Hvor alt håb lades ude

Simon Pasternaks »Dødszoner« er en grusom sjælsrystende roman fra Anden Verdenskrig, fortalt af en tysker der bliver gerningsmand delvist mod sin vilje.

Siden de overlevende fanger fra KZ-lejrene Primo Levi, Paul Celan, Jorge Semprun og den stadig levende Elie Wiesel efter krigen skrev deres værker om nazismens udrydelseslejre, har det været diskuteret, om det kunne være andet end banaliseret, når senere generationer forsøgte sig.

Den unge danske forfatter Simon Pasternak gør nu forsøget, men med udgangspunkt i de tyske forbryderes oplevelser. Det sker med krigsromanen »Dødszoner« om de to jævnaldrende ungdomsvenner, den 27-årige politimand Heinrich Hoffmann (romanens jeg-fortæller) og SS-kaptajnen Manfred Schlosser, der begår unævnelige forbrydelser i Hviderusland.

Handlingsgangen begynder i 1943 ved, at en af de mest brutale SS-generaler, Steiner, en ledende kraft i masseudryddelserne af jøder, selv bliver myrdet, angiveligt af partisaner, og da Steiner er Manfreds mentor, bliver Heinrich bedt om at opklare sagen, hvilket fører ham fra det besatte Hviderusland og tilbage til det bomberamte Hamburg.

Hvor Heinrich forgæves forsøger at bevare en kerne af menneskelighed ved først at afstå fra at tage del i forbrydelserne, hvirvles han ind i flodbølge af excesser, som forårsages af Manfred. Denne Manfred er en helt igennem amoralsk morder, som både kan myrde og citere fra klassikerne. Hele nazitidens modbydelige eufemismer for ombringelse af jøder, slaver og anderledes tænkende udtrykkes af Manfred, der taler om, at nazisterne skaber en »ny verden« gennem en »usikkerhedens æstetik«, hvor drabet udgør »en ny urverden«, mens morderen »forbliver anstændig«.

Stærk kost

Pasternak er en fin stilist, men hans udpensling af makabre scener – akkurat som i de tre litterære kriminalromaner han har skrevet med Christian Dorph – er stærk kost. Det er selvfølgelig emnet og vinklen, krigen set fra forbryderens side, der betinger voldsomheden, som læseren også møder hos flere af de andre nutidige forfattere, der har anvendt et identisk greb. For eksempel den anmelderroste Jonathan Littells »De velvillige«, Philip Kerr »Martsviol«-serie eller den danske forfatter Grete Roulund, som havde en decideret makaber trang til at udpensle forbrydelser.

Litteraten og Gyldendal-redaktøren Simon Pasternak er dog et af de mere interessante navne i den nye skønlitteratur, og et indlagt, uforløst, nærmest sublimeret trekantsdrama mellem Manfred og hans søster Elise, der er forlovet med Heinrich, er fint skildret. Det er i den grad romankunst at kunne skrive, så læseren i afsky bliver nødt til at lægge romanen fra sig. Tilbage står nemlig, at «Dødszoner« er en sjælsrå roman, hvor alt håb lades ude.

Forfatter: Simon Pasternak.

Titel:»Dødszoner«. Sidetal: 336.

Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.