»Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid...« må være blandt de mest citerede ord i disse dage.
Det er første linje i »Peters jul«, der blev skrevet af Johan Krohn i 1866, og for mange mennesker er blevet selve billedet på, hvordan en rigtig dansk jul skal være: Fyldt af forventningens glæde, varme, hengivenhed, tryghed i familien og »store figner i røde bånd og grise og sukkerkranse«.
Det er lige til at få en klump i halsen af.
Første udgave blev illustreret af forfatterens bror, Pietro Krohn, men i den formodentlig i dag mest kendte udgave (den afbildede) er fortællingen fortolket kongenialt af tegneren Herluf Jensenius.
Omslaget fortæller netop om tryghed bag de tunge gardiner. Peter kigger ud af barndomshjemmets vinduer. Ikke med udlængsel som i nogle af guldaldermalerierne, men måske med tanke på, hvad det er, far har med hjem i sine store lommer?
Udover at juleneget til fuglene signalerer den borgerlige families ansvarsfølelse – som det også kommer til udtryk i versene om den fattige Rasmus, der kommer på besøg – er det kendte københavnske vartegn og samfundsbevarende institutioner.
Til venstre Københavns Domkirke, der er tegnet af C.F. Hansen, og – hvis topografien ellers passer - nabokirken Sankt Petri, og det er, som om Peters hjem spejler sig i andre af 1800-tallets solide borgerhuse.
Synsvinklen har så nogenlunde været i kvarteret omkring Vor Frue Plads og dermed kuriøst nok i nærheden af Store Kannikestræde, hvor en anden finalist i den store julehyggekonkurrence, Peter Faber, i 1847 skrev »Højt fra træets grønne top«.
