Det burde være en selvfølge, at billedbøger til børn reelt set også er for børn. Men begrebet »billedbog« rummer i vore dage en så stor mangfoldighed, at man med rette kan spørge sig selv: Hvem skabes billedbøger for, børn eller voksne?
Spørgsmålet er ikke nyt. Den engelske litteraturforsker Elaine Moss spurgte tilbage i 1980’erne, om billedbøgerne var ved at fjerne sig fra barnet og blive voksengjort«.
Udgivelsen af Oscar Ks og Dorte Karrebæks billedbog »Lejren« i begyndelsen af 2011 aktualiserede denne diskussion. Bogen, som handler om, hvad skole og opdragelse gør ved børn (og som vandt Statens Kunstråds konkurrence om billedbøger for de 8-11-årige) sammenligner børns opvækst med koncentrationslejrene under anden verdenskrig. Men hverken vinkling eller tematisering henvender sig til børn, men til voksne feinschmeckere.
2011 i øvrigt bød på en mængde traditionelt gode, pæne, solide og fermt lavede billedbøger. Jan Mogensen imponerede med »Pixi-alfabetet«, der var en kuffert med 27 10-siders bogstavglade, rimede billedbøger fra Artige Anton til Åge Ål. Bente Bech gjorde det samme med sine spektakulære billeder af gravide maver og viftende hestehaler i »Den store Halfdan for de små«, en pop-op-udgave af 26 Halfdan Rasmussen-sange. To fine titler til børn i den typiske billedbogsalder 4-8 år. Men alligevel manglede 2011 øjenåbnende nye og gnistrende anderledes, danske billedbøger.
Til gengæld fik vi mirakuløst gode titler fra Frankrig, Færøerne og Norge, præget af en usædvanlig visuel og verbal stilfærdighed og underfundigt begavet gak, der inkluderer børn og spreder stille smil, undren og nysgerrighed. Geniale i al deres ligefremme enkelhed!
Franske Hervé Tullets minimalistiske »En bog« driller de nye digitale medier og viser hvad noget så oldschool-agtigt som er papirbog faktisk kan. »Det er jo en iPodbog«”, siger 4 årige børn. »Tryk på den gule prik og vend siden« står der på første side, som er hvid med en enkelt kromgul prik. På den næste vises to gule prikker og en ny opfordring. Man indfanges af legen, trykker, ryster, puster og oplever enkelhedens magi.
Hvad stiller man op med en fladmast og død kanin midt på gaden? Det er hundens og rottens dilemma i »Den flade kanin« af færøske Bárdur Oskarssons, en mester i lunt filosofiske historier. »Det er ham ovre fra nummer 34,« siger hunden om kaninen, og noget må gøres. De tænker. Følger man de nedtonede, satiriske billeder nøje, vil man tidligt opdage hundens idé, som fører til historiens bizarre løsning. Gennemført cool empati.
Hverdag og eventyr smelter sammen i norske Tore Renbergs og Øyvind Torseters to nyskabende billedbøger fra sidste år: »Giv den gas, Ine« og »He he Hasse« om storesøster Ine og lillebror Hasse. Her er det umulige muligt. Sekunderet af skovens dyr fælder Ine først et træ med økse, og dernæst sprænger Hasse en sten i luften med dynamit, mens han kæmper med sproget. »Dybanit« siger han og rettes nænsomt af Ine, men holder fast i sit. Bøgerne er båret af stofligt, tredimensionale billeder foldet i papir og en poetisk stram tekst: »nu skal det blusse og brænde og smælde mod himlen«. Det handler om søskendekærlighed, mod og opfindsomhed.
2011 blev altså ikke noget stort år for de danske billedbøger. Måske kan der hentes trøst i hvad en dansk forlagschef en gang sagde: »Der findes så-år og der findes høst-år.« Lad os satse på, at 2012 bliver et gedigent høst-år.
