I en tid med voldsomme krige, religiøs fanatisme, fremmedangst og natur- og atomkatastrofer er det svært ikke at blive ramt af Josefine Ottesens ungdomstrilogi »Det døde land«, en dystopisk science fiction-fortælling om et samfund i ruiner.
De tre bind, »Golak«, »Genfødt« og »Gudløs«, med den unge søgende Jonah som hovedperson, gennemspiller samtlige tematikker og viser, hvor galt det kan gå, hvis man ikke standser i tide. Trilogien som helhed fremstår derfor som Ottesens etiske program.
»Gudløs« fortsætter direkte, hvor »Genfødt« slap, og kan ikke læses uden kendskab til de to foregående bind. Efter andet binds stilstand med ualmindeligt mange og lange belærende samtaler kommer der nu forfriskende spænding og tempo i handlingen. Jonah flygter fra sin karriere i den højteknologiske og fascistoide By 21, hvor almindelige personer blot er rå arbejdskraft og reservedele, og udviklingen går imod alt det, han kan stå inde for. Men når »der ikke var andet end mørke for og mørke bag«, ingen gud eller anden autoritet at læne sig op ad, hvor finder han så en mening? Ifølge Ottesen bliver man først til i mødet med et andet menneske. Og det er lige, hvad Jonah gør. Banalt måske, men i denne dommedagsvision stilles spørgsmålet således op: »Spejler du dig i dine resultater eller i øjnene på én, du holder af?«
Tilværelsen i By 21 og ikke mindst rædslerne udenfor blandt stridslystne gøglere og skrot- og tuskhandlere skildres ekspressivt. Blodige scenarier males frem, og indimellem sprøjtes der lovlig meget kulør på sproget, typisk for Ottesen, der i sin gnistrende fortælleglæde har svært ved at styre sine virkemidler. »Det døde land« fremstår alligevel som forfatterens mest velskrevne til dato.
