Hvor har hun en fed røv.«
Som dansk læser forstår man, at faren, Hugo Brandt Corstius, var en kendt forfatter og debattør i Holland og skrev provokerende klummer i en lang række aviser. Han modtog hård kritik og mange onde ord, men som sønnen skriver: »Hvis man er ligeglad med, hvad andre mener om én, så behøver man heller ikke at forsvare sig eller forsøge at overbevise andre.«
»Asken i tasken« er velgørende usentimental, og farens usympatiske sider nedtones ikke – sådan som de oftest gør efter døden - men får plads, og ad den vej bliver portrættet af ham mere troværdigt og vedkommende. Det samme gælder de usminkede beskrivelser af campingpladser, sovebyer og vejstrækninger.
Landskaberne er også beskrevet sådan, og selvom der er betragtninger om det smukke ved at cykle frem for at gå eller køre bil – at det hverken går for langsomt eller for stærkt – hæfter Corstius sig oftest ved det uglamourøse ved livet på to hjul. Som at hans lem efter de første dage i sadlen er følelsesløst, og »det føles som om jeg holder om en varm pølse«.
Under stilen, der kan læses som et lag af blufærdighed, handler »Asken i tasken« om følelser. Om kærlighed til en forælder, der ikke har tilladt meget kærlighed. Men som barnet alligevel elsker. På den måde er det, trods det private, en almen historie. Så lever man med, at Corstius’ prosa savner schwung og sjældent vibrerer. Det ville faren helt sikkert have råbt op om.
Titel: Asken i tasken.
Forfatter: J.B.Corstius.
Oversætter: Birthe Lundsgaard.
Sider: 180.
Pris: 250.
Forlag: Don Max.
