Hvis du elskede »Stoner«, vil John Williams antikke mesterværk også begejstre dig

John Williams’ brevroman om den romerske kejser Augustus giver et betagende indblik i en fjern og voldelig fortid. Og så tematiserer den grundlæggende menneskelige forhold som magt, loyalitet, kærlighed og svigt.

I John Williams' brevroman »Augustus« er man ikke i tvivl om, er en af den slags bøger, som bør gives priser og få klassikerstatus. Fold sammen
Læs mere
Foto: IRIS

Som bekendt var John Williams (1922-94) nærmest glemt, da man for et par år siden genopdagede hans fabelagtigt fine portræt af en falleret litteraturprofessor i romanen »Stoner« (1965, da. 2014). Den slags gør selvsagt, at man også kaster et blik på det øvrige forfatterskab.

I Williams’ tilfælde er det ikke særligt stort, men tæller yderligere tre romaner og et par digtsamlinger. Sidste år fik vi den ligeså fremragende westernroman »Butcher’s Crossing« (1960, da. 2015), og nu beriges vi også med hans sidste roman, den historiske brevroman »Augustus« (1972), der omhandler den romerske kejser Augustus’ liv og levned.

Der er jo umiddelbart ikke meget, der forbinder disse tre romaner, hverken stilistisk eller hvad angår de virkeligheder, de fortæller om. Men der er klare tematiske forbindelser. De handler alle tre om mænd, der vokser til (på godt og ondt) og om magtkampe mellem mænd.

Augustus (63 f.kr-14 e.kr.) blev født som Gajus Octavian og var nevø til Julius Cæsar. Da Cæsar blev myrdet (af blandt andre sin søn Brutus), overtog den da 20-årige Octavian magten. Ikke alle havde tillid til, at han kunne løfte den, og en mangeårig magtkamp brød ud. Først imod Antonius, senere med, men til sidst imod igen, inden Octavian blev sejrherre.

Octavian fik på et tidspunkt navnet Augustus, som betyder den ophøjede, og var i en meget lang periode Roms enehersker. Det krævede brutalitet og politiske rænkespil at få denne post. Men han udfyldte den siden med kunst, fremgang og velstand for borgerne. Han renoverede Rom og skabte fred. Men samlede også mere og mere magt hos sig selv indtil hans død i år 14.

Augustus gør livet op

Hvor både »Butcher’s Crossing« og »Stoner« måske nok fik kritikerros i samtiden, men ikke i Williams’ tid blev store successer, forholder det sig lidt anderledes med »Augustus«. Bogen gav nemlig Williams den prestigiøse »The National Book Award for Fiction« – eller det vil sige halvdelen af den. For første gang i prisens historie, var juryen nemlig delt i sin indstilling, og Williams måtte dele med John Barth.

Når man læser den i dag, kan man da heller ikke være i tvivl om, at »Augustus« er en af den slags bøger, som bør gives priser og få klassikerstatus. Williams lader den romerske kejsers liv blive fortalt gennem breve og dagbogsoptegnelser fra folk omkring ham – blandt andet de nære venner og rådgivere som den senere svigersøn Agrippa og den forfængelige digter Mæcenas, men også Julius Cæsar, Cicero, og ikke mindst datteren Julia.

Disse (fiktive) dokumenter – som ikke er ordnet stringent kronologisk i romanens forløb, men alligevel illustrerer Augustus’ opvækst og udvikling – overlader i vid udstrækning til læseren at rekonstruere karakteren Augustus. Først til allersidst kommer han selv til orde i form af et langt brev til sin levnedskildrer Nicolaus af Damaskus.

Hér, i hans livs efterår, gør han livet op – og selvom han måske nok har gjort det romerske rige endnu større og stærkere, mere moderne og vel også mindre krigerisk, så er det ikke et sejrsskrift. Magten har en pris. Og (il)loyalitet kan tage mange former og misformer – også i relation til det helt private.

Her ligner Augustus de knækkede mænd, Williams skildrede i »Stoner« og »Butcher’s Crossing«, og de læsere, der blev grebet af disse to mesterværker, vil også blive fanget af dette. Godt man genopdagede Williams. Ærgerligt, at han ikke fik skrevet mere.

Titel: Augustus. Forfatter: John Williams. Oversat af Mich Vraa. Sider: 384. Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.