Kanel er skovhugger. Kvinden med det lidt sære navn er af samme årsag en person, der har, om ikke begge ben på jorden, så dog solidt plantet i virkeligheden. I hvert fald som udangspunkt. Om det skriver Mette Sø med smuk konkretion og sanselighed i romanen »fordi at«. Som her: »Hvis snittene ikke lægges præcist, ryger saven op i skallen på ham og han har helt sikkert ikke sikkerhedshjelm på. Har jeg set, at det kan ske, er det min skyld, hvis det sker. Jeg tjekker savkæden, filer et par tænder, klikker høreværnet ned og trækker i startkablet.«
Konkret er Kanel i Vendsyssel. Hun er med til at fælde farlige træer efter en voldsom storm. Træer i skoven. På private grunde. På en legeplads. At det er et job, der også har en sådan grad af farlighed i sig, at man nærmest kan dø af det, antyder det ovenfor citerede. At hun, i romanens begyndelsen, kommer til skade, er en del af historiens motor.
Hvad gik der galt? Hvorfor denne uopmærksomhed, der førte til det, der ikke burde kunne ske for en professionel? Romanen giver undervejs bud på nogle svar, og noget af det, der er så fint ved den fine fortælling, er så, hvordan også netop dét, det meget håndfaste, skovhuggeriet, det risikable håndværk kobles med noget andet, noget fortidigt, noget uhåndgribeligt og mystisk, der stammer fra dengang, da skoven som sådan, i den folkelige bevidsthed, var et sted for det overnaturlige. Fra dengang, den repræsenterede det skæbnesvangre. Fra dengang, den var et symbol på farlighed og dunkle kræfter.
Kanel oplever skoven i begge dens inkarnationer. Da hun skærer sig, overdænges hun med flagermusblod, og hun begynder at slå gnister, og hun opsøger en klog gammel kone, for hvad gør man i sådan en situation? Og hun møder også det modsatte af dette mærkelige, hun møder det meget nordjysk jordnære hos gode jævne mennesker, hun bor hos, Daddy Larsen og Mamsi Larsen. Og hun bliver forelsket i en kollega, Sørensen, men hun har også en kæreste derhjemme. Hvad skal hun vælge? Hvad er det overhovedet for en forelskelse, hun har gang i? Eller som hun spørger:
»Er Sørensen et spørgsmål eller et svar? Han er dejlig og hva´så? Jeg tager nogle dybe indåndinger. Maven, mellemgulv, bryst. Måske er Sørensen ikke andet end for lidt ilt til hjernen. Måske er han ikke andet end flagermusenes blodplader, der trængte op gennem mine næstebor og vandrede dybt ind for at slå lejr i min urhjerne.«
Hvad er i det hele taget virkeligt? Det spørgsmål trænger sig på, midt i al huggeriet. Kanel tænker: »Fortiden er en fantasi. Fremtiden er også en fantasi, for når jeg endelig står der, ligner den aldrig den fremtid, jeg havde forestillet mig. Noget er kommet i vejen. Virkeligheden. Et ubehageligt sug. Hvad nu hvis virkeligheden også er en fantasi?«
Mette Sø har skrevet tre andre romaner. At hun kan noget særligt, har hun allerede vist, og »fordi at« understreger særligheden. Den er en sært fascinerende roman. Håndfast og svævende. En ganske særligt sær fornøjelse.
Titel: fordi at.
Forfatter: Mette Sø.
Sider: 209.
Pris: 239.
Forlag: Republik.
