Hvem er jeg?

Hvor ville livet som ung være enklere uden krav om at være på og med og ikke mindst i frontlinjen seksuelt hele tiden.

Bogens cover. Fold sammen
Læs mere

Sådan oplever de fleste unge det i hvert fald i nyere ungdomsromaner. I Sarah Engells anden roman »Forbandede mødom« er det Marias forsøg på at finde sig selv trods omverdenens forventninger, der står i fokus.

Titlen spiller på J.D. Salingers klassiker »Forbandede ungdom« (ny titel i 2003: »Fangeren i rugen«), men det sproglige niveau og handlingens kompleksitet ligner ikke klassikerens. Engells bog er en jordnær, nøgternrealistisk roman, skildret med detaljeret omhyggelighed.

Marias forældre glider fra hinanden, hendes bedste veninde Christina får en kæreste, og de gør tilmed »det«, så Maria føler sig agterudsejlet uden at være sikker på andet end at Jannick fra boksetræningen er sød. I forvirringen afprøver hun sex og stoffer og kreerer en grusom hævn over faren. Personstegningen og Marias paniske staccato-iagttagelser løfter romanen over det banale.