Der har lige siden Anden Verdenskrigs slutning vandret mange rygter om Adolf Hitlers sygdomme og deres betydning for hans handlinger. Der var rygter om syfilis. Man mente, at han kun havde én testikel. Han havde en sød tand og spiste store mængder chokolade, hvilket ikke gavnede hans helbred og i øvrigt gjorde ham til storprutter. Han led ifølge rygter af nedsat potens, syfilis og Parkinson. Men var de historier sande?
Nu kan de fleste dem afprøves, for de to tyske historikere, Hans-Joachim Neumann og Henrik Erberle, har fundet frem til Hitlers læges optegnelser og kombineret med andre dokumenter, kan de tegne et klart sygdomsbillede af den mand, der drev Europa til vanvid.
En modelæge i Berlin
Livlægen hed Theodor Morell. Han blev i nazitiden regnet for lidt af en kvaksalver, som Adolf Hitler satte meget højt. Men var han en værdiløs charlatan, eller var han rent faktisk en rimelig god læge?
Theodor Morell var kendt i Tyskland for sine utraditionelle behandlingsformer. Han var dog rigtig læge med en fin uddannelse fra Paris. Under Første Verdenskrig var han læge ved fronten og slog sig derpå ned i Berlin. Han var lidt af en modelæge og blev styrtende rig. Han flottede sig til tider med en professor-titel, som ingen vidste hvorfra kom. Mange af hans patienter var jøder, og i 1933 blev hans praksis truet af nazisterne med vandalisme. Derpå meldte han sig ind i nazipartiet.
Han lærte Eva Braun at kende, og gennem hende blev han introduceret for Adolf Hitler. Det var ikke mindst Hitlers maveproblemer med højlydt prutteri til følge, der blev Morells første opgave for Føreren. Han brugte almindelige vitaminer og en kolibakterie-kultur, der blev sprøjtet ind i blodbanen, for at dæmpe luftudslippene. Kuren virkede, og snart blev Morell en del af Hitlers snævre sociale inderkreds. Hitlers maveproblemer fik ham til at blive vegetar. Det vil sige, at det manglende kød på spisebordet ikke skyldtes kærlighed til dyr, som nazipropagandaen ellers påstod, men fordøjelsesproblemer.
Morell forsøgte at blive læge for andre nazispidser som SS-lederen Heinrich Himmler, industriminister Albert Speer og luftfartsminister Herman Göring, men blev oftest afvist og Göring kaldte ham en kvaksalver. Speer skrev i sin selvbiografi, at Morell var ekstrem overfladisk og doven, og at han var mere interesseret i at tjene penge end i at yde lægelig assistance. Herman Göring kaldte ham desuden »Rigets Injektions Mester«, fordi han som regel greb til indsprøjtning med mærkelige medikamenter, når der opstod et lægeligt problem. Til tider kunne Morell behandling antage helt bizarre former, som da han efter attentatet mod Hitler 20. juli 1944 behandlede ham med pencillin, som netop var blevet udviklet til brug af USAs hær.
Sprøjter for potensen
Morrell var ikke bleg for at afprøve nye eksperimenterende stoffer. Ifølge Neumanns og Erberles bog gav Morell Hitler indsprøjtninger med testoron, der var en ekstraktblanding af sæd og prostata-kirtler fra unge tyre. Disse indsprøjtninger skulle hjælpe Adolf Hitler i forholdet til den unge Eva Braun, der var hans elskerinde. Forsøget med insprøjtningen skete i 1944, da Hitler var 55 år gammel og Eva Braun 32 år.
Morells optegnelser viser, at Adolf Hitler havde en skræk for piller og foretrak, at Morell gav ham indsprøjtninger. Hitler fik også en række opkvikkende medikamenter sprøjtet ind. På det tidspunkt var Hitler reelt stofafhængig og fik 28 forskellige medikamenter i løbet af dagen.
Hvad så med rygterne om, at han kun havde en testikel. Den historie var udbredt og allerede under krigen indgik den i en engelsk krigssang som et faktum. Men intet i Morells optegnelser peger på, at Hitler ikke skulle have begge testikler. En anden populær historie fra den engelske krigspropaganda gik på, at hans penis var deformeret, efter at han i sin ungdom blev bidt af en ged. Men intet i Morells papirer understøtter denne påstand.
Der var også rygter om, at han led af syfilis. Rygtet skyldtes måske, at han i sin selvbiografi gjorde usædvanligt meget ud af syfilis som en speciel jødisk sygdom, og brugte godt 15 sider af »Mein Kampf« til at skrive om den. Man har derfor gættet på, at han muligvis selv led af syfilis og fik afløb for sin bitterhed ved at beskylde jøderne for at være ansvarlig for hans lidelse. Men heller intet i optegnelserne tyder på, at han havde syfilis.
Det har været Neumanns og Erberles intention at undersøge, om hans skrøbelige helbred på en eller anden måde kan forklare hans politiske adfærd. I den sidste tid i Førerbunkeren led Adolf Hitler ifølge Neumann og Eberle af Parkinson sygdom, der gav ham en let rysten. Men forfatterne konkluderer, at på trods af indsprøjtninger, Parkinson og andre svækkelser, så var sygdommene på intet tidspunkt så svækkende, at de havde nogen effekt på hans mentale tilstand.
Hvad var Morells hensigt?
Med den blanding af mærkelige medikamenter, som Theordor Morell sprøjtede ind i Hitler, kan man spørge, om han var ude på at slå Føreren ihjel. Det afviser forfatterne fuldstændig. Morell var ikke ude efter at skade Hitler, og adlød hans mindste befaling.
Hitler var overbevist om, at Morell havde reddet hans liv ved flere tilfælde. En dag i november 1944 sagde Hitler til Morell: »Min kære doktor, hvis vi begge klarer os gennem krigen, så vil jeg generøst belønne Dem.«
Samlet set er Neumann og Eberle ikke dybt kritisk over for Morell lægelige kunnen. Han diagnosticerede således helt korrekt en leversygdom forårsaget af problemer med galdeblæreren. På den anden side forsynede han Hitler med en lang række stoffer, og der er specielt gået rygter om, at Hitler var afhængig af stimulanspræparatet Pervitin - et opkvikkende middel, som ofte blev givet til frontsoldater. Det bruges den dag i dag som stimulans og bærer øgenavnet »Hitlers speed.« Men Morells notater har ikke en eneste henvisning til, at han rent faktisk gav Hitler Pervitin.
Slutningen i bunkeren
Den sidste tid i bunkeren i Berlin blev præget af stadig større mangel på realitetssans. Mens sovjetiske styrker nærmede sig Hitlers hovedkvarter, fortsatte Morell med at tage blodtryk på Hitler og udskrive medikamenter mod Hitlers fordøjelsesproblemer.
Den 22. april 1945, en uge før Hitler og Eva Braun sammen begik selvmord, afskedigede Hitler Morell og sagde, at han ikke mere behøvede medicinsk hjælp. Han anbefalede Morell at vende tilbage til sin praksis på Kurfürstendamm, hvilket ikke gav mening, for Kurfürstendamm var et øde ruinlandskab. Morell flygtede fra Berlin i et fly, men blev fanget af amerikanerne. Han blev holdt fanget i en lejr, der lå på ruinerne af Buchenwald kz-lejr. Her blev han stadig svagere og døde 26. maj 1948.
Med deres bog har Hans-Joachim Neumann og Henrik Eberle på tør og videnskabelig måde aflivet en række myter og bragt sandheden for dagen. Så afslørende kan arkivforskning være.
